BAGENKOP: Der er glæde i Bagenkop i denne tid, hvor man midt i de øvrige projekter har fået samlet sammen til en ny flagallé. Denne skal afløse den nuværende, der efterhånden har 80-90 år på bagen.
Der er officiel indvielse med festivitas på Dronning Margrethes fødselsdag, som i år falder på lørdagen midt i påsken.
Flagalleen er skaffet til huse via de sidste penge fra den pris, som Bagenkop vandt i konkurrencen "Fantastiske Fællesskaber" i 2018 samt en række sponsorer: Demokratipuljen (Langeland Kommune), Fonden for Fynske Bank, Bagenkop Menighedsråd, Fiskeriets Hus, Bagenkop Bylaug, Bagenkop Borgerforening, Bagenkop Idrætsforening samt
Magleby-Bagenkop Lokalhistoriske Forening. Samlet set 140.000 kroner.
Der er 60 nye flag, monteret på glasfiberstænger samt etableret de nødvendige huller ved Østergade fra byskiltet og ind til brugsen og rundt Kirkevej i Bagenkop, oplyser Tormod Hansen, formand for Bagenkop Sømandsforening.
Alle kan leje flagalleen, medlemmer af sømandsforeningen på særlige vilkår og ellers efter en forhandling fra gang til gang, tilføjer Tormod Hansen.
De gamle stænger er i god stand og attraktive. Bagenkop Sømandsforening har selv beholdt 15 stænger til brug for festligheder på havnen. Resten er afhændet til private.
- Jeg skrevet på Facebook, at folk måtte komme at afhente dem gratis, og der er blot otte tilfælde. Nogle vil bruge dem til en hestefold, andre til jagttårn. Træet fejler intet, men glasfiber er et endnu stærkere materiale, påpeger formanden.