Annonce
Ugeavisen Øboen

Knap halvdelen af langelændernes affald bliver genanvendt

Lars Birk Rasmussen, direktør i Langeland Forsyning, glæder sig over at være tæt på målet om genbruge 50 procent af langelædernes affald. Foto: Anna Stærbo
Det seneste år har næsten alle langelændere kunnet sortere deres husholdningsaffald hjemme på matriklen. I dag er Langeland Forsyning tæt på at nå deres mål om at genbruge 50 procent af al skrald.
Annonce

LANGELAND: For et år siden, den 1. februar 2019, blev Langeland Forsyning den første af sin slags på Fyn til at begynde at sortere køkkenaffald, pap og papir ved næsten alle øens husstande.

Forsyningen mangler dog endnu at få Rudkøbings indre by og nogle sommerhusområder med i ordningen.

At det har været arbejdet værd, er Lars Birk Rasmussen, direktør for Langeland Forsyning, ikke i tvivl om. Og årsdagen giver anledning til ros.

- Jeg synes, det er gået superfint. Vi har haft rigtig gode resultater, men i virkeligheden er det langelænderne, som fortjener allermest ros. Langelænderne er gode til at sortere, siger han.

Initiativet er blevet taget godt imod, og kvaliteten af sorteringen er god, mener han. Nu sigter Langeland Forsyning efter, at 50 procent af al husholdningsaffald på øen bliver sorteret fra til genbrug i 2022.

- Det er vi allerede meget tæt på at nå, siger Lars Birk Rasmussen, der regner med at være få procentpoint fra at nå målet.

Det handler blandt andet om sortering af bioaffald, pap, papir, glas, metal og træ. Det, der ikke kan genbruges, kommer enten til afbrænding eller til deponi.

Men to elementer falder lidt uden for kategori. Det er plastik og tekstiler.

- Plastik er noget, som vi alle sammen bruger – men hvis man reelt skal genanvende plastik, kræver det en stor faglighed. Det samme gælder tekstiler, siger han.

I dag har Langeland Forsyning ikke adskilt sortering til plastik eller tekstiler – medmindre det handler om ting, som kan genbruges én til én. Dermed er der fx ikke andet for end at smide hullede sokker eller tøj, som ikke kan genbruges, i containeren for småt brændbart.

- Hvis man kan bruge ting direkte, som fx hvis et brugt stykke tøj bliver solgt som genbrugstøj, er det superfint. I forhold til alt det andet arbejder vi på en løsning.

Langeland Forsyning har planer om at gå sammen med alle fynske kommuner og affaldsselskaber om at skabe et fælles eftersorteringsanlæg – blandt andet for at kunne sortere og genanvende plastik og tekstiler.

- Teknologien til at gøre det er til rådighed, men vi mangler anlægget. Der findes ikke et sorteringsanlæg til det i Danmark. Men vi mener faktisk, at det kan blive til en miljøfabrik, som kan blive et fælles fynsk fyrtårn med eftersortering, siger Lars Birk Rasmussen, der understreger, at det vil være en politisk beslutning, om hvorvidt et fælles fynsk sorteringsanlæg kan blive realiseret.

- Og det skal man have kæmpe respekt for. Ingen har taget stilling til, hvordan det eventuelt ville skulle struktureres endnu, tilføjer Lars Birk Rasmussen.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Øboen

Kusketræf på Skovsgaard

Annonce
Annonce
Ugeavisen Øboen

Fynsk sanger på Skovsgaard

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce