Spørgsmål: Vi er et par på 38 og 41 år, hver med et barn fra tidligere forhold.
Vi planlægger at købe et hus sammen og vi vil giftes næste år.
Vi vil gerne indskyde henholdsvis 600.000 kr. og 300.000 kr. i handlen med et hus, men vi er enige om, at vi hver skal have hele beløbene tilbage inden vi deler, hvis vi flytter fra hinanden.
Hvordan kan man gøre det?
Anm.
Svar: I kan oprette en samejeoverenskomst, hvor det anføres, at den ene ejer har betalt 600.000 kr., og at den anden som medejer har betalt 300.000 kr. derfor skylder dig halvdelen af mérbeløbet på kr. 300.000, altså kr. 150.000, som ikke forrentes og som forfalder på anfordring, iht. til et særskilt skriftligt anfordringsgældsbrev.
Du bør sørge for at få pant i din kærestes halvdel af ejendommen til sikkerhed for gælden til dig. Dette kan f.eks. ske ved at han udsteder et ejerpantebrev.
Når I bliver gift, så bør jeres respektive ejerandele i ejendommen gøres til jeres særejer, og dit tilgodehavende på 150.000 kr. skal så også være særeje for dig, ligesom hans gæld til dig skal være hans særeje.
jdk.
Spørgsmål: Vi har lejet vores parcelhus ud til en ukrainsk familie, hvor jeg troede at de var tre personer, men hvor vi efterfølgende har fået oplyst, at familien har fem-seks børn. Det slider sikkert ekstra meget på hus og have, og jeg vil gerne vide, om det kan være lovligt, eller om det kræver en særlig tilladelse fra udlejer, når jeg har lejet ud til beboelse på en almindelig standardlejeaftale fra Boligministeriet.
Skal der afholdes obligatorisk indflytningssyn og udflytningssyn af lejer og udlejer. Vi har ikke afholdt indflytningssyn, fordi huset er overtaget som nymalet og skal afleveres som sådan. Er det forbudt?
Anm.
Svar: Det er lovligt.
Lejeloven hjemler ikke adgang til at ophæve eller opsige en lejeaftale for udlejer, på grund af at lejer har mange børn eller få børn.
Det er korrekt, at der er lovpligtigt indflytnings- og udflytningssyn, hvis udlejer har mere end ét lejemål. Det blev lovpligtigt i 2015. Selvom I kun har et lejemål, så er det alligevel en god ide, for begge parter at afholde ind- og udflytningssyn.
Jdk.
Spørgsmål: Har lønansatte på kontor også ret til en årlig lønstigning eller lønforhandling i krisetider?
anm.
svar: En ansat er altid berettiget til at anmode om en lønforhandling, men der er ikke arbejdsretlig lovgivning, eller anden lovgivning, der forpligter arbejdsgiveren til at tage en årlig forhandling om lønspørgsmål med den ansatte.
Derimod kan der i de enkelte faggruppers faglige overenskomster, være faste kollektive aftaler som arbejdsgiver skal følge.
jdk.
Spørgsmål: Kan der gives forsørgertabserstatning, hvis en mand er fuldtidsarbejdende, når han pludselig falder om og dør som 70-årig, når ægtefællen gennem 32 år er 59 år og hjemmegående?
anm.
Svar: I henhold til erstatningslovgivningen, er det fastsat, at forsørgertabserstatning nedsættes med 8,5 procent pr. år fra det fyldte 55 år, ved skadens indtræden.
Dermed har efterladte til en person på 70 år ikke krav på forsørgertabserstatning.
jdk.