Annonce
Ugeavisen Øboen

Bille August optager film på Langeland: Genskaber Humlebæk i Tranekær

Jesper Morthorst, producent fra produktionsselskabet Motor, er medproducent på Pagten af Bille August. Pressefoto
Film om Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig skal blandt andet optages i Tranekær og Ristinge på Langeland.
Annonce

LANGELAND: Et sted, hvor tiden har stået stille. Det er, hvad filmholdet bag Bille August-filmen ”Pagten” har ledt efter og fundet på Langeland, fortæller Jesper Morthorst, producent fra produktionsselskabet Motor.

Instruktør Bille August er netop begyndt at optage det psykologiske drama ”Pagten” om det intense venskab mellem den verdensberømte forfatter Karen Blixen og den unge, lovende digter Thorkild Bjørnvig.

Optagelserne skulle have været i gang tilbage i marts, men på grund af corona-pandemien er optagestarten blevet forsinket indtil nu.

- Det har været stressende og ubehageligt, men nu lykkes det at komme i gang med at optage, og det er vi sindssygt glade for, siger Jesper Morthorst.

Humlebæk i Tranekær

Med optagelserne til ”Pagten” er det fjerde gang, Bille August kaster sin kærlighed på Fyns mange locations. Denne gang er det Svendborg og Langeland kommuner som lægger landskaber og locations til optagelserne.

Filmholdet er startet med at optage i Svendborg, men holdet kommer til at være nogle uger på Langeland fra begyndelsen af juli.

- Vi har to hovedlokationer i den her film – vi har Karen Blixens hjem, Rungstedlund, som vi genskaber på et gods i Svendborg-området. Den anden store location er Thorkild Bjørnvigs hus, der oprindeligt var i Humlebæk, men som vi skaber på Langeland – i et smukt, stråtækt bondehus i Tranekær, siger han.

Filmen

I filmen Pagten møder den unge digter Thorkild Bjørnvig den aldrende litterære verdensstjerne Karen Blixen. Det bliver et fatalt møde mellem to mennesker, som er i hver deres ende af både livet og karrieren.

Mødet resulterer i en pagt, som kræver ufravigelig troskab fra Bjørnvigs side for så til gengæld at komme under vingerne hos geniet Blixen. En pagt, som bringer begge ud, hvor de ikke kan bunde, og vender op og ned på deres liv.

Birthe Neumann skal spille Karen Blixen, mens Thorkild Bjørnvig bliver spillet af Simon Bennebjerg. På rollelisten er desuden Asta August som Benedicte og Nanna Voss som Grete.

Manuskriptet er skrevet af Christian Torpe, som har fynske rødder, og som tidligere har arbejdet sammen med Bille August på ”Stille hjerte”.

Pagten er støttet af FilmFyn og produceret af SF Studios Production og Motor med støtte fra Det Danske Filminstitut i samarbejde med FilmFyn og TV2 Danmark.

Motor er stiftet af producer Jesper Morthorst og forfatter Christian Torpe, der tidligere har stået bag de populære tv-serier ”Rita”, ”Hjørdis” og DR’s anmelderroste thrillerserie ”Fred til lands” samt Bille Augusts prisvindende og anerkendte ”Stille hjerte”. ”Pagten” distribueres af SF Studios.

Filmen forventes af få premiere i starten af 2021.

Holdet kommer også til Langeland for at filme andet end Thorkild Bjørnvigs hus. Det gælder blandt andet et sommerhus ved havet tæt ved Ristinge og nogle hospitalsscener.

- Vi skal jo lave en film, som foregår i 1940’erne. Derfor er det umuligt for os at filme i Nordsjælland, fordi Nordsjælland har forandret sig så voldsomt siden.

Skønhed i naturen

Karen Blixens og Thorkild Bjørnvigs huse lå begge på landet omgivet af smuk natur. Rungstedlund var et sommerlandsted, som var omkranset af natur, fred og idyl – som ifølge Jesper Morthorst ikke længere findes i Nordsjælland.

- Så i den allermest positive betydning har vi jo skullet finde et sted, hvor tiden har stået stille. Det handler ikke om forfald – men om skønhed. Det er faktisk en kæmpe værdi for os, at Langeland ikke har vækstet alt for meget, og jeg tror generelt, at naturen bliver mere og mere værd, siger Jesper Morthorst og tilføjer:

- Vi laver en periodefilm, og derfor skal vi kunne etablere nogle omgivelser, som der ikke er gjort for meget ved. Der er også natur, som står sådan rimelig uberørt. Så det har vi kigget meget efter, ligesom vi har skullet finde locations, som kan rumme forskellige ting. Det er fantastisk, at vi har kunnet finde meget forskellige locations tæt på hinanden, og det har vi kunnet på Langeland.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce