Annonce
Ugeavisen Øboen

Fynske Bank-direktør efter pænt overskud: - Regeringens hjælpepakker virker

I 2020 blev Fynske Bank ikke løbet over ende af folk, som ville låne penge som følge af covid-19-pandemien. Det er hjælpepakkernes fortjeneste, mener bankens direktør, Petter Blondeau. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Fynske Bank realiserede et overskud på 42,7 millioner kroner før skat i 2020. Det er tilfredsstillende, og direktøren har noteret sig, at erhvervslivets behov for at låne penge ikke er stort. Det er hjælpepakkernes fortjeneste, vurderer han.

Svendborg: Året var tilfredsstillende, og statens corona-hjælpepakker har effekt.

Det er nogle af budskaberne fra Fynske Banks direktør, Petter Blondeau, efter at banken har præsenteret et 2020-overskud på 42,7 millioner kroner før skat.

- Vi er vældig tilfredse, også fordi vi efter første kvartal nedskrev forventningerne til omkring 10 millioner kroner på grund af covid-19. Dengang så det tåget ud, når jeg kiggede ud af vinduerne, men senere opjusterede vi forventningerne til 35-45 millioner kroner. Og resultatet er i tråd med det, siger han.

Annonce

Ingen umiddelbar nød

I foråret var Petter Blondeau ude med et budskab om, at banken stod til rådighed, hvis virksomheder og private havde brug for hjælp på grund af corona-pandemien og dens følger.


Kunderne havde ikke rigtig brug for vores hjælp. På grund af hjælpepakkerne skal de ikke betale moms eller skat, og det gør, at de ikke har hævet på deres kreditter

Petter Blondeau, direktør i Fynske Bank


Men banken blev ikke løbet over ende.

-Kunderne havde ikke rigtig brug for vores hjælp. På grund af hjælpepakkerne skal de ikke betale moms eller skat, og det gør, at de ikke har hævet på deres kreditter, siger bankdirektøren, der forklarer, at banken ved årsskiftet 2019/2020 havde givet tilsagn om lån for i alt 7,6 milliarder kroner - 600 millioner kroner mere end året før.

- Men de 600 millioner ekstra kroner blev ikke brugt, simpelthen fordi virksomhederne ikke skal betale moms, siger Petter Blondeau.

Annonce

Den svære genåbning

Dermed ikke sagt, at der ingen kvaler er for de erhvervsdrivende.

- Spørger du en frisør, vil beskeden være, at nu begynder det virkelig at gøre ondt. Og der er heller ingen tvivl om, at dem, der havde det svært før coronaen, har fået det endnu værre, siger Petter Blondeau, der ydermere anfører, at vejen frem er belagt med usikkerhed.

- Det er svært gennemskueligt, hvad der kommer til at ske. Når vi taler med vores kunder, har vi indtryk af, at der er styr på det, men det viser sig nok først, når samfundet åbner igen, og der skal tilbagebetales hjælpepakker. Det bliver sandhedens time, siger Petter Blondeau

Han er ikke utilbøjelig til at tro, at den største udfordring ligger forude.

- Det er bliver lige så svært at åbne som at lukke. Måske endda sværere, fordi der er økonomiske konsekvenser ud over de sundhedsmæssige. Man kan ikke bare komme og sige, at den moms, som de erhvervsdrivende har holdt tilbage, skal tilbagebetales her og nu. Så jeg tror, de i regeringen klogeligt regner på modeller, hvor man kan afregne over flere år, siger bankdirektøren.

Annonce

Naturlig halvering

Hvad bankens plus på 42,7 millioner kroner angår, så er det mere end en halvering af 2019-overskuddet på 87,8 millioner kroner.

Det hører dog med til billedet, at banken i 2019 solgte sine aktier i Spar Invest for 18 millioner kroner, ligesom den har foretaget covid-19-relaterede nedskrivninger for 40 millioner kroner i 2020. Hvoraf 24-28 millioner kroner er foretaget ud fra et ledelsesmæssigt skøn efter det, Petter Blondeau kalder "forsigtigper-princippet".

Ergo er der gode grunde til halveringen, og så lykkedes det hen over 2020 banken at få omkring 2000 nye kunder, så den nu har omkring 47.000 af slagsen.

- Vi havde en strategiplan, som sagde, at vi skulle have 20 procent flere kunder over fem år, og det har vi fået. Det er vi tilfredse med, siger Petter Blondeau.

Og endelig oplyser han, at banken har lavet pengene på klassiske områder som udlån, blandt andet i forbindelse med køb og salg af boliger, og at særlig konvertering af boliglån har været en fin forretning i 2020.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Sølvbryllup

Ugeavisen Øboen

Dødsfald

Annonce