Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Der bor en bager i Østergade

Der er blevet bagt rundstykker i lokalerne siden april 2019, men de er blevet solgt i Struer. Fra nu af vil en del af brødet også blive solgt i Ringkøbing, hvor bagermester Michael Bek Madsen har genåbnet bagerbutikken. Foto: peso
Michael Bek Madsen sælger nu brød i både Ringkøbing og Struer.
Annonce

Bag Disken: Tirsdag morgen åbnede en ny bagerbutik i Ringkøbing. Fremover kan ringkøbingenserne igen købe friskbagt bagerbrød i Østergade.

Bagermester Michael Bek Madsen vil nu også sælge brød i Ringkøbing, som han hele tiden har gjort i Struer, hvor han har en bagerbutik på Ølbyvej.

- Selvom der ikke er blevet solgt brød og kager her siden 2016, så tror jeg godt, at jeg kan tiltrække kunderne. Det kræver godt håndværk, god service, nytænkning og kendte produkter, fortæller Michael Bek Madsen.

Michael Bek Madsen

44 år.

Stammer fra Stuer.

Udlært i 1995 hos Bageren på Ølbyvej i Struer.

Har arbejdet som bagersvend hos forskellige bagermestre.

Blev selvstændig på Ølbyvej i 2006.

Har haft bagerbutikken i Ulfborg.

Har bagt brød i bagerbutikken på Østergade i Ringkøbing siden april 2019.

Har nu også åbnet for salg i Østergade.

27 ansatte, heraf en del deltidsansatte.

Er kæreste med Hanne og har to bonusbørn og bonusbørnebørn.

Annonce

Livsstil

Han stammer fra Struer og kom i lære som bager hos Bageren på Ølbyvej i 1992.

- Det var svært at finde arbejde dengang, og der var en læreplads, så derfor gik jeg i lære som bager. Efter at jeg var blevet udlært i 1995, var jeg ansat hos forskellige bagere, fortæller Michael Bek Madsen.

I 2006 blev han selvstændig bagermester.

- Som selvstændig får man mulighed for at vise folk, hvad man kan med ens håndværk, forklarer Michael Bek Madsen.

At være bager bliver en livstil, hvor man arbejder, når andre mennesker ligger i deres senge.

- Jeg står op klokken 01.00 og går i bageriet. Så går jeg i seng ved middagstid, står op hen på eftermiddagen. Går så i seng omkring klokken 21.00 og står op igen klokken 01.00, fortæller Michael Bek Madsen.

Annonce

Svært at få folk

Med de arbejdstider kan det være svært at få folk.

- Det kan nogle gange være nødvendigt at lære ufaglærte op, når det er svært at få udlærte bagere. Jeg har en lærling, for det handler om at få folk ind i faget, siger Michael Bek Madsen.

I øjeblikket har han syv mand i bageriet og 20 ansatte i de to bagerbutikker i Ringkøbing og Struer, heraf er en del deltidsansatte.

Bagerkringlen i Østergade skal igen lede kunderne hen efter brød og kager hos bageren. Foto: peso
Annonce

Lokaler gjort klar

I det sidste stykke tid har der været ekstra travlt i bageriet i Østergade. Der er ikke bare blevet bagt brød og kager til brødudsalget i Struer, nej der har også været masser af håndværkere i lokalerne.

Bageriet skulle blandt andet have en ekstra ovn og butikslokalerne skulle gøres klar til igen at sælge brød og kager til ringkøbingenserne.

Bagermester Michael Bek Madsen har haft lokalerne til rådighed siden april i år.

- Jeg har egentlig haft kig på lokalerne i længere tid, men jeg kunne ikke blive enige med Bent Hvidberg om en lejeaftale. Derfor åbnede jeg i stedet i Ulfborg, fortæller Michael Bek Madsen.

Bagerlokalerne i Ulfborg viste sig at være fyldt med rotter, men dem fik Michael Bek Madsen bekæmpet.

- Desværre vendte de tilbage, så jeg måtte forlade lokalerne og fik i stedet en god aftale med Bent Hvidberg.

Michael Bek Madsen lægger dog ikke skjul på, at lokalerne i Ulfborg har kostet ham en del penge.

Nu er han i stedet klar i Ringkøbing og markerer åbningen med gode tilbud i de næste par uger.

- Jeg har fået den oprindelige familieopskrift på kanelkage af Bent Hvidberg, og jeg ved, at der er mange lokale kunder, der ser frem til, at bageren i Østergade igen har kanelkage, siger Michael Bek Madsen

Der bor igen en bager i Østergade, så navnet på slippen igen kommer til at passe. Foto: peso

Brødtekst

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ringkøbing

Susanne i Kurbadet

Annonce