LANGELAND: Efter udsættelsen af 27 sorte egern i 2011 og 2012 besluttede projektets styregruppe at igangsætte et foderprojekt, der dels skulle give et fodertilskud til dyrene, og dels give nogle oplysninger om, hvordan det gik egernbestanden, og hvor i skovene de slog sig ned.
Der blev uddelt gratis foderkasser til mange private, der boede i nærheden af skovene og nogle frivillige opsatte foderkasser i skovområderne.
Det gik meget skidt det første år efter udsættelserne. Kun omkring en 10-12 dyr havde overlevet de første vintre efter flytningen. Men herfra gik det heldigvis den rigtige vej. Bestanden steg stille og roligt gennem årene, og det ser ud til, at der nu er 60-80 egern i skovene omkring Hou og Lohals.
Der er også nu egern, der har bevæget sig sydpå, idet der er mindst et egern i Snøde og et i Bøstrupområdet.
Men nu er vi enige i styregruppen om at slutte foderprojektet. De sorte egern kan sagtens finde den nødvendige mad selv, og bestanden er så stor nu, at vi ikke mere kan bruge foderkasserne til at få mere præcise oplysninger om bestandsstørrelsen.
Der er nogle foderkasser, der stadig er i rimelig stand, så vi har besluttet at uddele dem til interesserede borgere. Derfor vil undertegnede møde op ved Hollænderhus tirsdag d. 26. januar i tidsrummet 13 -15 med de bedste foderkasser. De kasser, der ikke uddeles denne dag, bliver stående nogle dage endnu, så man kan nå at få en foderkasse, selvom man ikke kan møde op tirsdag.
Egern er det eneste rene dagaktive vilde pattedyr i Danmark og er en livlig og sjov fætter at få besøg af i sin have. De spiser alt muligt forskelligt, men er specielt glade for solsikkekerner, hassel- og valnødder. Også specielle egern foderblandinger kan købes, men de er lidt dyre.
Du kan læse mere om Sort Egern Projektet på DN's og DN Langelands hjemmeside.
Jeg vil gerne takke alle de, der har været med i foderkasseprojektet og givet vigtige tilbagemeldinger, men også alle de mange, der har ringet, mailet eller fortalt om egernobservationer, når vi mødtes. Det har været af uvurderlig betydning.
Ligeledes til de, der har afleveret eller meddelt om dødfundne egern. De er efterfølgende blevet afleveret på Zoologisk Museum i København. Her kan de i fremtiden give vigtige informationer til forskellige forskere.