Annonce
Ugeavisen Øboen

Kronik: Hvad vi måske kan lære af besættelsen

Claus Stærbo er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 1982. Han har blandt andet være informationsmedarbejder i A/S Storebælt 1988-1995. Andre arbejdsplader er Politikens Hus, ingeniørforeningerne i to omgange og Københavns Amt. Officielt pensioneret i 2015, men arbejder med historisk research og har blandt andet været researcher på Poul Smidts nyudgivne bog om kong Frederik 8., Fredy. Klemt kronprins - glemt konge. Har boet i Svendborg side 2017. Arkivfoto
Annonce

Corona-krisen vil formentlig være den vigtigste begivenhed i både Danmarks- og verdenshistorien siden 2. verdenskrig. Så hvorfor ikke se på, hvordan netop krigen og besættelsen af Danmark 1940-1945 påvirkede forholdene og lade os inspirere heraf?

For mig står der et billede af stor virkelyst og initiativ-rigdom i Danmark dengang for at få det bedste ud af de ekstreme udfordringer – også på Langeland. Det kan man få en idé om ved at læse ”En dråbe i havet. Langeland under den 2. verdenskrig” udgivet af Rudkøbing byhistoriske Arkiv i 1994.

I alle tilfælde skal man ikke regne med, at man blot en til en kan overføre de fysiske forhold dengang på Langeland med i dag, men nok mere lære noget af den brede mobilisering af befolkningen for at løse problemerne.

Tørvene og marmeladen

For eksempel blev der gravet millioner af tørv til brændsel for maskineri og til opvarmning, så der vist ikke er megen tørv tilbage på øen i dag. Og det blev gjort med håndkraft, og det var så arbejdskrævende, at der i flere perioder, især i sommerhalvåret, var fuld beskæftigelse.

Som ”hobbymarmeladefabrikant” fascineres jeg af beretningerne om den megen frugt, der blev indsamlet af frivillige og lavet til marmelade til uddeling blandt de ringest stillede på øen. På dette område – og på så mange andre - gjorde den mere eller mindre organiserede indsats, som var en karakteristisk del af besættelsesårene, en uvurderlig indsats.

Det var altså ofte arbejde, der blev gjort ikke for egen vindings skyld, men til fælles bedste.

Der blev hurtigt mangel på høstbindegarn af den gode kvalitet, så man måtte gå over til at lave papirvindegarn af betydelig ringere brudstyrke.

Og så blev der til genbrug indsamlet konservesdåser, tuber, sølvpapir, ølkapsler, propper, klude, ben, sejlgarn, aviser og rent papir samt gummi og glas. Desværre fremgår det ikke konkret af ”En dråbe”, hvordan de indsamlede materialer efterfølgende blev behandlet. Men blev endda sidst i perioden bedt om selv at have en gammel papirspose med til bageren. (Dengang fandtes der jo heller ikke plasticposer.)

Sunde langelændere

Til gengæld var der mad nok, og man mener, at befolkningen faktisk levede sundere end under ”normale” forhold, da sukker og fedt ikke var tilgængelig i særlig store mængder. Dog sørgede man for en sikkerhed skyld for at bespise børnene i vinterhalvåret med rugbrød med pålæg, mælk og æbler – formentlig af de gode langelandske sorter?

Tobakken og kaffen

Der var også en større langelandsk tobaksproduktion med de bedste sorteringer af en ret hæderlig kvalitet, så vidt jeg forstår. Og så skulle der i øvrigt betales skat af hver enkelt plante!

Forskellige former for kaffeerstatninger blev naturligvis også produceret af diverse planter – hver fabrikant havde sit eget mere eller mindre hemmelige miks, som hver sin kundekreds sværgede til.

Kulturen

Da der ikke rigtig var nogen ting at købe for sine penge, var det vi vel i dag ville kalde for ”kultur” i høj kurs som fx bøger og underholdning. Så der var altså både til kroppen og til ånden.

I dag

Alt tyder på, at vi i fremtiden vil se en vis neddrosling af globaliseringen. Nogen af de ting, man før har fået lavet i Østen, vil formentlig blive taget hjem til produktion enten til det enkelte land eller til et andet EU-land. Den samme tendens vil muligvis også gøre sig gældende inden for det enkelt land, altså en lokal produktion i passende klynger.

Det er naturligvis ikke, noget man gør fra den ene dag til den anden, og det vil være, ligesom man sagde ved begyndelsen af Corona-krisen: Vi asfalterer, mens vi kører.

Den rette størrelse

Måske har Langeland med sin størrelse på små 300 kvadratkilometer og sin befolkning på 12-13.000 netop den rette størrelse til at få succes med at tænke nye tanker?

Man kunne da gøre forsøget. Jeg kan også konstatere, at befolkningstætheden på Langeland er cirka en tredjedel af, hvad den er for hele Danmark. Er det en fordel eller en ulempe? Det vil de gode ideer vel vise.

Småt er godt

I den forbindelse har jeg noteret mig, at de gamle og små sognekommuner ifølge beretningen om besættelsestiden netop så ud til at have den rette størrelse til at støtte de fælles aktiviteter og initiativer.

Det kunne man da godt tænke lidt over. Småt kan sagtens være godt. Og som ovenfor beskrevet var foreningslivet til uvurderlig støtte under besættelsen, når det kneb.

Konklusion

Der er nu gået 75 år siden besættelsen, og selvfølgelig skal moderne teknologi, ikke mindst informationsteknologien, tænkes ind i indsatserne. Men det opmuntrende er vel trods alt, at på trods af al modgang kom Danmark næsten helsindet igennem krigsårene efter min mening på grund af befolkningens kreativitet og gåpåmod.

Så: Gode ideer + gode netværk + moderne (kommunikations)teknologi + langelændere = En spændende fremtid. Hvis langelænderne vil.

PS. Langeland har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Min familie drog næste hver eneste sommer i 60’erne fra Thisted til Ristinge, hvor vi lejede ”Trollebo” i 14 pragtfulde dage. Og var ofte oppe hos fru Lærke og købe kartofler og jordbær! Hun boede lige før ”knækket”, hvor Ristingevej næsten helt fremme ved kysten drejer skarpt til højre mod vest.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce