Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Kirkespil Ringkøbing opfører ”Grænsen” for at fejre 100-året for genforeningen

Den festlige plakat, der er tegnet af Peter Herman, er en beskrivelse af Kirkespil Ringkøbings nye forestilling ”Grænsen”.
Tre monologer er en stor del af forestillingen.
Annonce

Ringkøbing: Kirkespil Ringkøbing markerer 100-året for genforeningen med forestillingen ”Grænsen” i Ringkøbing Kirke 23.-25. oktober. Det bliver en anderledes oplevelse, men af lige så høj kvalitet som teatergruppens foregående om Luther.

Denne gang har Kirkespil Ringkøbing allieret sig med Vokal Vest og Grænseforeningens lokale afdeling for at præsentere en forestilling, der beskriver genforeningen fra forskellige synspunkter. Publikum bydes på tre monologer, hertil musik og sang fra blandt andet skuespillet ”Moderen” af Helge Rohde og Carl Nielsen samt fællessang.

Monologerne er skrevet specielt til ”Grænsen” og fremføres af forfatterne. Mikael Biehl Hansen beretter om sin sønderjyske oldefar, der måtte betale den ultimative pris for sin danskhed. Han blev under 1. verdenskrig indkaldt til den tyske hær og mistede livet under krigen. Mogens Thams har fundet træk fra sin barndom i 1960’ernes Sønderjylland og fortæller om, hvordan sønderjyder og hjemmetyskere levede sammen, mens Anita Stampe holder en tale, som hun forestiller sig en dansksindet ung pige i Sydslesvig kunne holde om det gode forhold, der er blevet i grænselandet i dag.

- 2020 er 100 år jubilæet for genforeningen. For hele landet og vores fælles historie har genforeningen enorm betydning. 2020 er året, hvor det skulle markeres og fejres, men corona kom til, og mange arrangementer blev aflyst. Vi vil i Kirkespil Ringkøbing gerne være med til at fejre genforeningen, der også har haft en stor betydning for kirken, siger sognepræst i Rindum Mogens Thams, der er formand for Kirkespil Ringkøbing.

Teatergruppen har arbejdet med ”Grænsen” i et års tid og har valgt at gennemføre den her i efteråret. Coronavirus er stadig blandt os, så ”Grænsen” bliver opført efter de gældende regler. Det vil sige, at der er et begrænset antal billetter til hver af de fire forestillinger. Det vil derfor være en god ide allerede nu at sikre sig en billet på www.datsbilletten.dk, hvis man vil være sikker på at få en plads.

Billetterne koster 120 kr. pr. styk, 60 kroner for børn under 15 år og studerende, og i prisen er inkluderet et lille traktement, som Grænseforeningen er vært ved i Ringkøbing Kirkehus efter hver forestilling.

”Grænsen” opføres i Ringkøbing Kirke fredag 23. oktober, lørdag 24. oktober og søndag 25. oktober kl. 19.30 samt lørdag 24. oktober kl. 16.00.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce