Annonce
Ugeavisen Øboen

Nu skal mændene ud at gå

- Når mændene ikke bruger de tilbud, der allerede er, må det være fordi, de ikke føler, de passer ind. Nogle mænd føler sig bedst tilpas i hinandens selskab, og en gåklub kun for herrer, kan måske få dem lidt ud, mener Jette Benzon Jespersen. Foto: Colourbox.
Ældresagen på Langeland har fået tilskud fra hovedorganisationen til at starte gåklubber for mænd.
Annonce

Ældre Sagen på Langeland forsøger for første gang at starte en aktivitet, som er forbeholdt det ene køn: Mændene.

- Vores kvinder på Langeland er så gode til at finde ud af at få deres sociale liv op at stå, når de er blevet alene. Der er overtal af kvinder til de fleste af Ældre Sagens tilbud, og der er også langt flest kvinder blandt de frivillige. Mændene er ikke lige så gode til at komme ud, siger formand for Ældre Sagen på Langeland, Jette Benzon Jespersen.

Den fornemmelse har hun fået bekræftet af kommunens forebyggelseskonsulent, som har fortalt, at nogle enkemænd på øen sjældent kommer ud, blandt andet fordi, det typisk har været kvinderne, der har plejet parrets venskaber.

Disse mænd og andre, der har lyst til at være del af et fællesskab, forsøger Ældre Sagen nu at nå med gåklubber forbeholdt mænd. Hovedorganisationen har givet lokalafdelingen et lille tilskud til annoncering og opstartsmøde.

Ideen fik Jette Benzon Jespersen, da hun så et tv-indslag om sådan en klub.

- Mændene var jævnbyrdige og havde stort set de samme dilemmaer. Sammen kom de ud at gå og drak en kop kaffe fra termokanden eller en øl sammen, så de både fik gåture og snak. Jeg tror, nogle mænd føler sig bedst tilpas i hinandens selskab, siger hun.

Selvom ideen er hendes, kommer der ingen feminine fingeraftryk på projektet. Erik Hansen fra Ældre Sagen bliver tovholder, og det bliver op til mændene selv, hvor langt og hvor ofte, de ønsker at gå, og hvor meget snak, de føler behov for.

Der er informationsmøde med kaffe, te og kage den torsdag den 9. maj i Borgerhuset i Rudkøbing.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce