Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

En flot børnebog om en bi finansieret ved crowdfunding

Kathrine Nørgaard har finansieret sin bog ved crowdfunding. Folk har betalt for bøgerne på forhånd, over 300 bøger var solgt, inden bogen blev trykt i et oplag på 500. Foto: peso
Efterskolelærer Kathrine Nørgaard har fået udgivelsen af sin bog finansieret ved at sælge bøger på forhånd
Annonce

Ringkøbing: Efterskolelærer Kathrine Nørgaard har skrevet en børnebog på vers om en bi, der drager ud i verden og bliver klogere på verden og livet og sig selv.

Ringkøbing: - Jeg har altid elsket at skrive og jeg har altid gjort det på vers. Vers er nemmere for mig, der kan ligge meget mere mellem linierne, fortæller Kathrine Nørgaard.

Hun henter sin inspiration fra sin far, der er god til lejlighedssange, og fra sin farmor, der var god til at fortælle historier.

Kathrine Nørgaard har netop udgivet sin første bog, Forbifarten. En illustreret børnebog på vers. Hun har selv finansieret børnebogen via crowdfunding, hvor folk har købt hendes bog på forhånd.

Kathrine Nørgaard er til daglig efterskolelærer på DHE i Skjern. Hun bor i et yndigt lille hus i en af de gamle gader i Ringkøbing.

- Jeg troede egentlig, at jeg skulle være journalist og var også i folkeskolepraktik på Herning Folkeblad. Da jeg så kom på efterskole og gymnasium, sagde flere og flere af mine lærere, at jeg da skulle være lærer, fortæller Kathrine Nørgaard.


Vers er nemmere for mig, der kan ligge meget mere mellem linierne


Efter studentereksamen og en tid som au-pair i Wien blev hun efterskolelærer på Husby Efterskole.

- Jeg fik et årsvikariat. Jeg skulle undervise i dansk, engelsk og tysk, men var ikke uddannet lærer. Jeg havde været au-pair hos en engelsk-østrigsk familie i Wien og havde fået en god udtalelse fra Finn Tarpgaard på Vedersø Idrætsefterskole, så de turde godt at ansatte mig. Jeg var 21 år og sorgløs og ubekymret, som man er i starten af 20’erne. I dag ville jeg bekymre mig over sådan en skridt – det gjorde jeg ikke dengang, siger Kathrine Nørgaard.

Hun husker ikke selv sin alder som et problem.

- Jeg kunne både være lige med eleverne og stadig være en autoritet. Jeg elskede at være så tæt på eleverne, som man jo er på en efterskole. Det var lige mig, man får skabt en relation til eleverne. Har du en elev, der hænger lidt i et fag, så er det godt at vide, at eleven er god til noget andet, det kan så bruges i undervisningen, påpeger hun.

Kathrine Nørgaard fik en formel lærer-uddannelse og fortsatte i efterskoleverdenen.

Annonce

Håndbold og Ringkøbing

Kathrine Nørgaard har altid spillet håndbold og spillede i Tjørring, da hun begyndte at undervise i Husby.

- Der var for langt at køre, så jeg kontaktede Lars Buhl fra Ringkøbing Håndbold, der gerne ville have mig til klubben, der spillede i 2. division. Det var dengang man overtog kvindehåndbold-aktiviteterne fra Skjern, fortæller hun. Hun fik mange bekendte i Ringkøbing og flyttede til byen.

Annonce

Nørgaard/Nørgaard

På lærerværelset på Vedersø Idrætsefterskole mødte hun Anita Nørgaard Kristensen, som hun lavede firmaet Nørgaard/Nørgaard med.

Kathrine Nørgaard har taget sin egen familie og familiens hund med i sin historie. Foto: peso

- Vi skulle til fødselsdag hos en fælles kollega og kiggede på et kort og blev enige om, at det kunne vi da gøre lige så godt. Så kunne det godt være stoppet der, for sådan noget forretning er slet ikke mig. Min bror var meget forundret over, at jeg var den første af os fem søskende, der fik et CVR-nummer. Men Anita holdt ved. Hun er en iværksættertype og har altid drømt om at få sit eget, så vi lavede et firma. Jeg skriver ordene og Anita laver alt det andet, udformer kortene og passer webshoppen, forklarer Kathrine Nørgaard.

Annonce

Børnebogen

En dag kom en af hendes håndboldkammerater med et udklip.

- Janne Stengaard gav mig et udklip om en børnebogskonkurrence og mente, at jeg skulle skrive en børnebog, så jeg gik i gang. Jeg lå i en rød drømmeseng i mine forældres have og skrev bogen. Jeg tog udgangspunkt i virkelige hændelser og erkendelser, blandt andre min familie og vores hund. Jeg vandt ikke, men nu var historien der, så jeg sendte den ind til et forlag, men fik afslag. Siden er den dukket op ind i mellem, blandt andet har min svigerinde brugt den i sin klasse og fik børnene til at lave tegninger til teksten, fortæller Kathrine Nørgaard.

Flere forlag sagde nej, men et forlag pegede på, at hun jo kunne udgive den selv.

- Det er dyrt, især fordi jeg gerne ville have bogen illustreret af Linda Damgaard, der laver akvareller. Finansieringen skete så gennem crowdfunding, hvor folk fra mine mange forskellige netværk købte bogen på forhånd, så der var råd til at hyre en god illustrator og få trykt bogen. Jeg solgte 300 bøger og fik så bogen trykt. Det var meget rørende at opleve den opbakning, jeg har fået fra mange dele af mit liv. Venner fra folkeskole, efterskole, gymnasium, højskole, seminarium, efterskolekollegaer, gamle elever og deres forældre, håndboldveninder og min egen familie, siger Kathrine Nørgaard.

Hun vil ikke afvise, at der kunne komme flere bøger.

- Hvis jeg fik ideen og havde god tid, så kunne det da godt være, siger Kathrine Nørgaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ringkøbing

Masser af druer

Annonce