Annonce
Ugeavisen Øboen

Klumme om fastetid: Vi er en del af et stærkt fællesskab

Peter Møberg. Privatfoto
Annonce

Klumme: Det er faste, og fastetiden her i 2020 bliver helt sikkert noget, der vil blive husket mange år fremover. For i år er det ikke kun et mindretal, der faster. I år faster vi alle sammen. Det meste af verden faster. Vi faster ikke, fordi vi selv har valgt det, men fordi vi ikke har andre muligheder. Vi faster ikke fra kød og æg. Men vi faster fra fællesskaber. Vi faster fra den menneskelige kontakt. Og i kirken fastes endda fra gudstjenesterne. Covid19 har vendt verden på hovedet og har gjort vores sårbarhed mere virkelig og mere nærværende end de fleste af os måske er vant til.

Det er imidlertid ikke det eneste, coronafasten har vist os. Den har også vist os noget helt andet. Den har nemlig vist, at der er et fællesskab, der er større og stærkere end det fysiske fællesskab. Noget der rækker ud over det fællesskab, som kommer til udtryk i det, der kan ses og mærkes. Den har vist os, at det er muligt, som Mette Frederiksen så fint formulerede det, at stå sammen ved at holde afstand. Den har vist, at der er en fælles vilje i samfundet til at tage det besvær, den ærgrelse og de tab på sig, som er nødvendige, for at beskytte de svageste og mest udsatte mennesker. Så selvom der ikke holdes gudstjenester, så prædikes der ikke mindre tydeligt her i coronafastetiden.

Hvorfor fastede man oprindeligt? Det gjorde man for at man ikke skulle stirre sig blind på alle de gode ting men i stedet få øje på det gode, som i sidste ende gjorde alle de gode ting gode. Det er egentlig det samme coronafasten lærer os. Det bliver tydeligt for os, hvor svage og skrøbelige vi er, men også hvor stort og stærkt et fællesskab vi i virkeligheden er en del af.

Jeg vil gerne slutte med at citere første vers fra en ny fastesalme. Nemlig digteren Simon Grotrians Guds nåde er en vintergæk:

Guds nåde er en vintergæk

den er din fostergave

og er du ved at dø af skræk

så plant den i din have

med fastetidens bøn

bliver Jorden atter grøn

i angst og overflod

besejres du af mod

og ene er vi flere.

Simon Grotrian formulerer hele pointen så smukt i sidste linje: og ene er vi flere. Når vi konfronteres med virkeligheden, med vores svaghed og skrøbelighed, så bliver vi uhyggeligt ene, men lige der finder vi også ud af, at vi ikke kun er os selv, men at vi rent faktisk er flere, at vi er en del af et fællesskab, også selvom vi måske ikke altid ser eller mærker det.

Samtidig siger han også, at det fællesskab ikke kun bliver båret af mennesker. Det bæres også af Gud. Vi har Guds nåde med os lige fra vores allerførste øjeblik, fra før vi har kunnet gøre eller sige noget som helst. Og vi har lov til at plante den – som en vintergæk – og lade den vokse hos os i vanskelige tider, som et lille lysglimt, som en lille håbsbebuder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Juleudstilling i Nowhuset

Annonce