Annonce
Ugeavisen Øboen

Mindeord: Jørgen "Russer" Ejler Larsen var en god og tjenstvillig ven

Jørgen Ejler Larsen. Privatfoto
Annonce

Mindeord: Jørgen Ejler Larsen, ”Russer”, er her ikke mere, han har takket af og er ”kørt” fra øen, i en Sprinter eller en Tiguan, eller hvad de nu hed alle sammen gennem årene, og jeg ved heller ikke, hvad det var for en bil, han rejste herfra i, jeg så det ikke.

Vi er tilbage i begyndelsen af 70'erne, hvor familien mødte Russer første gang. Han kørte grønthøster på Lucernefabrikken i Herslev, og hjalp lidt til hist og her, bl. a. hos Ole Esbjerg på Søgård i Vindeby, som var forpagter af jorden på vores gård på daværende tidspunkt.

Vi var i gang med ombygning af gården, og på den måde, kom vi i kontakt med Russer. Og så var det jo spisetid på et tidspunkt hver dag. Vi fik ofte besøg af ham op gennem 70'erne, og indtil vi rejste fra gården i 85. Da vi så kom tilbage i 2001, var Jørgen der stadig, og igen mødte han ofte op, for at se, hvad vi havde gang i, for at høre hvordan det gik i hovedstaden, og for at fortælle lidt om, hvad der rørte sig på øen.

Jørgen kom rundt til flere, og han havde en tendens til at lande hos dem, han kendte, sådan lidt før spisetid, for så blev han selvfølgelig inviteret med til at spise. Det gjaldt også hos os, og pigerne blev glade, når Jørgen kom og skulle spise med.

Jeg skal så lige indskyde, at Jørgen altid var meget tjenstvillig, man kunne altid sige, at jeg kommer i weekenden og skal lave noget arbejde og mangler det og det. Jørgen sagde altid, det er ikke noget problem, det skaffer jeg, eller sørger for, det er der, når du skal bruge det.

”Russer”, Jørgen Larsen, boede dengang hjemme hos sine forældre til han var ganske gammel. Jeg husker ikke alderen, men han var nok omkring 33, da han flyttede sammen med Anni på Ndr. Landevej 5.

Fra den gang husker jeg på en måde en forfærdelig lillejuleaften. Han havde en gammel dragkiste fyldt med alt mulig sprit. Jeg talte med ham, og det gjorde Hans Esbjerg også. Vi mente, han var lidt nærig, og aldrig ville give en lille en. Hans sagde til ham, du er sgu da alt for nærig til at give en whisky. Så vi tog lidt røg på ham, sagde til ham, at han var nærig og aldrig gav noget, og det var for dårligt, når han nu havde en hel kiste fyldt med sprit. Så fløj det ud af munden på Jørgen, at vi kunne da bare komme, og få alt den sprit, vi ville have. Han skulle nok åbne det i kisten. Klokken var omkring 22 lillejuleaften, og Hans og jeg aftalte, at nu skulle vi tage ham på ordet, og se om det holdt. Vi sagde til ham, at han var for nærig til at åbne kisten, hvis vi kom, men Jørgen svarede, at vi kunne bare komme og tømme kisten for ham. Det skulle han ikke sige to gange. Det viste det sig, at han holdt ord. Jeg spurgte min svigerfar, om ikke han skulle med, og det skulle han selvfølgelig. Hvilken aften. Knud og jeg kørte til Fuglsbølle og hentede Hans, og så kørte vi til Kragholmvej 11, og bankede på ved 22.30-tiden.

Jørgen kom ud og åbnede, og sagde, "nå drenge, fik I lov at tage hjemmefra, så skal I fandeme mig også have noget at drikke. Kik i kisten hvad I vil have."

De to ældre herrer, og Jørgens far ville have Rød Ålborg, men en whiskysjus blev det også til, desværre. Og en del øl. Og det var stadig lillejuleaften. Da de andre havde fået et par whiskysjusser, sagde Jørgens far, at nu skulle vi kraft eder mig have noget at spise, og da var klokken passeret midnat, og det var blevet til juleaftensdag. Jeg troede, at den ældre mand snart ville gå i seng, men han ville have mad, og rejste sig og bankede på soveværelsesdøren, hvor Jørgens mor lå og sov. De har alle sammen altid i Larsen familien, været meget glade for mad. Han åbnede døren til soveværelset og sagde, Mutter du bliver sgu nødt til at stå op, vi skal sku’ have noget mad på bordet og noget at spise nu.

Jørgens mor stod op ved halv-et tiden, lavede æbleflæsk med stegt flæsk til, og så ellers øl og snaps. Det blev en rigtig hyggelig mandenat, Russer der havde sørget for.

Jørgen kom tit forbi og besøgte os, for han skulle følge med i den store modernisering af gården, og det gjaldt også om sommeren, hvor han af og til kom direkte fra arbejde. Så legede han lidt med børnene, og da han havde været tidligt oppe på arbejde, så meldte trætheden sig ofte hen på eftermiddagen. Men, så var det godt for ham, at solen stadig stod højt på terrassen mod syd, og at der var en liggestol, som han kunne vælte om i, og få sig en lur, ovenpå at have leget vildt med pigerne. Det måtte jo alt sammen trætte, og så passede det med, at når han vågnede, så var vi næsten klar til aftensmaden, som han selvfølgelig fik med.

Da vi kom tilbage til Mørkebjerggård igen i 2001, og startede endnu en ombygning, var han også på pletten, denne gang ofte med sin ”Mulli” (Anni), og specielt til spisning på sommeraftenerne, som foregik på syd terrassen med den frie udsigt, som interesserede Russer allermest, udover aftensmåltidet. Det blev ofte sent med ild på bålpladsen på terrassen, så han kunne nyde udsigten og livet på markerne uden at fryse.

Jagten interesserede også Russer en del. Det kunne være rart med en hochsitz ude på bakken, mente han, så man kunne sidde oppe og betragte dyrene, og engang imellem og skyde lidt og spise. Russer kendte en, der kunne lave en sådan, og hvis han fik et par dyr med tiden, så ordnede han hochsitzen, og kom med den en påskelørdag, og så skulle der ellers graves huller, at sætte den i ude på bakken. Jeg kørte den derud med min lille Ferguson, og mine børnebørn var i fuld gang med et jordbor, og lavede huller til benene. Hohsitzen var jo stor og tung, så den var ikke så let at rejse den alene, med to børn og en handikappet mand som hjælpere, så jeg måtte ty til vores forpagter, som kom med sin gravemaskine, og rejste den og satte den i hullerne. Så kunne Russer efterfølgende køre forbi der, og sætte sig og nyde synet af vildtet over markerne, når det passede ham.

Skulle man have kørt noget, hentet noget, eller bare bruge en bil, der kunne læsses noget mere på end en personbil, stod Jørgen altid parat og hjalp til. Det udmøntede sig selvfølgelig også i, at et par af dem, der leverede sange til festen til Russers 60-års fødselsdag, blev, som det ses, leveret i kopier at store lasttransportere.

”Russer”, Jørgen Ejler Larsen, var en god og meget tjenstvillig ven, der klarede mange ting, på trods af sit senere års handikap, og familien vil huske og mindes ham for hans måde at være på .

Æret været hans minde.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Øboen

Kusketræf på Skovsgaard

Annonce
Annonce
Ugeavisen Øboen

Fynsk sanger på Skovsgaard

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce