Annonce
Ugeavisen Øboen

Almira tænkte nyt og fik flere kunder: Her er hendes tre gode råd til andre butikker

Med sin telefon i hånden går Almira Vojnikovic ofte rundt i sin butik og via kameraet viser tøj frem, mens hun har en kunde i røret. Foto: Rasmus Henriksen
Almira Vojnikovic har omfavnet digitaliseringen og går i gang med at skabe en web-shop, men hun bevarer fortsat den fysiske butik
Annonce

Rudkøbing: Når kunderne træder ind i kvindetøjsforretningen Gine på Østergade 9, bliver de mødt af enten ejeren Almira Vojnikovic eller ekspedienten Fie Frank, der er elev i butikken.

Men som noget nyt hjælper parret i stadig større grad kunderne via internettet med at finde det rigtige tøj, hvilket sker med tekstbeskeder eller telefonopkald, hvor tøjet vises frem via mobiltelefonens kamera. Det er en af de nye metoder, som Gine har fastholdt kunder og skaffet nye på.

Almira Vojnikovic glæder sig over de digitale muligheder, hvilket især er kommet til gode i månederne med corona, fortæller hun.

- Det er nemt at forfalde til at synes, det hele er svært. Sådan havde jeg det selv i dagene efter Mette Frederiksens berømte tale 11. marts, hvor hun lukkede store dele af landet ned.

- Men efter et par dage stort set uden kunder, begyndte jeg at tænke kreativt. Eksempelvis lavede vi ”drive by shopping”, hvor kunder kunne køre deres bil hen til butikken, og så pakkede vi deres bestilling og gik ud til dem med en pakke.

- Vi begyndte også at levere tøj i den periode, hvor jeg kørte rundt på Langeland, mens Fie (Fie Frank, red) kørte rundt til kunder i Ringe, Tåsinge og så videre, siger Almira Vojnikovic og slår fast:

- Det er bare med at se fremad og forblive positive, der er altid muligheder.

Derfor deler hun ud af sine erfaringer her i artiklen.

- Jeg tror, det kan fungere som inspiration for mange andre butikker. Som måske ikke er så meget på nettet, for der kan de virkelig hente mange kunder. Det er så vigtigt, at vi har mange små butikker, der kan overleve i den her digitale tid. Derfor vil jeg gerne bidrage og skubbe lidt til andre ved at vise, hvad der er lykkedes for mig.

1 Brug dig selv

Almira Vojnikovic vil hellere bruge almindelig mennesker som modeller frem for de profesionelle, hvis kroppe langt fra altid repræsenterer flertallet. Foto: Rasmus Henriksen

Blandt andet gennem et forløb hos Erhverv i Gadeplan har Almira Vojnikovic fået øjnene op for, hvor stort et potentiale for øget omsætning og synlighed, der er ved at være aktiv på de sociale platforme.

- Når man er i sin egen butik 24/7, plejer man tit og ofte at gøre, som man plejer. Jeg ville gerne have endnu mere kontakt til kunderne, end at jeg bare åbner dørene om morgenen, kører varerne ud og tager dem ind igen om aftenen og lukker og går hjem. 

- Det er ikke længere nok. Vi er i en tid, hvor vi skal fange kunderne der, hvor de er. Jeg tænkte, at jeg bliver nødt til at vise mine kunder, at jeg er her også, og at de ikke behøves at gå på Zalando eller Boost.com, siger hun.

Derfor begyndte hun at gøre butikken synlig på især Facebook og Instagram.

- Det har givet pote de seneste år, især i de her måneder med corona. Jeg siger dig, det funker så godt. Nu laver jeg mange billeder og videoer med mig selv. Det var det første, jeg lærte, at jeg skulle personliggøre min butik. At det er mig som person, som skal være ansigtet udadtil, og ikke de der modeller, jeg kan hente fra fabrikanterne. 

- Når jeg ligger et billede af mig selv ud med mine former frem for en professionel model, så får jeg flere likes. Jeg tror, at grunden til det er, at kunderne kan se sig selv i mig, der er lidt rynker og lidt bagdel. De kan se sig selv i os almindelige mennesker. 

- Nogle gange, når en kunde har prøvet noget tøj, spørger jeg, om jeg må tage nogle billeder og dele på vores Instagram for at vise nogle forskellige kroppe. Nogle er høje, nogle lave, andre har en stor bagdel eller mave, vi er en butik til alle kvinder. Det tror jeg har givet rigtig meget pote, at kunderne kan se sig selv i det, vi lægger op, siger Almira Vojnikovic.

2 Fortsæt kontakten med kunderne

Polly Madsen forkæler sig selv med lidt nyt til garderoben og bliver betjent af Fie Frank, der er elev i butikken. Foto: Rasmus Henriksen

Mange vil fortsat gerne handle i deres fødeby, selvom de for længst er flyttet til andre dele af landet. Det er i hvert fald Almira Vojnikovic' erfaring.

- Hvis vi stadig kan få dem til at handle lokalt, når vi langt. Selvfølgelig kan vi ikke vinde over Zalando og Amazon, der snart kommer, men hvis vi kan få vores egne til at handle hos os og turister til at støtte os, når vi faktisk rigtig langt, vi har et kæmpe potentiale.

- Det er også tankevækkende, at mange af vores unge, der flytter til Odense, København og Aarhus for at læse videre, rigtig gerne fortsat vil handle lokalt i den by, de er opvokset i. Jeg har allerede mange kunder, som jeg sender ud til via Facebook og Instagram, hvor de enten ringer eller skriver til mig, siger hun.

Hun får fat i dem via sin tilstedeværelse på de sociale platforme, hvor hun gladeligt skriver med kunderne. De mange billeder, der jævnligt bliver tilføjet eksempelvis Instagram, gør det også nemmere at finde frem til det rigtige køb.

- Nu får jeg ofte mænd ind, hvis koner har fødselsdag, og så har mændende taget et billede fra et af mine opslag, og peger på det og siger; ”det her ønsker hun sig”. Det er meget nemmere for mig. Hvis de ikke ser det hos mig, ser de det bare et andet sted på nettet og køber det der.

3 Webshop

Fie Frank er færdiguddannet til næste år. Foto: Rasmus Henriksen

Lige nu har Gine ikke en webshop, men der er sat gang i en process for at få en.

- De her coronatider har vist os, at det er godt at investere i fremtiden, og der er en webshop en rigtig god investering, tror jeg, til at fremtidssikre butikken. 

Fie Frank er elev hos Gine og er færdiguddannet til næste år. Hun kommer til at få en vigtig rolle, når det kommer til at realisere projektet med en ny webshop. Samtidig har Almira Vojnikovic tilmeldt sig et kursus i efteråret, også via Erhverv i Gadeplan, så hun kan lære endnu mere om at etablere og drive en webshop.

- Vi vil lave så meget som muligt selv, så det kommer til at koste så lidt som muligt, siger Almira Vojnikovic.

At man snart vil kunne handle i butikken via internettet uden at tale med en ansat, betyder ikke, at den fysiske butik vil blive nedprioriteret.

- Der, hvor vi har en fordel frem for de store netbutikker, er, at vi kan yde en service, de ikke kan. Så der vil både være mulighed for, at de kan købe på en webshop, men også at de kan komme ind og få den ekstraordinære og personlige service.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Fine skud af isfugle

Ugeavisen Øboen

Ørtings brevkasse

Ugeavisen Øboen

Ørtings brevkasse

Annonce