Annonce
Ugeavisen Øboen

Fem øer i fælles front for flere turister

Langeland Kommune vil samarbejde med fire andre øer om turisme. Arkivfoto: John Fredy
Langeland sammen med fire andre øer - 200.000 kroner i indskud.
Annonce

LANGELAND: Langeland Kommune er med i turismesamarbejder med tilhørende fremstød på flere fronter, for eksempel fælles fynsk markedsføring over for resten af Danmark, som man vil forsøge at få hertil, nu hvor den normale tilstrømning af tyske turister ser mere end usikker ud.

Seneste skud på stammen omkring turismen er samarbejdet i det såkaldte "Big Five", hvor Langeland er sammen med Ærø, Fanø, Samsø og Læsø.

Der er altså tale om vidt forskellige grene af den danske geografi, og Langeland er i øvrigt den eneste af disse øer, der er brofast med resten af landet. Til gengæld kræver det en sejltur, hvis man vil have Strynø med.

De fire andre øer skal man sejle til, selv om turen mellem Esbjerg og Fanø kan gøres på en bagatel af 12 minutter.

Projektets nøgleord er produktudvikling, der skal foregå i et samarbejde med firmaer og virksomheder i turistbranchen, med erhvervet og med kommunerne, men også markedsføring og samarbejde imellem konkurrenter indgår. Erhvervsfremmestyrelsen vil putte penge i på betingelse af medfinansiering.

I alt kan der komme to millioner kroner i puljen. Kommunerne skal betale halvdelen, så Langelands andel bliver 200.000 kroner, fordelt på tre år, eller 67.000 kroner pr. år i afrundede tal.

Den statslige medfinansiering kan kun ske, hvis de lokale destinationsselskaber er med. Langeland og Ærø Kommuner kan derfor glæde sig over, at Destination Fyn har tilsluttet sig.

På kommunalbestyrelsens møde forleden oplyste borgmester Tonni Hansen (SF), at skulle en af de øvrige øer på et tidspunkt trække sig, er Økonomiudvalget i Langeland Kommune stadig interesseret i at være med. Så bliver Langeland Kommunes andel så øget lidt.

Men indtil videre ser det altså ud til, at alle fem ø-kommuner er med på ideen, som der så kommer en mere konkret udmøntning ud af senere. /milo

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Udveksling på Øboen

Annonce