Annonce
Ugeavisen Øboen

Klumme: - At handle lokalt er oplevelser og skatte, som giver et lille ekko af frihed

Sally Goings Darre. Privatfoto
Annonce

For et par år siden flyttede jeg fra København til Tåsinge, vel nok i jagten på ”det gode liv”. Det kan lyde en smule ukonkret eller uhåndgribeligt, men jeg har tænkt lidt over, hvordan det helt lavpraktisk kommer til udtryk i mit nye liv som tøsing.

Og det handler i høj grad om mad. Ikke kun selve smagen i munden, men særligt handlingerne omkring det at få mad på bordet – nemlig indkøbet.

Hvis du nogensinde har befundet dig i en Fakta på Nørrebro i tidsrummet 15-17 på en hverdag, så ved du, hvilke afskyelige sider af menneskehed der kan dukke op i selv pæne herrer med slips.

Jeg oplever derfor en helt særlig hverdagslykke, når jeg træder ind ad døren hos min lokale gårdbutik. Her er tegn på liv. Nogen har nænsomt passet og plejet spirerne og her til morgen lagt de friske afgrøder på hylderne og sørget for, at her er hyggeligt at komme.

Her dufter. Af kål og jord og æbler. Og jeg bliver overvældet af, hvor mange forskellige varer, jeg kan få. Auberginer og æbleeddike. Friskkværnet Ølandshvede og hvidløg. Og så går jeg der, i ro og mag, og håndplukker de grøntsager, jeg vil have.

Betaling og hovedregning står jeg selv for – al den tillid der ligger i det, gør mig ekstra glad - og det er en rar følelse, at nogen kan få det til at løbe rundt ved at dyrke grøntsager til nabolaget og mig.

Og så er der æggene. Folk er vilde med høns på landet. Det er svært at dreje af hovedvejene uden at støde på termokasser med æg, der er halvt fyldt op med blomme. På mit yndlingssted ligger hønsegården ud til vejen, hvor jeg kan hilse på hønsene, som går og hakker i et nedfaldsæble.

Der står jeg så, bybarnet og bliver rørt over, hvor dejligt et hønseliv de lever. Og så kigger jeg ned på genbrugs-bakken med de indkøbte æg jeg holder i hånden, hvor der står ”buræg”. Undskyld mig, men det er da grotesk. En fra området har været så venlig at donere æggebakker – ovenpå at have stået i supermarkedet og blindt rakt ud efter de billigste æg på hylden, når der rundt om hjørnet bliver solgt æg fra høns, der har jord på fødderne og frisk luft i lungerne.

Fra bybarnet, der med sine blå-grønne øjne bliver rørstrømsk over høns på fri fod, kommer her en opfordring: Husk hvor heldig du er, at du inden for få kilometer kan hente madvarer fra dyr på fri fod og grøntsager direkte fra mulden!

For mig er der en helt særlig værdi i at handle lokalt, som også går ud over miljømæssige eller politiske valg. Det er små oplevelser og skatte, som giver et lille ekko af frihed. Vi har noget her, som ingen andre har. Og prøver du at komme og tage det med, ja så bliver det ødelagt. For det magiske var, at det var herfra. Herfra hvor jeg står.

Og hvordan ser sådan en københavner så på det lille lokalsamfund? Tænker jeg, at det er provinsielt at troppe op i den lokale Dagli’Brugsen i træsko, og lade køen vokse mens man lige får sig en sludder med naboen? Gu’ gør jeg så! Det går ikke ligefrem hurtigt i kassen, for vi når det jo nok alle sammen. Er det en dårlig ting? Nej gu’ er det ej.

Der er fat i noget vigtigt her i provinsen. Det at give sig tid og sætte tempoet tilpas ned til, at indkøb ikke giver hjertebanken, røde knopper og dårlig stemning, det er i mine øjne livskvalitet. Jeg tror, det bliver permanent. Jeg må hellere få investeret i de træsko!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Udveksling på Øboen

Annonce