Annonce
Ugeavisen Øboen

Ørtings brevkasse

Sexologen Joan Ørting giver gode råd til Øboens læsere. Arkivfoto: Anna Stærbo
Sexolog Joan Ørting svarer på læsernes spørgmål om sex og samliv
Annonce
Annonce

Jeg vil ikke have at hun har billeder af sin ex

Hej Joan

Min kæreste og jeg har nu været sammen i 9 mdr, og taler om at blive gift. Tidligere har hun haft et par lange forhold på 3 år stykket. Jeg derimod har ikke haft lange forhold i mit voksenliv og heller ikke mange. Da jeg fandt min kæreste var min lykke gjort. Vi flyttede hurtigt sammen og bor nu i et dejligt hus.

Her den anden dag kiggede jeg på hendes computer og fandt kopier af gamle msn samtaler og billeder af hende og hendes ex. Jeg ved godt, at man også skal have et privatliv i et forhold, men da jeg opdagede dette, blev jeg meget ked af det. Jeg forstår ikke hvorfor hun vil gemme disse ting nu, når vi er kærester. Jeg føler mig jaloux og har lyst til at fortælle hende, hvad jeg fandt og kræve en forklaring, og forlange at hun aldrig mere har kontakt med ham.

Men jeg er meget i tvivl om, hvorledes jeg skal gribe dette an, kan du hjælpe?

Hilsen den jaloux

Kære jaloux

Jeg har indimellem mødt folk, der har måtte brænde deres fotos fra fortiden, fordi deres nye kæreste ikke brød sig om, at de havde dem. I mine øjne er det toppen af kontrol og tyranni. Alle har en fortid, og du skal passe på, at du ikke begynder at kræve at din kæreste ikke må have en. Hun er den fantastiske pige, som du synes hun er, fordi hun har en historie, der i sidste ende bragte hende i armene på dig. Forstil dig en vej, din kærestes livs-vej. Den er snoet og krydser og drejer sig, opad bakke, ned ad bakke, og pludselig en dag møder hun dig. Hvor heldig kan man være? Men som tiden går og din jalousi og kontrol tager til, står I en skønne dag ved en korsvej. Så vil spørgsmålet uvilkårligt dukke op: Skal hun fortsætte sammen med dig, eller vælge en af de andre veje? Lige nu prøver du at få hende til at ændre adfærd og slette sin fortid, så du ikke føler jalousi. Kontrol af andre, er ikke metoden. Det væsentlige er, at det er dig selv, der er påvirket af fortiden. Der ligger en frygt for at blive forladt. Det er den du skal arbejde med og få helet. Ikke din kærestes fortid.

Kærligst Joan

Annonce

Jeg er tiltrukket af begge køn

Hey Joan

Jeg er en pige på 21 år, der i lang tid har "leget" med både fyre og andre piger. Jeg er sikker på at jeg er bi-seksuel, og det er altså svært. Jeg har en dejlig kæreste nu(fyr), men jeg dyrker stadig sex med en af mine pigevenner. Det er jo ikke holdbart i længden, da jeg gør det i smug. Jeg mangler et godt råd - det er altså ikke nemt, når man har lyster begge veje.

Den biseksuelle

Kære biseksuelle

Det er mærkværdigt, at biseksuelle ofte finder det vanskeligt at være i et trofast forhold, fordi de har så mange at vælge mellem, siger de. Jeg kan ikke rigtig se, at det gør en forskel, om man er bi eller ej. Enten tager man et valg om at være sammen med ham eller hende, man nu har comitted sig til, eller også er man fri og single, og kan være sammen med hvem man vil. Masser af heteroseksuelle føler sig også tiltrukket af andre end deres partner, men det giver dem vel ikke en særlig tilladelse til at gå i lag med dem, hvis de har sagt ja til at være i et comitted parforhold. Med mindre selvfølgelig, at de har aftalt at forholdet er åbent, og de kan gøre, som de lyster. Jeg tror ikke, at du er helt parat til at være i et fast forhold. Samtidig er du måske usikker på at være alene. Måske har du aldrig boet alene før, og derfor holder du på din kæreste som en falsk tryghed. Fordelen ved at tage det store skridt er, at du ikke behøver at leve med dårlig samvittighed og løgn…og at du ikke længere spilder jeres tid, både din egen, men også din kærestes.

Kærlig hilsen Joan

Annonce

Jeg bliver hende den stride kælling

Hej Joan

Jeg er en yngre kvinde, der har været sammen med min kæreste i 3 år. I starten var det lykke, sex og spænding. Men nu efter vi har boet sammen i to år, er sex næsten ikke eksisterende. Jeg ved at jeg elsker ham, men er det virkelig mit liv? Madlavning, oprydning og almen ”slave arbejde.” Jeg prøver at få ham til at hjælpe til derhjemme, men han gør det forkert, hvilket gør mig sur, og derfor bliver jeg den stride ”kælling” i hans øjne. I virkeligheden ønsker jeg at få den mand tilbage, som jeg blev forelsket i. Jeg ønsker mig sex ugentligt, uden at skulle spørge om det. Jeg har prøvet alt: købt frækt undertøj, sex legetøj, alt. Hvordan genfinder vi lysten til hinanden? Udover alt det her, har vi et fantastisk forhold, vi kan tale om alt sammen. Men vi kan ikke finde ud af at sætte pris på hinanden?

Den Tvivlende

Kære Tvivlende

Du er ung, og din kæreste er ung. Glæd jer over det, og udlev jeres frie ungdom i stedet for at gå for hurtigt til værks og lege far og mor. Kig dig omkring og se hvor mange mennesker der er faldet ned i den rille, du så præcist beskriver: Konen brokker sig over rengøringen, manden er blevet passiv og uengageret, og romantikken og sexlivet er en tragedie. De eneste der har det godt, er børnene. Men I to har ikke børn, og derfor har I slet ingen grund til at leve, som om I har det. Jeg synes at I skal værne om jeres ungdom, og hver især være frie til at støvsuge og vaske tøj, som det passer jer, og bruge jeres tid på det som I har lyst til. Hvad med at flytte fra hinanden og være kærester i stedet? Du kan tids nok få dig en familie, hvor du kan gå og udføre ”alment slavearbejde”, som du kalder det. Skynd dig at være ung og glad. Den tid er så kort.

Kærlig hilsen Joan

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Fine skud af isfugle

Ugeavisen Øboen

Ørtings brevkasse

Annonce