Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Giv øjnene en solsikker sommer - solbriller beskytter mod UV-stråler

Hanne Kobborg råder folk til at huske solbriller. Foto: Jørgen Kirk
Den 27. juni er det International Solbrilledag – en årlig mærkedag, der skal minde om vigtigheden af øjenbeskyttelse mod de skarpe UV-stråler.
Annonce

Ringkøbing:  Sommerens varme dage venter forude, og det får de fleste danskere til at tilbringe mere tid ude under åben himmel. Men det er ikke kun blege arme og ben, der skal skærmes mod den skarpe sol; øjnene har også brug for beskyttelse.

- Om sommeren er UV-strålingen meget kraftig, og overdreven eksponering for sollys kan give både kortvarige og langvarige øjenproblemer. På kort sigt kan det resultere i blodskudte, hævede øjne og en overfølsomhed over for lys. I ekstreme tilfælde kan man simpelthen blive solskoldet i øjet og kortvarigt miste synet delvist, fortæller Hanne Kobborg fra Kobborg Optik og tilføjer, at flere eksperter også mener, at strålerne fremmer grå stær.

- Et par gode solbriller gør det ikke kun mere behageligt at opholde sig i solen, de er også en vigtig beskyttelse for øjnene. Det bør derfor være lige så selvfølgeligt at bære solbriller som at smøre solcreme på huden, siger Hanne Kobborg.

Annonce

Solbriller med styrke

Ifølge Hanne Kobborg skal man afklare sit behov, inden man vælger solbriller. Det handler om at se på, hvor meget man skal bruge solbrillerne og i hvilke situationer.

- Hvis man bruger briller til dagligt, vil det være en god idé med et par solbriller med styrke. De kan også laves med flerstyrkeglas, så man har læsefelt i bunden og afstandsfelt i toppen – eller man kan få solbrilleglas, som kan klikkes uden på almindelige briller, tilføjer hun.

Hvis man er til fart over feltet, findes der en lang række sportsbriller, som man med fordel kan vælge i stedet for almindelige solbriller. De er ekstra lette, meget holdbare og kan beskytte øjnene mod både skader samt vind og vejr.

- På nogle sports-solbriller kan man udskifte glasset, og det giver meget stor fleksibilitet. Man kan fx bruge dem på løbe-, cykel- eller sejlture. Mange er også glade for den sportslige stil i designet, men det er selvfølgelig meget individuelt, siger Hanne Kobborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce