Annonce
Ugeavisen Øboen

Udsatte børn og familier stikker til søs med Fylla

Red Barnet Langeland inviterer udsatte børn, unge og familier på ferielejr på Skonnerten Fylla. Pressefoto
Mange børn i Danmark kommer hverken på camping, teltture eller udflugter, når det er sommerferie. Derfor sender Red Barnet Langeland i år frivillige afsted til søs for at give 11 børn fantastiske ferieminder fyldt med frisk luft, fællesskab og et tiltrængt frikvarter.
Annonce

LANGELAND: Red Barnet Langeland afholder en anderledes ferielejr i år for udsatte børn, unge og familier - nemlig en lejr til søs på Skonnerten Fylla. Turen går fra Rudkøbing Havn tirsdag den 7. juli kl. 13 med ankomst i Nyborg den følgende dag.

- Vi har i år den glæde at kunne sende fem familier (syv voksne og 11 børn) fra vores familieoplevelsesklub ud på en fantastisk oplevelse, på togt med sejlskibet Fylla. En oplevelse som for mange af disse børn bliver deres eneste sommerferie-oplevelse. Det vil for mange af dem, være den oplevelse de kan fortælle kammeraterne om, når de kommer i skole igen efter ferien, siger John Toft, Formand for Red Barnet Langeland, ifølge en pressemeddelelse.

På Red Barnets ferielejre er der stort fokus på god hygiejne, afstand og rengøring – ikke mindst på Skonnerten Fylla, som skal overholde en lang række Covid-19-retningslinjer.

Det er ikke første gang, at Red Barnet afholder ferielejre på de danske farvande. Sidste år var første gang, hvor en række børn og familier fik unikke øjeblikke sammen, mens de lærte om livet som sømænd.

På skibet Fylla indgår frivillige, børn og familier i alle daglige rutiner. Det inkluderer alt fra sejlads og knobinding til rengøring og madlavning. Og så er der selvfølgelig plads til leg og afslapning.

Heidi Nystrand er med i år som Red Barnets frivillige togtleder og har mange års erfaring med sejlads. Besætningsmedlemmerne består derudover af skipper, en styrmand og en matros.

I Danmark kommer op mod 10 procent af alle danske børn ikke på ferie blot én enkelt gang årligt. Corona-krisen har kun forøget behovet for et pusterum blandt udsatte børn og familier, da mange oplever en mere presset hverdag end normalt.

I år afholder Red Barnet 58 ferielejre rundt omkring i landet, og på trods af den nye corona-virkelighed er det lykkedes Red Barnets lokalforeninger at arrangere 18 ferielejre med Skonnerten Fylla, som sejler fra havn til havn i fem uger henover sommeren.

Støtte til Red Barnet Langelands arbejde kan sendes ved henvendelse til John Toft på mail formandlangeland@redbarnet.dk.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Øboen

Kusketræf på Skovsgaard

Annonce
Annonce
Ugeavisen Øboen

Fynsk sanger på Skovsgaard

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce