Dejbjerg: Der er faktisk ingen grund til at lade være, for der er utallige gode grunde til at mødes og synge sammen.
Bedre nattesøvn. Øget blodcirkulation. Løftet humør og overskud. En styrket følelse af samhørighed. Bedre bekæmpelse af infektioner, stress, uro og bekymring. Stærkere konkurrenceevne. Og en stabil hjerterytme. Sundhedsforsker og musiker Lasse Skovgaard har mange argumenter for, at vi burde synge mere sammen.
I Dejbjerg tager vi ham på ordet og mødes til forårssangaften i Dejbjerg kirke torsdag den 7. april kl. 19.00.
Siden starten af marts måned har det været muligt at deltage i pop-up koret, der mødes hver torsdag aften i Dejbjerg kirke. Her indøves nye sange fra højskolesangbogen, så koret er klar som forsangere den 7. april. Samtidig har koret indstuderet nogle korarrangementer, som de optræder med imellem fællessangene. Vi håber at mange får lyst til at komme og være med, når vi dykker ned i den sangskat som er gemt i højskolesangbogen. Vi skal synge gode og kendte sange, men også lære et par af de nyere sange.
Efter fællessangen serveres en kop kaffe i kirken.
Gratis entré.