LANGELAND/STRYNØ: Der er godt med lokale islæt med denne gang, når Fyns Amts Avis uddeler den årlige hæder i form af Den sydfynske Initiativpris. To kandidater fra Langeland og en fra Strynø udgør halvdelen af finalefeltet. De øvrige tre er fra Svendborgområdet, mens hverken Faaborg-Midtfynområdet eller Ærø har nogen med denne gang, når det snerper til.
Dommerkomiteen har foretaget sin nominering og indstillet seks af kandidaterne til den endelige afgørelse, heriblandt Almira Vojnikovic, Rudkøbing, Strynø Bosætningsgruppe og bagerparret Kristiane og Thomas Holst Riess, Humble.
Almira Vojnikovic, der kom til Danmark som 14-årig med sin familie som bosnisk flygtning i 1995, er indstillet især for sit store arbejde og engagement for at hjælpe andre flygtninge. Lige nu har hun ydet en stor indsats for ukrainske kvinder og børn på Holmegaard på Sydlangeland og kort før den russiske invasion af nabolandet havde hun arrangeret en bosnisk-dansk temadag. Russerne var nået at gå ind i Ukraine, da temadagen blev afviklet. I det daglige ejer og driver hun tøjbutikken "Gine" i Rudkøbing.
Strynø Bosætningsgruppe er med i opløbet, fordi gruppen har formået at skabe en levedygtig ø til gavn for og med inddragelse af alle på tværs af køn, alder og nationalitet. Beboerne har udspring i helt op til 22 forskellige nationaliteter, og der er 50 beboere under 18 år, hedder det i den oprindelige indstilling.
Strynø blev for nyligt kåret som "årets ø" i en landsdækkende konkurrence med Landdistrikternes Fællesråd, Sammenslutningen af Danske Småøer samt Forenet Kredit i spidsen.
Kristiane og Thomas Holst Riess er nomineret for deres arbejde med at videreføre og yderligere udvikle Humble Bageri, som inden længe bliver suppleret med en café i naboeejendommen. Man skal lede længe for som her at finde to personer, som opgiver deres gode jobs i København for med fire børn at slå sig ned som selvstændige på Langeland og med unikke brød, kageudvalg og enestående chokoladearbejde at sætte Humble/Langeland på verdenskortet, som det hedder i indstillingen fra en lokal borger.
Her er juryen
Den sydfynske Initiativpris har en jury på seks personer:
Caspar Troest Jørgsensen, redaktionschef på Fyns Amts Avis.
Pia Skovshoved, klummeskribent Fyns Amts Avis (og tidligere musikskoleleder i daværende Gudme Kommune).
Uffe Strandby, tidligere forstander på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
David Brandenhoff, initiativtager til Kaffeklubben i Sønderrenden i Marstal.
Helle Ravn, forhenværende museumsinspektør på Langeland, frivillig i Medicinhaverne, Tranekær.
Finn Kyhn, formand for foreningen bag Korinth Kro.
Der har tidligere været vindere fra Langeland. I 2017 modtog Medicinhaverne i Tranekær initiativprisen.
Sidste år vandt foreningen bag Korinth Kro prisen for at redde og istandsætte den gamle kro i landsbyen nordøst for Faaborg. Kroen var på nippet til at blive dømt til nedrivning, men fik en allersidste chance og udgør nu et mangesidet overnatningssted.
De tre øvrige kandidater er foreningen bag købmandsbutikken i Lundeborg, folkene bag Æblehaven i Bregninge med 425 gamle æblesorter samt Lene Lee Jensen, initiativtager til og tovholder for Sind Aktivitetsgruppe i Svendborg.
Prisen blev i de første år uddelt på Fyns Amts Avis' fødselsdag 2. februar, men coronaen har vendt op og ned på dette. Denne gang sker det søndag den 24. april på Korinth Kro.
Der følger 30.000 kroner med hæderen.