Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Forfatter glæder sig over modtagelse i Ringkøbing

Birgit Lynge har ikke plads til hverken et flygel eller et orgel i sin lille lejlighed, men harmonikaen er der plads til. Hun håber at hun kan få et organistjob i nærheden af Ringkøbing. Foto: Johan Gadegaard.
Birgit Lynge har fundet masser af lys og åbenhjertighed i byen ved fjorden. Hun kender byen fra deltagelse i mange af Bob Moores kurser om healing, meditation og personlig udvikling.

Ringkøbing: Lejligheden er ikke stor, men beliggenheden er fantastisk. Tæt på fjorden og tæt på centrum, men alligevel stille og rolig.

Forfatteren Birgit Lynge har været nødt til at købe nye møbler, der passede til hendes nye liv i Ringkøbing, hvor hun flyttede til 1. december.

- De sidste gange jeg er flyttet, er boligerne blevet mindre og mindre, så jeg har virkelig lært at finde det vigtigste blandt mine ejendele, siger Birgit Lynge med et smil.

Ringkøbing kender hun fra tidligere besøg i byen, da hun fulgte kurser hos Bob Moore.

- På et tidspunkt i livet har man brug for et kompas. Det fik jeg, da jeg lærte healing og spirituel psykoterapi hos Bob Moore i slutfirserne og starthalvfemserne, forklarer Birgit Lynge.

Dengang boede hun privat forskellige steder i Ringkøbing, hvor hun stadig har nogle bekendte.

Hun har livet igennem søgt ny viden gennem uddannelser, kurser og rejser.

- Jeg tog først en treårig lærereksamen inden jeg startede på Musikvidenskab på universitetet. Musik har altid betydet meget for mig, jeg kunne læse noder, inden jeg kunne læse bogstaver, fortæller hun.

Efter første del af musikvidenskab tog hun med sin tandlæge-mand til Grønland, hvor hun boede i Nuuk og Nanortalik. Her blev deres datter Petrine født.

- Mit speciale i musikvidenskab kom til at hedde: Rytmiske musik i Grønland - musikkens politiske, historiske og samfundsmæssige baggrund, som siden blev udgivet som bog, forklarer Birgit Lynge.

I nogle år var hun lærer på Marselisborg Gymnasium. Hun lærte også at drømmetyde.

- Jeg bliver vejledt af mine drømme, det var også i en drøm at jeg tog til Indien og fandt min ørnestyrke. På den rejse fik jeg ideen til mit eget firma, Power-Design, med kurser i personlig udvikling og lederkurser med udgangspunkt i musikken, forklarer hun.

Hun har også lavet kurser og forskning, hvorved kræftramte lærer at bruge sang og musik som et middel til at klare deres sygdom.

Birgit Lynge har udgivet flere bøger, først fagbøger, men i 2018 udgav hun den erotiske roman "Rejsning", ifølge Birgit Lunge en kraftfuld og gribende roman om kærligheden.

- Lige nu er jeg i gang med bogen "Blå Skæbne" om fire generationer af fiskere i Skagen. Ideen til titlen og hele første kapitel kom til mig under en gudstjeneste i Skagen, fortæller hun.

Hendes seneste uddannelse er som organist.

- Orgler er musikkens dronning. Jeg håber, at jeg kan få et lille deltidsorganistjob her i nærheden af Ringkøbing, for mine fingre savner tangenter. Lige nu har jeg kun harmonikaen, siger hun med et smil.

Hun har senest boet på Vemmetofte Kloster på Sjælland, men flyttede derfra, da der flyttede rygere ind i lejlighederne på det gamle kloster.

- Jeg ville gerne have lys, frisk luft og udvikling. Det skrev jeg på min Facebook-side og det fik en af mine gode veninder i Ringkøbing til at svare: Kom til Ringkøbing. Det gjorde jeg, og jeg har fået en fantastisk modtagelse. Folk her er meget åbenhjertige og meget hjælpsomme. Jeg skrev på bygruppen, at jeg skulle have sat mit anlæg op på væggen og dagen efter stod en venlig mand foran min dør, fortæller Birgit Lynge.

Nu har hun fået sig indrettet i den lille hyggelige lejlighed.- Lejligheden er lille, men jeg faldt for beliggenheden – ved biblioteket, fjorden og havnen. Her kan jeg fokusere på at skrive min næste roman færdig, fortæller Birgit Lynge.

Hendes slutbemærkning lyder:

- Som barn grinte jeg højlydt, når jeg fik fortalt, at min oldefar er ”født i Tarm og døbt i Velling". Når jeg nu ser ud over fjorden og får øje på Velling kirketårn, så giver det en ganske anden mening.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce