Annonce
Ugeavisen Øboen

Langelands største forening har vokseværk

Jette Benzon er formand for Ældresagen på Langeland. Arkivfoto: Kim Rune
Annonce

LANGELAND: Ældre Sagen, som er Langelands største forening, har vokset sig så stor, at foreningen er oppe på hele 3045 medlemmer. På landsplan har knap 800.000 danskere meldt sig ind i organisationen.

Jette Benzon, der har været formand for Ældre Sagen på Langeland i godt to år, glæder sig over de mange langelandske medlemmer.

- Jeg er meget stolt af det. Og jeg er rigtig glad for at være del af så stor en organisation, hvor alt er så veltilrettelagt. Når vi laver et tiltag lokalt, er der altid et kursus i organisationen, som de frivillige kan blive koblet på. Men vi kan ikke bryste os af det alene på Langeland – det skal vi takke hovedkontoret for, siger Jette Benzon.

Det er meget relativt, hvornår medlemmerne vælger at melde sig ind i foreningen. Foreningens yngste medlem er nemlig 25 år, mens det ældste medlem er 103 år.

- Man kan melde sig ind, fra man er 18 år, siger Jette Benzon, der selv er 54 år.

Udfordringen for Ældre Sagen på Langeland vil formentlig vække genklang hos mange andre foreninger – det handler om at have nok frivillige.

- Vi kunne lave så mange nye tiltag – jeg er fuld af ideer. Men vi mangler frivillige. For eksempel har vi haft en fantastisk demenskoordinator, som er stoppet nu, og der mangler vi en til at overtage, siger Jette Benzon.

Der er årsmøde i Ældre Sagen på Langeland den 22. marts, hvor der blandt andet vil være mulighed for at stille op til bestyrelsen. /anst

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce