Annonce
Ugeavisen Øboen

Opfordring fra erhvervsråd: Besvar skema om erhvervsklima

Tonni Hansen
Vigtigt for kommunen at kende virksomheders holdning - mindst 20 skal svare

LANGELAND: Dansk Industri er for tiden i gang med den årlige spørgeskemaundersøgelse over de forskellige kommuners erhvervsvenlighed. Det sker via en mail til først og fremmest produktions- og håndværksvirksomheder.

De seneste år har Langeland Kommune ikke være bedømt på den samlede rangliste, fordi der har været for få besvarelser. Det har borgmester Tonni Hansen (SF), der også er formand for Erhvervsråd Langeland, og Simon Risbjerg, formanden for Håndværker- og Industriforeningen og næstformand i Erhvervsråd Langeland, sat sig for at ændre på.

De har derfor udsendt en appel til det lokale erhvervsliv i form af et åbent brev, hvori de beder om, at virksomhederne besvarer undersøgelsen.

Annonce

Der skal være mindst 20 virksomheder med, uanset kommunestørrelse, for, at kommunen indgår i den samlede opgørelse.

Manglet sølle tre svar

- Desværre har vi de seneste år manglet sølle tre besvarelser for at kunne være med i den landsdækkende undersøgelse, konstaterer Simon Risbjerg og Tonni Hansen i det åbne brev.

I Erhvervsråd Langeland bruger man de lokale besvarelser fra denne undersøgelse som en indikation på, hvordan det lokale erhvervsliv har det.

53 virksomheder på Langeland bliver spurgt

Dansk Industri inviterer to grupper til at deltage i undersøgelsen: Medlemmer af DI og eksterne virksomheder, der ikke er medlem af DI, men potentielt kunne være det.

Det vil sige virksomheder i de samme brancher som DI-virksomheder. Eksterne virksomheder med fem ansatte eller mere inviteres via brev, mens et mindre antal virksomheder med under fem ansatte inviteres telefonisk. Elinstallatører er typisk medlem af Tekniq og modtager derfor som udgangspunkt ikke spørgeskemaet.

Spørgeskemaet er i 2021 blevet sendt ud til 53 virksomheder på Langeland.

Sidste år fik Dansk Industri flest svar fra København Kommune med 391 svar fra virksomheder.

- Så for at vi kan skabe så god en erhvervsservice som muligt, vil vi opfordre jer, der har modtaget mailen fra Dansk Industri, til at bidrage med jeres gode og kvalificerende svar og gerne med kommentarer. Det er meget værdifuldt i forhold til erhvervsrådets arbejde, skriver formand og næstformand.

Simon Risbjerg. Pr-foto

- På samme måde vil vi også gerne indgå i den landsdækkende undersøgelse, så Langeland Kommune bliver nævnt i den landsdækkende undersøgelse. Det er væsentligt at markere os som en kommune med pænt mange producerende virksomheder, tilføjer de.

Annonce

Ekstra indsats for at nå over 20 svar

Det er tidligere i år aftalt mellem DI Fyn og Langeland Kommune, at der her i 2021 gøres en ekstra indsats fra begge parter for at få antallet af besvarelser op over de nødvendige 20 virksomheder, så Langeland kommer med i den samlede landsdækkende rapport.

Hvis Langeland Kommune havde været med i 2020, havde man ligget på en 16. plads nationalt og nummer to på Fyn, dog under den klare forudsætning, at andre havde ment det samme som de virksomheder, der svarede.

DI spørger blandt andet til virksomhedernes mening om vejnet, kollektiv trafik, byggesagshandling, om samarbejdet med det lokale jobcenter, skatteforhold og dialog med kommunalpolitikere og kommunens embedsmænd.

Simon Risbjerg, der er direktør i Risbjerg El og Køl A/S, har ikke selv modtaget undersøgelsen. Virksomheden er ikke medlem af Dansk Industri, men en anden arbejdsgiverforening, Tekniq, der tæller elinstallatører, vvs-mestre med flere.

Men beslægtede virksomheder kan godt få undersøgelsen, og Simon Risbjerg vil meget gerne have den.

- Som næstformand i erhvervsrådet er det vigtigt. Jeg har været i kontakt med kommunens erhvervschef, Jane Jegind, og jeg håber, at hun kan hjælpe, siger Simon Risbjerg.

Annonce

Uretfærdigt

Tonni Hansen siger uddybende til avisen, at det for ham har stor betydning at få Langeland Kommune registreret i undersøgelsen.

- Det er rart for os at have virksomhedernes holdninger, så vi kan arbejde ud fra det i erhvervsrådet. For mig er en placering på en rangliste ikke det væsentlige, men det er uretfærdigt, hvis Langeland ikke figurerer på den overhovedet, når vi er godt med i form af industri med mere, nævner borgmesteren.

- Ingen får altid det, man ønsker. Kan der ikke være en risiko for, at en besvarelse fra en virksomhed i sådan en undersøgelse kan være meget negativ, hvis virksomheden har fået et afslag på en ansøgning? At den så at sige vil bære præg af "hævn"?

- Jo, naturligvis. Alle kommuner giver på et tidspunkt afslag, og det kan spille ind. Men det skal aldrig bare være et afslag i sig selv. Det væsentlige er, at man så følger op med en dialog med virksomheden og for eksempel påpeger, at man kan søge på en anden måde - at der er alternative løsninger, svarer borgmesteren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Dødsfald

Annonce