Annonce
Ugeavisen Øboen

Roklub får ny bro

Havnens folk, frivillige fra roklubben med flere var med til at få sat den nye bådebro på plads. Her et glimt fra arbejdet. Foto: Michael Lorenzen
Plastmateriale betyder, at man slipper for at skulle tage broen op til vinteren

RUDKØBING: Rudkøbing Roklub har fået en ny og bæredygtig flydebro. Broen er leveret af firmaet Allflex Brosystem, hvis ejer, Michael Høgdahl Nielsen fra Glyngøre, sammen med kollegaen Allan Sørensen, Mariager, forleden var hernede. Flydebroen er lavet i vedligeholdelsesfrit og genanvendeligt plastmateriale, og den kan tåle vintervejret, uanset hvor hårdt dette i givet fald måtte blive.

Med andre ord slipper klubben for besværet med at skulle tage broen op hver vinter og sætte den ned igen det følgende forår. Samtidig kan man måske få opfyldt et længe næret ønske hos en del medlemmer om at kunne tilbyde vinterroning.

Det gælder blandt andre formanden for Rudkøbing Roklub, Karin Frost.

Hver enkelt roer, som vil deltage i vinterroning, skal vurderes, og naturligvis kan vejret i sig selv i perioder være så barskt, at ingen tager ud på vandet.

Annonce

Solide pæle

Tilbage til arbejdet på og i havnen, der i det flotte solskinsvejr tiltrak en række interesserede.

Sammen med mandskab fra Rudkøbing Havn, Rudkøbing Havnesmedie og frivillige fra roklubben med  Jørgen Siø Petersen som projektleder fik Allflex flydebroen placeret.

Blandt andet blev to solide pæle på 7,5 meter rammet cirka 4,5 meter ned i havbunden. De går gennem broens "rør" på siden af broen og holder denne på plads - med godt med luft til, at broen kan løfte sig op ved højvande. En 100 meters hændelse viser rekorden på 1,68 meter. Selv hvis vandet skulle nå derop igen, er der stadig ingen risiko for, at broen vrister sig løs.

Folk fra Rudkøbing Roklub har været på besigtigelse hos Randers Roklub, som har haft en sådan bådebro i 10 år, og den er rigtig fin stand.

Konstruktionen i Rudkøbing koster mere end en kvart million kroner, og investeringen er gjort mulig gennem fondsstøtte og klubbens egen opsparing. Broen er en forudsætning for klubbens aktiviteter, men den må også benyttes af alle til andre vandaktiviteter som f.eks. badning, krabbefiskeri og solbadning, oplyser René Larsen, næstformand og kommunikationsansvarlig i Rudkøbing Roklub.

Bådebroen er ved at blive monteret. Forrest Allan Sørensen og Michael Høgdahl Nielsen fra Allflex, ude i vandet Jørgen Siø Petersen fra Rudkøbing Roklub, der er leder af projektet. Foto: Michael Lorenzen

Største sponsor på projektet er Nordea Fondens "Her bor vi-pulje", der har bidraget med 150.000 kroner. Rudkøbing Roklub var en af 139 ansøgere til projekter, der modtog penge fra denne pulje.

Desuden har Fonden Langelands Elforsyning støttet med 50.000 kroner, Langeland Kommune med 40.000 kroner, Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond med 10.000 kroner og 5.000 kroner fra Odd Fellow Broderloge Kong Humble.

Annonce

Snart standerhejsning

På grund af coronapandemiens fortsatte hærgen er der ikke planlagt nogen officiel indvielse endnu. Men bådebroen vil givetvis blive omtalt og beundret, når roklubben holder standerhejsning søndag den 28. marts, uanset hvor mange deltagere de danske myndigheder så tillader denne dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Sølvbryllup

Ugeavisen Øboen

Dødsfald

Annonce