Annonce
Ugeavisen Øboen

Fra Israel til Tranekær: Luli styrker sine sociale muskler med pilates

Luli Harris Jensen arbejder som pilates-instruktør. Når man øver sig i pilates, træner man både åndetræt, balance, koordination, samtidig med at styrker og gør sine muskler smidige. Privatfoto
Med en opvækst i en israelsk kibbutz har Luli Harris Jensen levet et socialt liv med en udvidet fornemmelse for fællesskab. Men det kan være svært at starte forfra et nyt sted med et andet sprog end sit modersmål. Da hun for to år siden flyttede fra Jerusalem til Langeland, startede hun sin egen virksomhed som pilates-instruktør, for fysisk træning er til at forstå og styrker det sociale liv som tilflytter.
Annonce

TRANEKÆR: Al begyndelse er svær – som for eksempel når man skifter sin velkendte hverdag ud med en ny.

Luli Harris Jensen flyttede fra Jerusalem til Langeland for to år siden sammen med sin mand, Steffen Jensen, der er journalist og tidligere mellemøstkorrespondent ved TV2. Og selvom 61-årige Luli Harris Jensen har veludviklede sociale færdigheder, tager det tid at etablere et nyt liv med nye mennesker i et nyt land.

- Jeg tror først og fremmest, det er hårdt på grund af min alder. Det er ikke den alder, hvor man laver nye venskaber – det gør man, når man er ung. Det er svært som et 61-årigt menneske. Men en af de måder, man kan gøre det, er ved at arbejde, siger Luli Harris Jensen.

Derfor har hun taget pilates- og fitnessinstruktør-uddannelse i Israel, mens hun havde et fuldtidsjob.

- Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, at vi på et eller andet tidspunkt ville flytte tilbage til Danmark. Jeg har altid været fysisk aktiv, og det var samtidig smart, fordi det ikke ville kræve, at jeg taler flydende og skriftlig dansk på højt niveau.

I dag har hun sin egen virksomhed som pilates-instruktør og har blandt andet holdundervisning i Fitness Nord i Snøde, Nowhuset i Tullebølle og i Helhedshuset på Tåsinge.

Blå bog

Luli Harris Jensens officielle navn er Leah, men hun er hele livet blevet kaldt Luli. Hun er gift med Steffen Jensen, der arbejder som journalist ved TV2. Parret har to voksne børn – Jonathan og Sara.

De købte hus deres Tranekær i 2003, og det har fungeret som en base, når parret var i Danmark. Siden 2017 har de boet i Danmark, hvor de flyttede permanent ind i huset.

Hun underviser i pilates, og tilbyder både privat- og holdundervisning – blandt andet i Nowhuset, Fitness Nord, Helhedshuset på Tåsinge og i Svendborg Idrætshal.

Luli Harris Jensen er den yngste i en søskendeflok på fire. Hendes forældre kommer fra Detroit i USA, og flyttede til Israel i 1948.

Annonce

Super sekulær

Luli Harris Jensen er født og opvokset i det nordlige Israel i en kibbutz – hun beskriver det som en form for jødisk socialistisk kollektiv. Hendes forældre var socialister og zionister fra USA. De flyttede til Israel i 1948, og de drømte om at være med til at bygge et land og bo i en kibbutz.

Kibbutzen var som et lille samfund, hvor alle bidrager til fællesskabet.

- Man yder efter evne og nyder efter behov, var princippet. Man bidrager med det, man kan og får, hvad man har brug for. Dengang var der også fælleseje, så man delte alt, hvad der blev fremstillet i kibbutzen.

Luli Harris Jensen har ikke haft en religiøs barndom, men snarere en opvækst, der var præget af jødisk kultur og traditioner.

- Jeg har haft en super sekulær opvækst. Jødedom var en kultur, og vi var alle sammen jøder. Vi var tilknyttet naturen. Vi dyrkede vores land. Der var et stort landbrug, der skulle passes. Naturen blev holdt og fejret i takt med sæsonen. Der var selvfølgelig også historier om helte, men det var ikke religiøst. Vi spiste ikke kosher - der var intet af den slags.

Annonce

En tryg boble

Hun er uddannet folkeskolelærer, men har arbejdet i 25 år som administrativ leder i en synagoge i Jerusalem. Menigheden dyrkede ”reformjødedom” – en progressiv, moderne form for jødedom, der ligger langt fra den ortodokse.

- Vi har liberale værdier som lighed mellem kvinder og mænd, jøder og arabere, og vi har kæmpet for mere pluralisme og for separation mellem religion og stat.

Menigheden i synagogen blev rygraden i hendes netværk og en tryg boble, hvor hun ikke skulle bekymre sig om de store forskelligheder, som ellers kan præge livet som israeler.

- Det bliver en slags familie, hvor man støtter hinanden i sorg og sygdom, og det er bare fantastisk. Det er en nødvendighed i Israel at have sin egen boble, for det er så svært at bo der. Der er så meget spænding – ikke kun på grund af palæstinenserne, men også på grund af andre israelere. Men menigheden er et trygt sted – et sted hvor du ved nogenlunde, hvad andre tænker, hvordan man kan snakke med dem, og hvilke ord man kan bruge.

Israelske Luli Harris Jensen er vokset op i en kibbutz - derfor har hun en stærk sans for fællesskab. Foto: Anna Stærbo
Annonce

Krig og konflikt

Livet i Israel har både haft lyse og mørke sider. Luli Harris Jensen har oplevet Seksdageskrigen, Yom Kippur-krigen, Golfkrigen, Libanonkrig, Irakkrig og intifadaen.

Og når man oplever krige og konflikter på nært hold, kan det sætte sig i kroppen og give følelsesmæssige efterdønninger. Det oplevede hun fx en gang hun var på sommerferie i København og skulle køre alene i bus.

- Der var en mand, som havde en virkelig tung vinterjakke på, og det var midt om sommeren. Jeg var simpelthen så bange for, at havde et bombebælte under jakken. Jeg tænkte, at det var urealistisk, men jeg kunne ikke kontrollere mine tanker.

- Der skete ikke noget, men jeg var virkelig bange for mit liv. Det er en ting, som sidder i mig. Jeg tror også, det sidder i Steffen (Jensen, red) og også i vores børn.

61-årige Luli Harris Jensen har boet i Tranekær siden 2017. Foto: Anna Stærbo
Annonce

Frem og tilbage

Luli Harris Jensen var 16 år, da hun mødte Steffen Jensen første gang. Året hed 1975, og Steffen Jensen, der dengang var 18 år, kom til hendes kibbutz for at være frivillig og for at lære hebraisk. De blev kærester, men han rejste tilbage til Danmark for at studere.

13 år senere fik de kontakt igen og fandt sammen som par i 1987. Året efter – i 1988 – var Steffen Jensen med til at starte TV2, og de flyttede sammen til Danmark. Luli Harris Jensen gik til danskundervisning, fik et rengøringsjob og senere et job som underviser i hebraisk i København.

Steffen Jensen fik job som mellemøstkorrespondent for TV2, og i 1992 flyttede de tilbage til Israel med base i Jerusalem. Der boede de indtil 2017, hvor de flyttede til Langeland.

Der er mange gode ting ved at bo på Langeland, mener hun. Langelændernes imødekommende facon for eksempel. Men hun er stadig ved at vænne sig til livet som langelænder.

- Som et feriested er her dejligt. Men når du skal etablere dig selv og bo her som pilates-instruktør, er det mere komplekst. Det tager tid at lære folk at kende. Men gennem min undervisning har jeg allerede mødt så mange dejlige mennesker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce