Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Enemærkets Hostahave blandt Danmarks top 50 haver

Enemærkets ejere, Helle Sandager og Henning Christensen. Besøgshaven er på 15.000 kvm. Foto: Jørgen Kirk
Enemærkets Hostahave ved Ringkøbing indgår i have- og foredragsturnéen "Top 50 Haver", hvor man kan opleve både store, smukke slots- og herregårdshaver samt en række af Danmarks mere hemmelige og private haveperler.

Ringkøbing-Skjern: Med have- og foredragsturnéen "Top 50 haver" er det lykkedes "The Danish Club" at få alt fra godsejere til passionerede, private haveejere til at åbne op og vise deres fantastiske haver frem for publikum. Samtidig krydres rundvisningerne med personlige fortællinger og tips til smukke haver. I det midtjyske kan man blandt andre besøge den unikke have Enemærket i Ringkøbing. Enemærket har en gammel historie med sig, startende som frugtplantage tilhørende Købmand Schubert og senere bosatte skoleinspektør og modstandsmand Johannes Bøgner sig her med sin søster.

Foto fra Enemærkets Hostahave. Arkivfoto

I 2003 købte Ester og Wilhelm Knudsen Enemærket. De skabte på smukkeste vis den i dag fantastiske have med mere end 1700 forskellige hostaer, hundredevis af dagliljer, hortensiaer, rhododendroner, stedsegrønne buske, smukke træer og meget mere. I dag er det ægteparret Helle og Henning som passioneret driver haven videre. Besøgshaven er på 15.000 kvm.

Inspiration fra England

I England har havevandringer i mange år været en stigende trend. Det har inspireret stifteren af "The Danish Club" til at få 50 haveejere af fantastiske - men ofte ukendte - haver, til at slå havelågen op for besøgende. Ideen er at invitere et bredt publikum ind i haverne ved de specielle rundvisninger, men også at inspirere folk til selv at opleve haverne, hvis ferien skal tilbringes under hjemlige himmelstrøg. Hvis man deltager i "The Danish Clubs" arrangementer får man udover haverne også mulighed for at komme tættere på de historiske bygninger, der ofte er en del af haverne.

Annonce

Lokale perler skal gøres kendte

Man kan blandt de 50 haver udover Enemærket også finde rundvisninger og inspiration i andre, lokale haver i hele Danmark. Blandt andre en privat perle på Lolland, der på 5,5 hektar har en af Nordeuropas største privatejede samlinger af plantearter. Er man til roser så er Rosenhaven på Kornerupgaard i landsbyen Kornerup ved Roskilde et must at besøge. Her har ejeren Bente Egelund anlagt en unik have med over 700 forskellge arter roser. Ja selv på Bornholm er der en have repræsenteret, hvis man vil opleve en 7000 kvm stor besøgshave. Og så er der Peter Wibroes private have i Holte, der eksklusivt kan besøges gennem klubben.

"Vi har alle brug for at opleve nye steder, fællesskab, inspiration og få frisk luft under åben himmel. Hver af de 50 udvalgte haver er unikke, og der er ofte også et historisk hus med i rundvisernes fortællinger. Vi har gjort oversigten over "Top 50 haver" let tilgængelig og fremviser den enkelte haves univers og den store diversitet, der bydes på. Fra de barokke haver til japanske haver, rosenhaver, de vilde, naturlige haver og de pertentligt kultiverede af slagsen. Målet er at udbrede kendskabet til de mange fine haver, og give gæsterne masser af inspiration og oplevelser med hjem fra både huse og haver," siger Merete Otillia Knudsen, ejer af "The Danish Club".

De 50 haver er udvalgt sammen med den engelske haveekspert og forfatter, Toby Musgrave, der også vil vise rundt i enkelte haver. Han er en af Europas førende eksperter indenfor have- og plantehistorie.

"Danmark har et fantastisk klima for alle slags haver. I har en kæmpe diversitet, og der er ufattelig mange steder, offentligheden normalt ikke har mulighed for at opleve, enten fordi de er private eller fordi, de ikke er kendt af særlig mange. Det er måske en overraskelse for danskerne, det var det i hvert fald for mig, hvor mange fantastiske haver, I har, som bare venter på et større publikum," siger Toby Musgrave.

Prisniveauet for hvert af de mange havebesøg ligger på cirka 125 kr. for klubmedlemmer og cirka 275 kr. for ikke medlemmer. Medlemskab af "The Danish Club" koster 500 kr. om året. Se eventuelt alle haverne og arrangementerne på denne side: https://danishclub.dk/da/gardens.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce