Annonce
Ugeavisen Øboen

Efter svær start på voksenlivet og forkerte kammerater: Nu er Nicolai fra Langeland næsten færdig med chaufføruddannelse

Leif Lyder og Nicolai Vejen. Kørslen tager udgangspunkt fra Leif Lyders ejendom i Fodslette på Sydlangeland. Foto: Michael Lorenzen
Han er næsten færdig med uddannelse. Buskørekort er for længst i hus, og til foråret kan han køre alle former for busture. Nu venter fast arbejde på stort busfirma for ung mand.

LANGELAND: Efter en ellers god barndom med kærlige forældre og uden misbrug i hjemmet gik det på et tidspunkt galt for Nicolai Vejen. Det var, da han var 15-16 år. Han faldt i med  forkerte kammerater, og lidt vild kørsel med knallerter, der var pillet ved, blev også til nogle smårapserier og mere alvorligt en sag om bedrageri.

Samtidig var han på kontanthjælp, var sygemeldt med en dårlig ryg og lang nede psykisk. Det er nu fem-seks år siden.

- Hvis jeg var fortsat i den skure, var det gået galt. Jeg var det, man godt kan kalde en bandit. Da politiet kom for at ransage mit værelse, var jeg klar over, at der skulle ske noget, og at mit liv skulle ændres nu. Jeg havde hensynet til min mor og til min lillebror, som gerne skulle have mig som en slags forbillede, fortæller Nicolai Vejen.

Annonce

Da sagen nåede til retten, slap han med en betinget dom med diverse vilkår. Medvirkende var, at han kunne dokumentere forskellige former for frivilligt arbejde, blandt andet aktiviteter for mindre børn, hvis forældre ikke havde råd til ferieophold til børnene, samt etablering af en ungdomsklub, "Kontoret" i Rudkøbing. Her kan unge i alderen 18-30 år komme at lære at skrive et cv, lave mad, vaske tøj og andre praktiske ting.

Nicolai Vejen var med at finde lokalerne, der ligger i Nørregade, og han ønsker i det hele taget at hjælpe andre unge i en svær situation.

Desuden formildede det retten, at han ville uddanne sig.

Lyntempo på kørekortet

Selv fandt han på et tidspunkt ud, at han gerne ville være chauffør og lige nu handler det om at køre bus. Leif Lyder, der er driftsleder for Vikingbus på Langeland, blev kontaktet af en erhvervsleder for et par år siden, om han ville tage Nicolai Vejen ind i virksomheden, i første omgang i praktik. Det blev til et ja, og det har ingen af parterne fortrudt.

- Det kan være vanskeligt for unge at komme på den rette hylde, men alle har en hylde og skal nok finde frem til den, siger Leif Lyder.

Vikingbus overtog for nogle måneder siden endegyldigt den store vognmandsfirma Vester Skerninge Bilerne, hvis navn stadig pryder en masse køretøjer på Langeland og Sydfyn, og hvor der fortsat er stor, lokal indflydelse på drift og investeringer.

Nicolai Vejen kan sætte sig bag rattet som fastansat ved Vikingbus om ganske få uger. Foto: Michael Lorenzen

Nicolai Vejen kom som nævnt først i praktik. Siden tog han kørekort til personbil på et ekspreskursus hos en kørelærer i Rudkøbing. Blot tre uger gik der, før førerbeviset var i hus.

I maj/juni 2020 fik han buskørekort, inklusive de særlige kurser, kaldet BAB 1, 2 og 3, der handler om at kunne hjælpe kørstolbrugere på plads og få dem spændt fast, hvordan man betjener iltapparater, hvordan man tager sig af demente passagerer og meget andet.

Annonce

Både socialrådgiver og pædagog

- Det kan jo ikke nytte noget at kigge på klokken og sætte en dement af på gaden. Her skal man virkelig have fagkundskaberne i orden. Det gælder i mange andre forhold. Jeg plejer at sige, at det at køre bus er det mindste. Man skal også have noget socialrådgiver og pædagog i sig. Du kan komme til at køre med børn, der har det svært. Med ældre demente. I dette job, som Nicolai er kommet ind i, får man stor forståelse for andre mennesker, påpeger Leif Lyder.

Driftslederen forsøger så vidt muligt at lade de samme ruter betjene af de samme chauffører.

- Selvfølgelig kan vi løbe ind i sygdom, og der skal holdes ferie, men vi ved, at for eksempel demente godt kan lide faste rutiner og kendte folk, nævner han.

Nicolai Vejen fylder 23 år til foråret, og så åbner der sig endnu flere muligheder. Så må han udføre alle former for buskørsel.

Annonce

Må køre turister til udlandet

- Nicolai kan være chauffør på en busrejse til udlandet eller al rutebilkørsel hos Fynbus. I dag er der en grænse, så Nicolai godt må køre fra Rudkøbing til Nyborg, men ikke fra Bagenkop til Nyborg. Det skiller ved de 50 km, påpeger driftslederen.

Nicolai Vejen har udover kørekortet nu købt egen bil, og formentlig overtager han også snart et hus her på Langeland.

Hans uddannelse hedder EGU (erhvervsuddannelsen) under FGU (forberedende grunduddannelse) og med den i hus, kan han senere forfølge et mål om at blive pædagog.

- Så behøver jeg ikke at tage en HF-eksamen, men kan komme direkte ind på pædagogseminariet med det, jeg allerede har. Det skal ikke være her og nu, men når jeg bliver 30 år, vil jeg gerne den vej. Jeg vil arbejde med unge, som har det svært. Jeg har selv prøvet det og tror derfor, at jeg vil kunne hjælpe andre med mine erfaringer, siger Nicolai Vejen, der gør sin nuværende uddannelse færdig 5. januar og fortsætter med fast job hos Vikingbus.

Annonce

Ekstra opsøgende arbejde

EGU-vejleder Kristian Damsgaard fra FGU Syd- og Midtfyn er imponeret over Nicolai Vejens historie og udvikling og slår et slag for EGU-uddannelsen.

- Det helt afgørende er, at vi kan strikke et forløb sammen, tilpasset den enkelte unge. Men det er altid kommunen, der henviser og skal vurdere "hvem passer, og hvem passer ikke", siger Kristian Damsgaard.

- Når den unge er i vores hænder, handler det meget om at finde ud af, hvor hun eller han er i livet, og man kan med fordel opstille delmål. For eksempel i Nicolais vedkommende - hvad er det første delmål for, at han kan blive buschauffør? Nu er han næsten færdig, og når han kører på Langeland, opnår han så også den succes, at medtrafikanter, som godt ved, hvem han er, holder tilbage i gensidig forståelse for det, han har opnået, tilføjer vejlederen.

For tiden er der 47 elever, som samlet er tilknyttet 30 erhverv, i et EGU-forløb.

Af og til oplever Kristian Damsgaard en mester, der siger, "det her går ikke, vi er nødt til at stoppe".

- Det må vi acceptere, men det skal helst foregå på en ordentlig måde, så det ikke er en fyring. Det kan måske også være, at en EGU-elev inden for transport i første omgang skal koncentrere sig om et kørekort til forvognen og så arbejde i fire år og få rutine med det og derefter vil være klar til også at tage kørekort til hænger, nævner han.

FGU Syd- og Midtfyn dækker kommunerne Langeland, Ærø, Svendborg og Faaborg-Midtfyn.





Annonce
Ugeavisen Øboen

Appel fra læser: Bevar det lille museum for H.C. Ørsted

Annonce
Ugeavisen Øboen

På jagt efter europæiske lækkerier: Nyt marked i Rudkøbing til sommer

Annonce
Ugeavisen Øboen

Tilbud til nybagte mødre: Lær alt om din nye rolle

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Ny præst på Langeland: Hun vil holde gudstjenesterne i et sprog, der er let at forstå, og så er hun naturmenneske om en hals

Ugeavisen Øboen

Debat: Er det ikke ved at være på tide, at Langeland Kommune kaster håndklædet i ringen?

Ugeavisen Øboen

Drama og dyster skilsmisse: Så kommer der endelig gang i lærredet igen hos Bio Langeland

Ugeavisen Øboen

Ny præst på Langeland: Hun vil holde gudstjenesterne i et sprog, der er let at forstå, og så er hun naturmenneske om en hals

Ugeavisen Øboen

Debat: Ægte flygtningeHolmegård? Ja tak!

Ugeavisen Øboen

Debat: Kommunen fattes penge, og S vil bruge penge på et nyt bibliotek

Ugeavisen Øboen

Debat: Vi har ingen hemmeligheder, men derimod en respekt overfor de mennesker, der ejer ejendomme i Rudkøbing by

Ugeavisen Øboen

GudstjenesterLangeland: Her er din prædikant 23. januar

Annonce