Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Når hunden skal til tandlæge

Fra forår til efterår kan der sætte sig flåter i læbefolder eller ved tandkødet på hunden. Foto: Skjern Dyrehospital
Kæledyr kan også få ondt i tænderne, men de er gode til at skjule smerter, fortæller veterinærsygeplejerske Helle N. Mouridsen fra Skjern Dyrehospital

Klumme: Mange af os kender følelsen, når vi træder ind ad døren ved tandlægen. Bare der nu ikke er noget, der skal laves, eller den murren vi har haft i tænderne det sidste stykke tid, ikke er noget alvorligt.

Heldigvis kender vores kæledyr ikke til tandlægeskrækken på samme måde som vi gør, men smerter i tænderne, tandsten og dårlig ånde er desværre en realitet for mange af vores hunde og katte.

I april måned har mange dyrlæger ekstra fokus på den gode mundhygiejne ved især hunde og katte. De hjælper gerne dig, som er ejer med gode råd om daglig pleje af dit kæledyrs tænder og mundhule, samt hvad der kan gøres, hvis der er problematikker.

”Den spiser jo stadig sit foder, så den har ikke ondt, vel doktor?”

Denne sætning hører mange dyrlæger næsten dagligt, når de har kigget kæledyret i munden og f.eks. fundet ildrødt tandkød, tandsten eller en knækket tand.

Desværre er det ikke helt korrekt, at dyret ikke har ondt, blot fordi den spiser dens foder. Vores dyr stopper normalt først med at spise foderet når det gør MEGET ondt og har gjort det over en længere periode, mens andre stadig spiser trods smerter. Dyrene kan nemlig vælge at tygge i den anden side af munden, eller sluge maden uden at tygge den.

Vores dyr er ikke gode til at vise smerter og slet ikke, når det kommer til smerter i tænderne. Derfor kan de ofte gå i en længere periode, uden vi opdager, at der er noget galt.

De bakterier der kan opstå i munden, ved dårlig mundhygiejne, kan gå i blodbanerne og give anledning til infektioner i bl.a. hjertet, lever og nyrer. Det er derfor vigtigt at få tjekket tænderne, hvis man er i tvivl.

Hvad skal jeg som ejere være opmærksom på?

Du bør tjekke din hund/kats tænder jævnligt, gerne 1 gang om måneden. Herved vil du hurtigere opdage, hvis der er noget galt eller hvis den er begyndt at få lidt ekstra tandsten på en tand, frem for de andre.

En anden god ting er at børste tænder på sin hund eller kat. Dette gøres 1 gang dagligt, med en ultra-soft tandbørste og egnet hunde/katte tandpasta. Herved vil du også hurtigt se, hvis der er afvigelser i munden.

Dit kæledyrs tænder skal helst være pæne hvide, tandkødet skal være sart lyserød og alle tænder skal være hele, uden sorte prikker, hvis man ser ned ”oven i” tanden. Tjek desuden for, at der ikke sidder en pind på tværs i ganen. Fra forår til efterår kan der desuden sætte sig flåter i læbefolder eller ved tandkødet.

Er du i tvivl om dit kæledyrs tænder og mundhule er sund og rask, tilbyder mange dyrlæger en gratis kontrol af tænderne.

Hvis mit kæledyr skal have ordnet tænder, hvad sker der så?

Ved mange dyrehospitaler er der ansat en dyrlæge med særlig stor interesse for tand- og mundhulelidelser. Desuden er der også ofte en veterinærsygeplejerske med en faguddannelse inden for tænder eller med ekstra kurser i emnet.

Når kæledyret ankommer til dyrehospitalet, vil den får en beroligende sprøjte. Desuden vil man blive tilbudt at få taget en blodprøve inden den endelig bedøvelse, for at sikre at dit kæledyrs organer er sunde og raske og kan tåle bedøvelsen.

Så snart svaret på blodprøven er klar, vurdere dyrlægen sammen med sygeplejersken der skal stå for bedøvelsen, forledes bedøvelsesforløbet skal være, for det er så sikkert for dit kæledyr som muligt.

Når kæledyret er i fuld bedøvelse, laves en grundig mundhuleundersøgelse. Dernæst renses tænderne med ultralyd og bliver poleret, som vi kender fra vores egen tandlæge. Lige som vi får taget rutinemæssige røntgenbilleder af vores tænders rødder, tages der også billeder af kæledyrets. Herved kan dyrlægen se, om der er skjulte lidelser under tandkødet, der ellers ikke bliver opdaget. Lidelser under tandkødet kan forekomme både hos hunde og katte, men hos kattene findes der en bestemt lidelse, der er meget smertefuld. Lidelsen forårsager, at der kommer et hul i tanden, ved tandkødsranden, som tandkødet forsøger at dække. Derfor er lidelsen svær at opdage uden røntgen.

Når tænderne er renset og eventuelle lidelser i er fundet, laves en plan for et eventuelt videre behandlingsforløb. Al information får du, når du henter dit kæledyr. Du vil desuden blive vejledt i forskellige muligheder for hjemmebehandling fremadrettet.

Gode hjemmesider til at læse mere om tandpleje:

- https://www.netdyredoktor.dk/hund/tema/stu/tandpleje-hos-hunde/

- https://www.netdyredoktor.dk/kat/tema/stu/tandpleje-hos-katte/

- https://dk.virbac.com/daglig-tandpleje

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce