Normale tilstande tilbage på Langeland: Masser af tysk i gaderne i påsken

Når disse linjer læses, er det med en forhåbentlig veloverstået påske i bagagen. Og den første rigtigt normale påske siden 2019. To sæsoner med corona og forskellige restriktioner er lagt bag os, og det må meget gerne være for bestandigt.

Mandag i sidste uge var jeg flere gange oppe i gågaden i Rudkøbing i forbindelse med to opgaver og kunne her glæde mig over at høre mange mennesker, som talte tysk. Der var både unge par, familier med småbørn, mindre grupper sidst i 20erne og andre, og man kunne samtidig på de store parkeringspladser ved supermarkederne se adskillige køretøjer med tyske nummerplader.

Udover at unde vores sydlige naboer oplevelsen af den unikke natur og ikke mindst vandet, som mange af dem ikke har adgang til i det daglige, har det skæppet godt både hos sommerhusudlejere, andre overnatningssteder og lokale butikker. Kort sagt har det været en gunstig situation for mange.

Overnatningstallene har vi ikke adgang til endnu, men mon ikke de viser en vis forskydning hen mod flere udenlandske turister og en lille nedgang i de danske, der var markant flere af i fjor og i 2020 i forhold til tiden før corona? Det er i hvert fald meldingen fra Sol og Strand, et af de store bureauer til udlejning af sommerhuse.

En del danskere har været rejst ud i påsken nu, hvor muligheden igen har været til stede.

Tyske turister bliver i øvrigt nogle gange til fastboende i Danmark, selv om de ikke må købe sommerhuse her i landet via en dansk særregel fra dengang, Danmark kom i det daværende EF. Jeg har et eksempel fra min barndom og ungdom:

Min ene moster og hendes mand var begge skolelærere i Hirtshals langt oppe i Vendsyssel. De havde et ikke specielt spændende hus i byen, som de fleste kender fra fiskeri og Norgesfærger, men ejede samtidig et nedlagt husmandssted ved Nørlev ikke så langt fra Lønstrup og det senere stærkt udvidede ferieområde Skallerup Klit.

Der var ikke indlagt varmt vand på husmandsstedet, men havet lå kun halvanden kilometer væk, og man kunne da samtidig skylle sig over med en haveslange med koldt vand dengang i 1960erne og første halvdel af 1970erne, hvor de gik i gang med en modernisering af stedet med henblik på at bo der, når pensionistlivet indfandt sig.

Men i alle de mellemliggende år havde de haft tyske sommergæster, en lægefamilie fra Wuppertal lige uden for Ruhrdistriktet. Det var far, mor og tre børn, en søn og to døtre. De glædede sig til hvert eneste år at komme op til "det storladne hav", som så mange andre tyskere ligeledes gjorde.

Tiden gik, de to forældre voksede fra hinanden og blev skilt. Men de kom stadig til Nørlev, nu bare hver for sig. De to ældste, nu voksne børn så vi ikke mere til.

Den yngste datter besluttede sig at gå i forældrenes fodspor, og hun havde til gengæld virkelig forelsket sig i sommerens residens. Min moster og onkel var mellemtiden døde, men min fætter havde overtaget det nu udbyggede hus med moderne bekvemmeligheder sammen med sin kone og deres tre børn.

Også de blev siden skilt og fraflyttede stedet. Min fætter lejede sig ind hos en flink landmand på egnen, mens hans ekskone flyttede med de tre børn til Sønderjylland, hvor hun kom fra.

Den unge tyske kvinde var i mellemtiden blevet færdiguddannet læge. Hun havde fået sig en tysk kæreste og sagde ja, da han friede til hende, eller var det omvendt?

Men hun stillede to betingelser for ægteskab - de skulle bo i Nordjylland nær havet, og han skulle lære dansk. Han opfyldte begge dele, og de fik så vidt jeg ved to børn. Samtidig endte den tyske familie med at købe det gamle husmandssted.

Efter ansættelse på sygehus fik hun mulighed for at blive praktiserende læge i Brønderslev, og der er hun vist nok endnu.

Min egen praktiserende læge er i øvrigt også tysk og bor med sin mand lidt uden for Faaborg, naturligvis ved vandet. Det kan altså et eller andet, det hav. Og vi håber på masser af tyske gæster i de kommende måneder på hele Langeland, også selv om vilkårene for lystfiskere er blevet forringet.