Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Kender du dette håndklæde? Så er du ikke alene. Det findes i tusindvis af eksemplarer

Sådan kender vi håndklædet, som er fast inventar i de vestjyske omklædningsrum. Foto: Christian Baadsgaard
Uanset hvilket omklædningsrum, du kommer ind i rundt i kommunen, så ligger der som regel altid et håndklæde fra Ringkøbing Landbobank. Reklame-håndklædet har eksisteret i over 20 år, og hvert år uddeles der omkring 1500 af slagsen.
Annonce

RINGKØBING-SKJERN: Hvis du har været i et omklædningsrum et hvilket som helst sted i kommunen, så har du med stats - og bankgaranti set det.

Enten hænger det på en knage. Ellers ligger det på en bænk. Hvis det da ikke stikker op af en sportstaske.

Du har gættet rigtigt: Landbobank-håndklædet!

Om du så har taget brillerne – forudsat at du bærer briller - af for at gå ind under bruseren, så kan du genkende det trods tåget syn. Grønt og hvidt med et stort R og L i midten. Nye, gamle, friske eller slidte, så er håndklædet en del af det vestjyske fritidsliv.

Og er du en af dem, der har frotteret dig og hurtigt tænkt ' Gad vide, hvor mange håndklæder det er blevet til?', så er her et svar på dit spørgsmål. Næsten da…

- Vi har haft dem altid. I hvert fald i den tid, jeg har været i banken, og det er 20 år, fortæller Klaus Gamst, markedschef hos Ringkøbing Landbobank.

Han tør ikke at gisne om, hvor mange, der er uddelt gennem tiden. Men på årsbasis har han et tal.

- Vi uddeler 1500 af dem hvert år, eller cirka fem om dagen. Når vi bestiller dem hjem, så bestiller vi flere tusinder af dem ad gangen, forklarer Klaus Gamst.

Anders Vestergaard Larsen er storforbruger af håndklædet. Han spiller nemlig på RIFs andendivisionshold, og minimum fire gange ugentligt finder han håndklædet frem i sin sportstaske, når han har trænet eller spillet kamp. Foto: Christian Baadsgaard
Annonce

Intet slår et håndklæde

Alle typer foreninger har fået dem gennem tiden. Selvfølgelig mange fodbold- og håndboldhold, da det er store sportsgrene her i området.

Og når der skal være et arrangement, hvor der er gevinster på spil, så ved Landbobanken godt, hvad der skal pakkes. Drikkedunke og sportstasker er populære, men der er intet, der slår et håndklæde.

- Det er en sikker vinder, og vi hører fra foreningerne, at de er glade for at have det med, siger Klaus Gamst, som betegner det som en rigtig god reklame for banken, fordi det er praktisk anvendeligt og bliver taget frem igen og igen.

De seneste par år er farven skiftet til sort, men det er stadig de grønne, der er flest af i skabe og skuffer rundt om. Klaus Gamst har set massevis af håndklæder fra Landbobanken på sin færd.

- Jeg har set håndklæder, hvor jeg ikke tør at tænke på, hvor mange gange, de har været vasket. Derfor køber vi også ind i en god kvalitet, så de kan holde.

Annonce

Det bedste

At det er et håndklæde som intet andet, vil Anders Vestergaard Larsen skrive under på. Når han går ud af Ringkjøbing Landbobank, hvor han arbejder som salgsleder, trækker han i fodboldstøvler som midterforsvarer på Ringkøbings andendivisionshold. Gennem 20 år har han spillet i RIF, og udover de blå striber er han godt bekendt med de hvid-grønne håndklæder. Minimum fire gange om ugen tager han håndklædet frem, når træningen eller kampen er slut.

- Jeg har nærmest ikke andre håndklæder. Det er nok det bedste håndklæde, der findes - men jeg har jo næsten heller ikke prøvet andre, smiler Anders Vestergaard Larsen.

Og er du en af de heldige, der er nytørret ejer af et håndklæde fra Ringkjøbing Landbobank, så har Anders Vestergaard Larsen et lille tip:

- Bare to gange i vasken. Så er de perfekte!

Gennem årene har håndklædet været grønt og hvidt, men nu er det blevet sort og har bankens logo med faklen. Foto: Christian Baadsgaard
Medarbejderne i Ringkjøbing Landbobank kender håndklædet særdeles godt. Den uddeles i 1500 eksemplarer årligt. Her er en lille kollektionsprøve, fremvist af Trine Clausen, Karen Langer, Steen Kirk Jensen og Anders Vestergaard Larsen. Foto: Christian Baadsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ringkøbing

Som ung var Jesper Märcher Larsen professionel fodboldspiller. Nu bruger han sin energi på at drive Skousen Invita-butik i Ringkøbing

Annonce