Debat: Langeland Kommune har ansat en borgerrådgiver. Der er to vigtige betingelser for at opnå det statslige tilskud, der finansierer ordningen: at funktionen skrives ind i styrelsesvedtægten, og at borgerrådgiveren ansættes og afskediges af kommunalbestyrelsen.
Kommunen har nu med tre måneders forsinkelse ændret styrelsesvedtægten. Ansvaret for forsinkelsen ligger hos administrationen og vil resultere i et krav om tilbagebetaling af 90 tusind kroner.
Også med hensyn til ansættelsen har kommunen begået en alvorlig fejl. Den er nemlig ikke foretaget af kommunalbestyrelsen, som kun er blevet orienteret om, at administrationen og borgmesteren forestår ansættelsen.
Den manglende lovlighed blev påpeget af Søren Ramsing i kommunalbestyrelsen den 28. marts. Desværre besluttede flertallet (S/SF), at kommunalbestyrelsen godt måtte delegere opgaven og nedstemte et eksplicit forslag om, at ansættelsen formelt skal behandles af kommunalbestyrelsen.
Også med hensyn til ansættelsen har kommunen begået en alvorlig fejl.
Jeg blev dybt bekymret, fordi beslutningen åbner for, at også en afskedigelse kan foregå uden politisk diskussion og tilhørende referater, og at borgerrådgiverens uafhængighed dermed er truet.
Derfor skrev jeg til indenrigsminister Kaare Dybvad, som har svaret at ”at kommunalbestyrelsen ikke har mulighed for at overlade beslutning om ansættelse og afskedigelse af lederen af en borgerrådgiverfunktion oprettet efter § 65 e til andre inden for kommunen, herunder til forvaltningen eller til et udvalg.”
Mener flertallet (S/SF) stadig, at kommunalbestyrelsen må overlade beslutning om ansættelse og afskedigelse af borgerrådgiver til andre inden for kommunen, eller vil de sørge for, at ansættelsen lovliggøres?