Annonce
Ugeavisen Øboen

Museum på Langeland i efterlysning: Viden om og genstande fra dramatisk stranding af flydedok med franske og sovjetiske krigsfanger

På vej på land efter, at flydedokken er strandet. Arkivfoto: Langeland Museum
Langeland Museum og Skovsgaard Gods vil lave to udstillinger om flydedok, der strandede på Påø.
Annonce

PÅØ: Det er i år 75 år siden, at Anden Verdenskrig sluttede. Det markeres på mange forskellige måder, også her på øen, hvor Langeland Museum og Skovsgaard Gods vil sætte fokus på den flydedok, der strandede på Langeland den 4. maj 1945 med cirka 1400 franske og sovjetiske krigsfanger ombord

Under stor dramatik blev fangerne reddet i land, og de tyske vagter flygtede blot for senere at erfare, at Tyskland kapitulerede. De krigsfanger, der overlevede, blev interneret på Langeland og var her sommeren over, og de satte deres præg på øen, skriver Langeland Museum i en pressemeddelelse.

Hvis nogle skulle ligge inde med historier om de franske og sovjetiske flygtninge fra Påø eller have nogle af deres genstande eller de husflidsting, som de lavede, mens de opholdt sig på Langeland, vil museet gerne høre nærmere.

Denne fortælling planlægger Langelands Museum at lave to udstillinger om, og de vil kunne ses på Langelands Museum i Rudkøbing og på Skovsgaard Gods.

Russiske og franske krigsfanger på stranden efter redningen. Arkivfoto: Langeland Museum
Annonce

Øjenvidner

Det materiale, Langeland Museum meget gerne vil have adgang til, kan være breve, beretninger, billeder og forskellige genstande. Og det har særlig interesse, hvis nogen skulle ligge inde med genstande, gaver, breve eller andet, der har tilknytning til de franske fanger. For de sovjetiske fangers vedkommende er det især breve, beretninger eller artikler, der viser, at der har været kontakt til fangerne efter hjemsendelsen.

- Vi er meget interesseret i både at få personlige beretninger og genstande, som krigsfangerne har efterladt sig, nævner Peter Krogsted Nielsen, som er projektleder på udstillingerne, i pressemeddelelsen.

Museet er også meget interesseret i at høre fra eventuelle øjenvidner til hændelserne 4.-5. maj 1945 eller til fangernes ophold på øen. Museet tager desuden gerne imod aflagt dagligt herretøj fra 1940erne til brug i udstillingerne. Den ene udstilling vil være at finde i hovedbygningen på Danmarks Naturfonds ejendom Skovsgaard og vil fokusere på de franske fanger og deres skæbne. De var i en periode indkvarteret på Skovsgaard og senere andre steder på Sydlangeland.

Den anden bliver etableret i museets lokaler på Jens Winthers Vej i Rudkøbing, hvor hovedvægten vil være på de sovjetiske fanger, deres indkvartering i Rudkøbing, mødet med langelænderne og deres hjemsendelse. Udstillingerne vises i maj. De nærmere datoer følger senere, oplyses det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce