Annonce
Ugeavisen Øboen

Et blaffeeksperiment: Kære langelænder, giver du et lift?

Journaliststuderende Mille Harritsø Winther satte sig for at blaffe hele vejen rundt på Langeland. Foto: Anna Stærbo
Man kan risikere at vente meget længe på bussen på Langeland. Min egen personlige rekord er en time og 50 minutter. Behøver det virkelig at være sådan, eller kan man sætte sin lid til langelændernes gæstfrihed i stedet? Det satte jeg mig for at finde ud af.
Annonce

LANGELAND: Jeg er begyndt i en uges praktik som journalist på Langelandssektionen i Rudkøbing. Som følge af det har jeg lejet et hus lidt udenfor byen. For at komme frem og tilbage er jeg afhængig af offentlig transport. Det er sket flere gange, at jeg har ventet på bussen i mere end en time.

Det står i stærk kontrast til mit liv i København. Jeg bor i Amagerbrogade, hvor busserne kører med tre-fire minutters mellemrum. Måske er det derfor, at bus-systemet på Langeland har sat denne undren i gang i mig.

Hovedstaden og Langeland kan naturligvis ikke sammenlignes, men kan det virkelig passe, at man skal vente så længe blot for at bevæge sig rundt? Findes der et alternativ?

Samme rute med bus

Hvis man kører med bus på den samme rute og tager afsted på det samme tidspunkt, tager turen tre timer og 17 minutter.

Kl. 11.58: Rudkøbing Plads A, bus 913 mod Lohals. Man er i Lohals kl. 12.36.

Kl. 13.11: Lohals Havn, bus 913 mod Rudkøbing. 36 minutter senere skal man stå af ved Ørstedskolen og vente i 15 minutter.

Kl. 14.02: Ørstedskolen, bus 912 mod Bagenkop. Man lander i Bagenkop kl. 14.33.

Kl. 14.44: Bagenkop Rtb., bus 861U mod Svendborg Vest.

Turen slutter kl. 15.15 i Rudkøbing.

Annonce

Et blaffereksperiment

Jeg bestemte mig for at blaffe rundt på øen for at se, hvor hurtigt man kan komme fra midt, til nord, til syd og tilbage til midten igen, når man undgår den offentlige transport. Jeg tog udgangspunkt i Rudkøbing og endte med at blive samlet op af otte forskellige mennesker. Turen tog cirka fire timer.

Det skal tilføjes, at vi kørte en del omveje, fordi langelænderne tilbød at vise deres ø frem. Uden omvejene estimerer jeg turen til at tage omkring 2,5 time.

Dette er ikke noget videnskabeligt eksperiment, og muligvis handler det om held, men når bilisterne så mit hjemmelavede skilt og min strittende tommelfinger, var det kun enkelte, der kørte forbi, og jeg blev altid samlet op efter få minutter.

Annonce

Et lift mod nord

Turen begynder en tirsdag. Klokken er 11.50, og jeg står på Brovejen i Rudkøbing. På mit skilt har jeg skrevet ”Et lift mod nord?” med store røde bogstaver. Det virker, som det skal og giver pote med det samme. En mand med en sort sixpence på hovedet holder ind og spørger, hvor jeg skal hen.

- Jeg kan sætte dig af tæt på Tranekær, siger manden, der præsenterer sig som Torben Hansen.

Vi kører igennem Simmerbølle og Tullebølle og taler om hans familie og dagligdag på Langeland. Tre kilometer uden for Tranekær stopper han bilen. Klokken er blevet 12.10.

Kl. 12.20 holder den næste bil stille. Selina Nedergaard og hendes otte-årige datter Luna vinker mig over og spørger, hvor langt jeg skal. Inden jeg når at svare, tilbyder de at ændre deres planlagte rute og køre mig så langt, som jeg har brug for.

20 minutter senere sætter de mig af på havnefronten i Lohals.

Byen er stille og tom for mennesker. Jeg beslutter mig for at gå opad hovedgaden for at finde et bedre sted at tomle. Vejret er perfekt til formålet. Himlen er blå og solen skaber lysninger mellem træerne, der ses langs skovstykket i Søndergade.

En sølvfarvet Honda kommer til syne inde fra byen. Jeg stikker tommelfingeren i vejret. Klokken er 12.55, og bilisten tilbyder at køre mig til den anden side af Tranekær.

Det kan godt betale sig at stikke en tommelfinger i vejret, hvis man er træt at at vente på bussen, mener journaliststuderende Mille Harritsø Winther. Foto: Anna Stærbo
Annonce

Halvvejs

Da jeg stiger ud af Hondaen igen, er klokken 13.15. Endnu engang når jeg ikke at tænke ret meget, før endnu en bil kommer imod mig. Tommelfingeren i vejret, bilisten bremser.

- Det er længe siden, jeg har set nogen stå, som du står dér, siger Benny Boesgaard med langelandsk dialekt.

Han er på vej til Rudkøbing og tilbyder at køre mig ned til Humlevej lige uden for byen, så jeg nemmere kan finde et lift sydpå. Han arbejder som ejendomsmægler, så snakken falder på boligmarkedet.

Han spørger, om jeg har tid til at køre en lille omvej med ham, for så vil han gerne vise mig Ørstedbyen, et nyt boligbyggeri ved Rudkøbing. Det er svært at stå for langelændernes lyst til vise rundt i lokalområdet, så jeg takker ja.

Jeg er halvvejs på turen, da Benny Boesgaard sætter mig af. Ruten har ind til videre taget omkring en time og 40 minutter.

Selina og Luna Nedergaard på havnen i Lohals. Foto: Mille Harritsø Winther
Annonce

Uforpligtende hyggestund

Klokken 13.35 har jeg fået skrevet et nyt skilt. ”Et lift mod syd?”. De næste to, der samler mig op, er tilflyttere.

Den første tilbyder at køre mig til Lindelse. Hun flyttede fra Silkeborg til Langeland for et par år siden. Den anden, en københavner, samler mig op lige ved kirken i Lindelse. Hun rykkede familien op med roden for fire år siden og kalder nu sine tre små børn for langelændere.

Vi kører igennem Kædeby og skilles midt i Humble. Jeg går den korte vej fra Humble midtby op til byskiltet.

Klokken er blevet 14. Kelsey Rikardo Kristensen stopper bilen, da hun får øje på mig og mit skilt. Hun er på vej hen til sin veninde i Magleby, men skal hjem til Bagenkop bagefter.

Vi ender med at bruge halvanden time sammen. Hun viser mig kirkerne i omegnen, fortæller om byernes kunstnere, de nedlagte forretninger, Bagenkops vilde heste og de gamle, fine fiskerhuse langs havnen. Hun taler om naturen, som en kær ven og skælder ud på skaderne, der hugger fra valnøddetræerne.

Hun fortæller, hvor glad hun er for sin bil på grund af de haltende transportmuligheder. Hun er 77 år, meget aktiv og dybt afhængig af at kunne komme rundt.

Efter et besøg i hendes gule hus i Bagenkop, kører hun mig tilbage til Magleby.

- Ved du, hvad det her var? En hyggelig stund der ikke forpligter. Det skal man huske at gøre, siger Kelsey Rikardo Kristensen til mig, inden hun igen drejer rattet om mod syd.

Kelsey Ricardo Kristensen foran sit hus i Bagenkop. Foto: Mille Harritsø Winther
Annonce

Tilbage til midten

Kl. 15.30 går jeg langs landevejen mod Tryggelev. Både busser og biler synes at være langt væk. For første gang siden jeg startede eksperimentet, begynder jeg at miste modet. Solen er ved at gå ned, og kulden tager til. Et kvarter når at gå, før mit sit sidste lift byder sig.

- Jeg kunne da ikke lade dig gå dér. Kører der overhovedet busser på det her tidspunkt, spørger Britt Møller retorisk.

Det gør der faktisk. Kl. 16.23 kører bus 861U forbi på dagens sidste rute. Og rammer Rudkøbing Rådhus kl. 16.48. Her ville jeg skulle skifte til bus 912 for at komme hjem. Men ikke før kl. 17.59.

Britt Møller skulle ikke have været inde i Rudkøbing, men forbarmer sig - som så mange andre har gjort - og kører mig til redaktionens hoveddør. Klokken 16 på slaget.

Annonce

Gæstfrie langelændere

Det kan absolut lade sig gøre at blaffe rundt på Langeland. Om det er en alternativ form for transport, der passer til alle, ved jeg ikke. Men det er en mulighed, og tiden føles bedre brugt i langelændernes selskab end ved stoppestederne.

Jeg er forundret over, hvor hurtigt og let det var at komme op at køre med tilfældige fremmede. Og hvor ofte de ændrede deres egen rute for at køre mig rundt. Enten gør juletiden folk varme om hjertet, eller også er langelænderne et gæstfrit folkefærd, der hverken er nærige med deres tid eller deres historier.

Uanset hvad - tak for turen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce