Annonce
Ugeavisen Øboen

Finn er en af de få: Har drevet specialforretning i Humble i 43 år

Finn Holmegaard Hansen åbnede sin forretning Syd-Sport i 1977. I modsætning til mange andre butikker i Humble, er han der endnu. Foto: Anna Stærbo
Det er ikke mange som Finn Holmegaard Hansen, som formår at drive en specialforretning i de små landsbyer. Men han har gjort det gennem 43 år.
Annonce

HUMBLE: Det er 43 år siden, at Finn Holmegaard Hansen åbnede sin sportstøjsforretning, Syd Sport, i Humble. Dengang kunne man købe stort set alt, hvad man kunne få brug for inden for byens rammer.

- Der var både dame- og herretøjsbutikker, slagter, skotøj. Vi havde næsten alle typer butikker, siger Fin Holmegaard Hansen.

I dag er de fleste butikslokaler tomme, om end Humble stadig har to dagvarebutikker, apotek og en bager.

- Tiden er løbet lidt fra småbutikkerne. Nethandel har heller ikke gjort det nemmere, selvom jeg ikke umiddelbart forstår, at det er det, man vil. Jeg kan jo ikke forstå, at nogen kan købe et par sko på nettet uden at have prøvet dem, siger Finn Holmegaard Hansen.

Blå bog

Finn Holmegaard Hansen er 64 år og er vokset op tæt ved Humble.

Han er udlært i butikken NH Sport, der lå i Rudkøbing.

Han åbnede Syd Sport 1. april 1977.

Han købte forretningen sammen med sin kone, som døde for fire år siden.

Han har tre børn og fem børnebørn.

Hvorfor han har kunnet fortsætte i 43 år, mens andre har måttet lukke, er der mange grunde til.

- Det kræver nok en vis form for stædighed at stå op hver morgen og tro på, at det kan betale sig at åbne butikken i dag. Men det har det da heldigvis gjort. Som jeg plejer at sige, så har vi altid betalt vores skat, siger han.

Annonce

Fra våben til vandrestøvler

Det skyldes nok også, at han altid har haft et bredt udvalg af varer.

- Vi har altid spredt os over et stort varesortiment for at have noget til hele året. Det, føler jeg, man er nødt til. Det nytter jo ikke noget at have en måned, hvor man ikke ser en kunde, siger han.

Derfor har Finn Holmegaard Hansen valgt også at sælge udstyr til jagt og fiskeri. Tidligere har han også solgt våben, ride- og campingudstyr, men det har han valgt fra igen, fordi han har vurderet, at det ikke er rentabelt. I hvert fald ikke som tiden er nu.

Salget af sportstøj er også gået lidt tilbage i takt med, at der er blevet færre børn på øen.

- I dag sælger vi i stedet meget outdoor-tøj, vandrestøvler og -sko, så det har ændret sig lidt.

Finn Holmegaard Hansen, ejer af Syd Sport, holder meget at kontakten med sine kunder. Foto: Anna Stærbo

For 30 år siden blev han en del af en kæde af små sportsbutikker, der udviklede sig fra at være ”Din Sportspartner” til ”Sportigan”. Det var en god beslutning som også har medvirket til, at Finn Holmegaard Hansen har kunnet holde gang i forretningen.

- Vi kunne godt mærke, at det begyndte at blive svært med indkøb, osv. Men så fandt vi nogle ligesindede i den kæde, siger Finn Holmegaard Hansen, der i dag er blevet b-medlem af kæden, og dermed er mere fri til at indkøbe, hvad han selv synes.

Han har tidligere haft ungarbejdere, men har i dag ingen ansatte. Dermed ved han godt, hvad han skal lave fra klokken ni til 17 i hverdagene, hvor butikken er åben.

- Hvis jeg skulle sidde bag en computer hver dag for at lave nethandel, så havde jeg ikke været her. Det er ikke det, jeg har lyst til. Det, jeg har lyst til, er at sælge det, mine kunder har behov for. Det er min opgave at finde ud af det, så kunderne bliver glade ved det, de har købt. Så kommer de heldigvis ofte igen, tror jeg. Vi har også fået mange sommerhusgæster som faste kunder, og det er vi utrolig glade for.

Annonce

I princippet parat til pension

Syd Sport har haft åbent siden april 1977, og der er grænser for, hvor længe han har tænkt sig at blive ved.

- Tiden er selvfølgelig begrænset, siger Finn Holmegaard Hansen, der snart fylder 65 år og dermed vil kunne gå på pension.

Det er dog ikke ensbetydende med, at han gør det lige med det samme.

- Jeg har ikke sat nogen dato på endnu. Men hvis der kommer nogen i morgen og spørger, om de kan købe det, så kan de det. Så i princippet er jeg parat til at stoppe.

Lidt længere nede af gaden er byens bagerbutik, som har været til salg i et års tid.

- Jeg tror heller ikke, det bliver nemt. Men jeg har haft forretningen i mange år, så jeg skylder ikke så meget mere, og det gør det da lidt nemmere. Og jeg synes, jeg har en okay butik. Og jeg tror på, at hvis man har et godt service-gen, så kan man godt overleve som butik i Humble, siger han.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Øboen

Kusketræf på Skovsgaard

Annonce
Annonce
Ugeavisen Øboen

Fynsk sanger på Skovsgaard

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce