Annonce
Ugeavisen Øboen

Langeland tager godt imod: Næsten 1000 blev testet på en enkelt dag

Langelænderne har taget godt imod det mobile testcenter. Her er det Malene Minds, Ambulance Syd, som tester Simon Beck fra Rudkøbing. Arkivfoto: Michael Lorenzen
Ros til langelænderne for at gøre brug af det mobile testcenter hver torsdag - driftschef forventer yderligere tilstrømning.

LANGELAND: Næsten 1000 personer mødte op til en test i det mobile testcenter på Langeland den dag, hvor der hidtil har været flest. Helt præcist var det 968 personer torsdag den 4. marts, fremgår det af tal, som Fyns Amts Avis har bedt om og fået via Ambulance Syd under Region Syddanmark.

Men også de øvrige torsdage, hvor man kan testet, er der kommet mange.

Det er Ambulance Syd, der står for det mobile testcenter. Alle har lov at bruge centret, også folk, der ikke bor på øen. Man skal ikke bestille tid i modsætning til de faste testcentre, men blot møde op med et sygesikringsbevis.

Driftschef Allan Mose, Ambulance Syd, er ganske tilfreds med brugen af det mobile testcenter på Langeland.

- Det viser, at folk har taget godt imod det og lyttet til opfordringerne fra Statens Serumsinstitut, SSI, om at lade sig teste, siger Allan Mose.

Han forventer, at man fortsætter uændret, bortset fra den halve time, der er skåret sidst på eftermiddagen for, at testcentret kan nå ind til Odense Universitetshospital med prøverne, så de kan nå at komme med til analyse i enten København eller Aarhus.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi har været nødt til det, siger Allan Mose.

Annonce

Kan tilpasse sig behovet

Mens åbningstiden kl. 8.30-17 og ugedagen torsdag således ligger fast, kan det sagtens være, at der kommer mere pres på centret i takt med, at flere ting i samfundet åbner, men hvor der samtidig kommer øgede krav til, at man er testet, ofte også kort tid før, og kan dokumentere dette.

I udgangspunktet er der fire medarbejdere til stede i Langelands mobile testcenter. Tre står for testene, de såkaldte pcr-tests, som foregår i halsen, mens den fjerde registrerer. Men indbyrdes skifter man funktion i løbet af dagen, for alle medarbejdere kan udføre selve testen.

De fem gange

Tallene for den seneste uge foreligger ikke endnu, men her er brugen af det mobile testcenter på Langeland fra de fem forrige gange:

18. februar: 674 testede personer.

25. februar: 859

4. marts: 968

11. marts: 963

18. marts: 871

- Skulle der blive behov for flere medarbejdere, kan vi tilpasse det. Men lige nu ligger kapaciteten altså omkring de 1000 tests pr. gang i Rudkøbing, oplyser Allan Mose.

Annonce

Kan testes i påsken

Og påsken er lige på trapperne. Flere har spurgt til, om man kan blive testet på Langeland. Det kan man, oplyser Langeland Kommune i en pressemeddelelse. Der er lagt et særligt skema, og det er fortsat i Sundhedshuset i Rudkøbing.

- Vi er rigtigt glade for, at langelænderne og de turister, som kommer hertil, kan få en test, og jeg vil opfordre til, at man gør brug af det gode tilbud, siger borgmester Tonni Hansen (SF) i pressemeddelelsen.

Skærstorsdag er der pcr-test kl. 8.30-17, langfredag kviktest kl. 13-17, lørdag den 3. april pcr-test kl. 9-17 og kviktest kl. 10-13.

Påskedag står den på kviktest kl. 10-13, 2. påskedag både pcr-test, kl. 9-17, og kviktest kl. 13-17.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Sølvbryllup

Ugeavisen Øboen

Dødsfald

Annonce