Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Bag Disken: Kagens pynt er en underskrift

Lea Cesar kommer fra Slovenien, men flyttede til Danmark, da hendes kæreste fik fast arbejde. Hun havde svært ved at finde arbejde, og i dag er hun selvstændig. Foto: Christian Munk.
Lea Cesars helt store passion er at bage. Derfor åbnede hun i september sin egen butik med salg af kager. Nu drømmer hun om familie og endnu en butik.
Annonce

Ringkøbing: Lea Cesar savnede at snakke med mennesker. Hun lavede kager til barnedåb og bryllupper, men det var egentlig ikke så interessant at stå alene og pynte kager alene. Desuden delte hun køkkenet i Familiepark West i Hee med andre. Derfor tog hun springet og åbnede i september 2018 siden egen butik Baking Sins by Lea i Ringkøbing.

- Jeg ville gerne have et sted med store vinduer, som jeg kunne bruge som showroom. Her kan jeg også pynte og indrette caféen, som jeg selv vil, siger Lea Cesar, der blandt andet har lavet et lille børnehjørne med bord, stole og tegneting.

I butikken er der altid otte forskellige slags kager, hvoraf nogen af dem altid er glutenfri.

Lea Cesar

  • 28 år gammel
  • Bor i No med kæresten Nejc og to hunde
  • Oprindeligt fra Slovenien, men kom til Danmark for syv år siden
  • Er egentlig uddannet inden for økonomi
  • Har hverken en uddannelse som bager eller konditor, men har altid været kreativ og elsket at bage kager
  • Har haft butikken Baking Sins by Lea i Nygade siden september 2018
Annonce

Kager med blomster

Lea Cesar bliver ofte inspireret til nye kager af naturen omkring hende.

- Lige nu har vi for eksempel cupcakes med rabarberfyld. Jeg elsker rabarber – det har en dejlig friskhed. Jeg elsker at bruge sæsonens ingredienser, så i den her uge har vi også nogen med jordbær, hvor jordbærrene er fra en lokal avler. Jeg prøver altid at finde råvarerne heromkring. Jeg elsker at bruge lokale råvarer. Vi tilføjer hverken aromaer eller kunstige smagsstoffer. Vi laver det hele fra bunden, siger hun.

Hun er også vild med at afprøve nye opskrifter og at sætte smage sammen for at se, hvordan det smager. Det er bare ikke altid, det går lige godt.

- Jeg har prøvet at bruge lavendel og rosenvand i kager. Jeg syntes, det var fantastisk, men der var ikke så mange, der turde afprøve det, griner hun.

Annonce

Pynt betyder meget

Det går godt for Baking Sins by Lea. I den tid butikken har eksisteret, har flere og flere også bestilt kager til bryllupper og barnedåb. Det betyder, at hun minimum arbejder 50 timer om ugen.

- Næste år håber jeg, at jeg kan ansætte en, der kan hjælpe med at pynte kager. Den sværeste del er at finde en, der pynter ligesom jeg gør, og ligesom jeg gerne vil have det. Det betyder rigtig meget for mig, fordi pynten på kagen er jo en form for underskrift, siger Lea Cesar.

- Det er ikke min drøm at have et stort køkken. 10 kager per weekend er rigtig fint til mig. Hvis jeg får for mange, skal det også gå hurtigere, og så er jeg bange for, at jeg måske mister lysten. Heldigvis er kager stadig min store passion, og jeg har elsket at bage, siden jeg var en lille pige, siger hun.

Selvom hun gerne vil, er Lea godt klar over, at hun ikke kan klare det hele selv. Hun har ansat nogle, der hjælper med at passe butikken, og nogen, der hjælper i køkkenet. Foto: Christian Munk.
Annonce

En kage om dagen

- Jeg spiser nok en cupcake om dagen. Det er alt for svært at holde fingrene væk. Men jeg går også en tur næsten hver dag, og jeg spiser meget sundt. Masser af grøntsager. Så det må opveje hinanden, griner Lea Cesar.

Hendes butik ligger lige ud til den opgravede Nygade. Hun har tidligere kunnet mærke, at blandt andet turister ikke rigtig er kommet i butikken, fordi de er stoppet og vendt om ved enden af gågaden.

- Jeg er meget spændt på at se, hvad der sker, når belægningen er færdig. Jeg vil gerne tiltrække flere folk, så det kommer en lille terrasse med borde og stole ude foran. Så håber jeg, at folk bedre kan se, at der er også noget herhenne, siger hun.

Lea Cesar har også en drøm om en dag at åbne en lille butik med café i Holstebro.

- Jeg har mange kunder, der spørger, om jeg ikke snart åbner en butik mere. Men det bliver nok først om to, tre eller fire år. Den her skal lige køre selv først. Jeg vil også gerne have familie på et tidspunkt, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ringkøbing

Susanne i Kurbadet

Annonce