Annonce
Ugeavisen Øboen

Debat: Er julen altid glædens og hjerternes fest?

NEFOS yder støtte og rådgivning til ældre, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling. Uanset om det lige er sket, eller om det er flere år siden. Billedet er et genrebillede. Foto: Colourbox.
Annonce

Debat: Det er blevet vinter i Danmark. Selvom sneen i de senere år ikke har vist sig i ret store mængder, og da slet ikke i det omfang, som mange af os husker fra vores barndoms vintre, så har kulden mange dage alligevel kunne mærkes. Kulden kan være dejlig og frisk og lokke til gåture med efterfølgende hjemlig hygge med kaffe og indendørs aktiviteter.

Men kulden kan også komme til os i en mere forklædt variation, der lister sig ind i vores sind med dystre tanker og følelsen af ensomhed og manglende glæde. Det sker netop hos os, som har oplevet at miste et elsket familiemedlem, der valgte livet fra. Vi vil ofte opleve, at kulden og vintermørket gør hverdagen mere tung og sorgfuld, end resten af året.

Tankerne begynder at kredse om det tab, som har gjort, at livet ikke længere er som før. Følelsen af at være ensom og alene, at være blevet valgt fra og ikke længere have nogen værdi for andre, kan komme til at fylde rigtig meget. Særligt omkring juletid – glædens og hjerternes fest - hvor alle andre omkring os virker glade og forventningsfulde.

”De hårdeste kampe er dem, som vi kæmper alene bag en lukket dør - hvor vi græder alene og ingen andre ser, hvad vi går igennem”. (Ukendt)

Mange ældre oplever lige netop nu en voldsom følelse af ensomhed - også i takt med, at vinteren gør sit indtog, og Corona samtidig har betydet rigtig lange isolationsperioder.

Det er ikke kun ældre mennesker med svageligt helbred, som rammes, men næsten endnu oftere ældre, aktive, ressourcestærke mennesker, som nu oplever mistrivsel og tungsindighed. Det skyldes, at de ikke kan opretholde deres sociale kontakter og deltage i deres sædvanlige aktiviteter.

Det opleves meget voldsomt at blive berøvet sin frihed, til at kunne vælge at være sammen med andre. Der kan let komme tanker om, hvorvidt det overhovedet bliver hverdag igen, fordi ingen kan svare på, hvornår Coronaen mister sin styrke og slipper os ud af sit jerngreb.

Når vi mennesker mistrives, får det konsekvenser på rigtig mange fronter. Vi kommer til at føle os syge og svage, selvom vi ikke har en egentlig sygdom. I denne meget svære situation, hvor vi har ekstra meget brug for hinanden, har vi alligevel utroligt svært ved at bede om hjælp. Især os, i den ældre generation har lært, at vi skal klare os selv og ikke ligge andre til last: ”Det går nok over snart”, og ”hvad vil andre ikke tænke, hvis jeg hele tiden kommer rendende og beder om, at de skal lægge øre til alt mit - de har jo også deres eget at tænke på”.

De samtaler, som tidligere har kunnet opstå helt spontant, når vi mødtes ved sociale sammenhænge, er forsvundet. De stemninger, som kunne aflæses i et ansigt, og som kunne give anledning til et kærligt knus og klap på kinden, kan ikke på samme måde fremkaldes via telefon.

Selvmord er tabubelagt og de færreste ved, hvad de skal sige, hvis det bringes på banen. Det er et emne, som fremkalder mange modsatrettede følelser hos os, og dem vi henvender os til. Følelser som angst og usikkerhed, frygt for at kunne bringe mere smerte frem hos den, som har mistet eller vi mødes af en blanding af ubehag og overdreven omsorg fra dem, som vi tager os mod til at tale med.


NEFOS har i 2020, med støtte fra Sundhedsstyrelsen, fået mulighed for at have særligt fokus på samtaler til ældre, der under Coronakrisen har været ramt på deres mentale sundhed.


Men nu er det snart jul, og vi skal være glade og være sammen og nyde alle de ting og traditioner, som julen indebærer! Eller skal vi?

Frygten for ensomhed i julen er oplagt i år, hvor Coronaen lægger sin skygge over alt og alle. Juleaften skal helst bare være fuld af god stemning og traditioner, når nu alt andet er så præget af uvished og utryghed. Men måske er det din første jul alene uden det menneske, som valgte livet fra. Måske er du så påvirket af savnet omkring jul, at du tænker på, at dine omgivelser helst ser, at du ikke er til stede i julen, så du lægger en dæmper på stemningen for de andre.Måske er det mange år siden, du mistede til selvmord, og derfor synes dine omgivelser, at “nu må du da være kommet videre….”

Hvor skal du vende dig hen, og hvem kan du med god samvittighed lette dit hjerte til?

NEFOS er der for dig. Vi kan være de opmærksomt lyttende ører, og sammen kan vi sætte ord på de svære og tunge tanker. Savn kan ikke tales væk, men andre menneskers nærvær, åbne sind og lyttende ører kan betyde, at du igen kan opleve menneskelig værdi, fordi der er nogen, der gerne vil lytte og prøve at forstå.

Julen handler nemlig ikke kun om at åbne gaver men også om at åbne vores hjerter for hinanden.

NEFOS har i 2020, med støtte fra Sundhedsstyrelsen, fået mulighed for at have særligt fokus på samtaler til ældre, der under Coronakrisen har været ramt på deres mentale sundhed.

Vi yder støtte og rådgivning til ældre, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling. Uanset om det lige er sket, eller om det er flere år siden. Traumatiske hændelser, som er sket helt tilbage i ens barndom, har det med igen at blive vakt til live i alderdommen – og det er aldrig for sent at tale om det eller blive lyttet til.

Tag kontakt til os i NEFOS på telefon 6312 1226 eller på mail: kontakt@nefos.dk.  Vi tilbyder dig gerne et hjemmebesøg, ligesom du er meget velkommen i vores lokaler. Vores rådgivning tilpasses dig, og omfatter det antal samtaler, som lige netop du har brug for. Et smil er den korteste vej imellem mennesker, og en gave vi alle har råd til at gi’.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Juleudstilling i Nowhuset

Annonce