Annonce
Ugeavisen Øboen

Aktionsgruppe vil bremse Rema 1000: Velkommen i Rudkøbing, men skal ligge i bymidten

Otte medlemmer af aktionsgruppen ved Nørrebro, hvor Rema 1000 tænkes placeret, hvis planerne gennemføres. Det er Palle Aagaard, Klaus Rønnebro, Iben Lauritzen, Peter Dragsbo, Lulu Okholm, H.C. Rasmussen, Hanne Davidsen og Ole Davidsen. Foto: Michael Lorenzen
Den norske butikskæde er velkommen, men skal ligge inde i det nuværende handelsområde, mener kritikere

LANGELAND: Modstanderne af en placering af en Rema 1000-butik på Nørrebro på den gamle gasværksgrund har dannet en aktionsgruppe. Foreløbig er der over 30 deltagere i gruppen, og  andre er velkomne.

Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø har taget initiativet, men formanden for Bevaringsforeningen, Peter Dragsbo, understreger, at det ikke kun er et anliggende for Bevaringsforeningen. Der er mange flere med. Både enkeltpersoner og repræsentanter for andre foreninger - museumsforeningen og handelsstandsforeningen.

Desuden er flere partier repræsenteret, Det radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet, konservative, et flertal i Venstre samt dele af Socialdemokratiet og SF.

Annonce

Aktionsgruppen skal nu i gang med at udpege "tovholdere" og fordele opgaver.

- Alle kritiske røster skal på banen, og modstanden mod projektet skal blive synlig, sej og stadig større. Vi skal også have flere synspunkter på bordet, for eksempel ved at inddrage erfaringerne fra andre byer og fra eksperter, der har forstand på de mindre byers bymidteproblemer og fremtid, fastslår aktionsgruppen i et åbent brev.

Halvtomt i Faaborg

Aktionsgruppen frygter, at man ved at flytte det nuværende handelsområde skaber en trussel mod det levende byliv, som Rudkøbing har formået at bevare, mens byer som Faaborg og Sønderborg fremstår som skræmmeeksempel på det modsatte.

- Der ser man halvtomme bymidter, fordi perspektivløse kommunalbestyrelser har sagt ja til nye "centre" både her og der, skriver aktionsgruppen.

Borgmester Tonni Hansen (SF) hilser det nye initiativ velkomment, selv om han er uenig med aktionsgruppen.

- Det er en god demokratisk proces, og jeg kan se på dem, der er med, at det er folk med engagement i deres lokalsamfund, siger borgmesteren.

Omvendt står borgmesteren fast på, at det er en god idé at lægge en Rema 1000-butik det pågældende sted.

- Jeg har en interesse i at udvikle vores lokalområde, og hele ændringen af centerområdet, hvor vi flytter grænsen for butikslivet blot 50 meter, er et led i dette, siger borgmesteren.

Aktionsgruppen vil holde gang i debatten helt frem til kommunalvalget i november, men Tonni Hansen vurderer ikke, at den mulige Rema 1000-butik bliver noget stort valgtema.

- Ældreområdet, udsatte børn, grøn omstilling med mere er langt vigtigere, mener han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Dødsfald

Annonce