Annonce
Ugeavisen Øboen

Havecenter åbnede lige før corona: Må snart melde udsolgt af bærbuske og frugttræer

Michael og Pia Fohlmann åbnede Svendborgsund Plantesalg den 20. februar - godt 20 dage før Danmark blev lukket ned på grund af corona-pandemien. Men de har formået at holde forretningen åben, og er i dag tæt på at melde udsolgt for frugttræer og bærbuske. Foto: Anna Stærbo
Mange har haft tid til at gå i haven og har tilsyneladende købt godt ind af bærbuske og frugttræer, fortæller ejerne af Svendborgsund Plantesalg, som slog dørene op for tre måneder siden.
Annonce

TÅSINGE: De fleste virksomheder har været nødt til at holde lukket de seneste par måneder, men på Tåsinge har Svendborgsund Plantesalg formået at holde åbent hele vejen igennem coronakrisen med godt gang i salget af især spiselige planter.

At sige at alting der er, som det plejer, ville dog være en stramning. Det er nemlig kun tre måneder siden, at parret Michael og Pia Fohlmann slog dørene op til havecenteret for første gang.

Godt 20 dage senere blev Danmark lukket ned på grund af corona-pandemien – men det har ikke afholdt Svendborgsund Plantesalg fra at holde åbent. Og kunderne har tilsyneladende ikke holdt sig væk.

- Der er rigtig mange, som er gået hjemme her i coronatiden og har haft tid til at gøre noget ved deres haver. Der er i hvert fald røget mange bærbuske og frugttræer – alt der kan spises – over disken, siger Michael Fohlmann.

De spiselige træer og buske har været så populære, at der er meldt udsolgt fra leverandørerne, fortæller han.

- Planteskolerne kan slet ikke følge med. Så de melder udsolgt på meget af det, og vi kan faktisk slet ikke få mere i den afdeling med bærbuske og frugttræer før til efteråret igen, siger Michael Fohlmann.

Der har også været rift om planter som jordbær, tomat, peber og agurker – men det er lidt lettere at få fat i, oplyser ejeren.

Havecenterets historie

Havecenteret hed tidligere Bo Grønt Bregninge.

Gik konkurs i februar 2017.

Blev overtaget af Ringe-ægteparret Kitte og Jørgen Eriksen i marts 2017.

Skiftede navn til Svendborgsund Havecenter 22. oktober 2018.

Lukkede 20. december 2018, fordi Jørgen Eriksen var blevet erklæret uhelbredeligt syg.

Taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Svendborg onsdag 20. februar 2019.

Overtaget af ægteparret Pia og Michael Fohlmann 1. november 2019.

Parret genåbnede under navnet Svendborgsund Plantesalg den 20. februar 2020.

Annonce

Tilfreds med salget

Michael Fohlmann har ikke hænderne oppe over hovedet, men han er tilfreds med plantesalget i virksomhedens første tre måneder.

- Det er gået ok. Vi var da selvfølgelig lidt nervøse, da de begyndte at lukke det hele ned, og vi overvejede, om vi også skulle lukke. Men det gik alligevel, siger Michael Fohlmann.

Det har ikke været noget problem at overholde myndighedernes retningslinjer om afstandskrav, osv., mener han.

Hvordan salget helt konkret er gået siden åbningsdagen, er svært at svare på, idet virksomheden endnu er spæd.

- Jeg har jo ikke rigtig noget at sammenligne med i forhold til, hvad der ellers har været. Men vi er tilfredse, siger Michael Fohlmann, der ikke har haft behov for at søge om økonomisk hjælp gennem myndighedernes hjælpepakker.

- Det ville også være svært at bede om, eftersom vi ikke har et tidligere regnskab at referere til, siger han.

Annonce

En trist historie

Havecenteret på Tåsinge har de seneste år fået en trist historik med flere konkurser.

Per Christensen, der havde været ejer af forretningen i 22 år, gik konkurs med virksomheden i begyndelsen af 2017. Samme år blev konkursboet overtaget af Kitte Eriksen fra Ringe.

22. oktober 2018 relancerede hun centeret sammen med ægtemanden Jørgen Eriksen under navnet Svendborgsund Havecenter. Men da Jørgen Eriksen fik konstateret uhelbredelig kræft, så Kitte Eriksen ingen anden mulighed end at lukke forretningen.

Kun et par måneder efter relanceringen havde den sidste åbningsdag. To måneder senere blev selskabet taget under konkursbehandling.

I oktober 2019 overtog ægteparret Pia og Michael Fohlmann havecenteret, der genåbnede 20. februar med navnet Svendborgsund Plantesalg.

Coronakrisen har tvunget mange forretningsdrivende i knæ, men det er ikke alle, der lider lige meget. Michael Fohlmann, indehaver af Svendborgsund Plantesalg, kan ikke klage, selvom han og hustruen Pia slog dørene op til deres nye plantecenter, lige da Mette Frederiksen lukkede hele Danmark ned . Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Ugeavisen Øboen

Kusketræf på Skovsgaard

Annonce
Annonce
Ugeavisen Øboen

Fynsk sanger på Skovsgaard

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce