Rudkøbing: Det bliver ude i Fredskoven lige ved siden af Rudkøbing, at to hektarer skal indrettes til menneskets bedste ven.
Naturstyrelsen tog beslutningen om at opføre den første hundeskov på Langeland midt i efteråret, da de på deres ti år lange driftsbudget kunne se, at der var en sum til gode.
Ida Friis Mikkelsen er forstfuldmægtig ved Naturstyrelsen og arbejder med drift indenfor friluftsliv på Fyn og øerne. Hun har med god grund været med til at sætte projektet i gang.
- Langeland har jo ikke nogen indhegnet hundeskov, så derfor vælger vi at lave en her i Fredskoven. Vi håber på, at vores entreprenør får tid til at opstille hegnet mellem jul og nytår, så den er klar til brug næste år, fortæller Ida Friis Mikkelsen.
Hvis alt går efter naturstyrelsens plan, så bruger de 80.000 kroner fra det tilbageværende budget på at få opsat hegn og bænke i arealet.
Derefter vil hundeskoven muligvis være klar til brug til næste år, selvom den næppe bliver officielt indviet på grund at Covid-19.
Friluftsliv for dyr og mennesker
Ida Friis Mikkelsens planer for Fredskoven rækker længere end bare til de firbenede venner og deres ejere. Socialt samvær er i fokus, og Fredskoven skal generelt være et sted, hvor man kan mødes på tværs af interesser.
- Vi vil gerne gøre skoven anvendelig for alle brugere af skoven. Gerne, så man kan møde hinanden socialt. Derfor opstiller vi nogle bænke på tværs af skoven, som kan fungere som samlingspunkt, siger Ida Friis Mikkelsen og uddyber:
- Det skulle gerne være sådan, at både hundeejeren og ham, som kører mountainbike kan finde noget fælles. På den måde bliver cyklisten ikke bare ham, som kører hurtigt, men hvor begge kan finde noget fælles i naturen.
Da det ikke er hensigtsmæssigt, at hunde og vildtkørende cyklister færdes i præcis samme areal. Derfor skal den indhegnede hundeskov også fungere som en adskillelse af skovens forskellige brugere.
Stadig en skov
Med ca. 80.000 kroner i budgetten til den nye hundeskov i Fredskoven, kunne det tyde på, at Naturstyrelsen har gang i den helt store skovreformation.
Det er dog ikke tilfældet med det nye projekt i Fredskoven. Ida Friis Mikkelsen understreger, at projektet ikke laver større ændringer i skovens udformning.
- Vi kommer nok til at fjerne lidt brombær og krat til hundeskoven, men ikke så meget mere end det. Der er meget bredt mellem træerne i det her areal, så man kan sagtens bevæge sig rundt, men det vil fortsat være en skov, fortæller hun.
Udover nogle buske, så vil det være nødvendigt for Naturstyrelsen at rydde dele skoven. Det sker, fordi der skal være nye kørespor for skovningsmaskiner igennem det indhegnede areal.
- Lige nu går køresporerne på tværs af den smalle del af hundeskoven. Det vil blive dyrt, hvis vi skal lave så mange indgange til maskinerne i hegnet. Derfor vil vi vende dem på det lange led, så vi måske kan nøjes med to eller tre, fortæller Ida Friis Mikkelsen