Ringkøbing: Mange butikker er lukkede på grund af coronarestriktioner, men det betyder ikke, at du ikke kan komme i kontakt med dem, påpeger købstadschef Jacob M. Rasmussen.
- Butikkerne må gerne udlevere varer, så har en kunde brug for noget, så ring til butikken. Nogle butikker bringer også varer ud. Mange butikker har også webshop, hvor kunderne stadig kan handle lokalt, siger Jacob M. Rasmussen.
Han gør også opmærksom på, at mange butikker faktisk stadig holder åbent.
- Kunderne kan jo stadig handle i supermarkeder, hos slagtere, bagere. Hele sundhedsområdet med Matas, apotek, optikere og lignende har jo også stadigvæk åbent. Folk kan også købe take away hos restauranter, påpeger købstadschefen.
Han opfordrer til, at kunderne følger opdateringerne på foreningens hjemmeside og Facebookside.
Julehandel
Ringkøbings butikker havde en god julehandel.
- Der var godt med kunder i butikkerne. Jeg tror også , at det betyder noget, at smittetrykket her i kommunen generelt har været lavt, så kunderne har ikke været bekymrede for at gå i butikkerne, siger Jacob M. Rasmussen.
Han håber, at alle butikkerne snart kan holde åbent igen.
- I butikkerne vil man jo helst holde åbent, men det skal selvfølgeligt været forsvarligt. Man kan da begynde at håbe på, at myndighederne begynder at se på de lokale smittetal, hvor vi jo ligger ret lavt, påpeger Jacob M. Rasmussen.