Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Naja har altid nørdet med brød og kager. Nu kan hun leve af det

Naja Zehlmann er begyndt at bage til salg fra sin gårdbutik på Hovervej 69. Sådan et engelsk tebrød koster 25 kroner. Foto: Kaj Poulsgaard
Naja Zehlmann begyndte at sælge brød og kager fra sin gårdbutik på Hovervej 69 for to måneder siden. Hun har altid nørdet med bageri, og nu kan hun leve af det.
Annonce

Hee: Naja Zehlmann er ud af en familie af nørdere og selvstændige, så på den måde er det ikke overraskende, at hun nu kan kalde sig gårdbutiksbager fra hjemmet på Hovervej 69.

- Min mor, Anette Riis Jensen, har butikken "Strikkeglad -altid glad" i Ringkøbing. Min søster, Zazia Riis Finderup, har Fys & Fitness i Ringkøbing. Min far, Nis Zehlmann, er ikke selvstændig, men han nørder også. Han er for eksempel i Guinness Rekordbog, fordi han kan holde foredrag om Grønland i 24 timer i træk. Vi er en nørdefamilie, siger Naja Zehlmann med et smil.

Når det alligevel er lidt overraskende, at Naja Zehlmann i dag lever af at bage, er det fordi, hun først tog en HF-uddannelse og derefter begyndte på uddannelsen til finansøkonom, hvorefter hun tog en læreruddannelse fra Nr. Nissum Seminarium.

- Det var ikke altid nemt at studere, for jeg har for meget krudt i rumpetten til at sidde stille hele dagen, og i alt har jeg studeret i ni år. Men jeg har nok søgt 200 lærerstillinger uden at få et lærerjob. Den kombination af specialer, som jeg har læst på seminariet, må jeg bare konstatere, at der ikke er efterspørgsel på, siger Naja Zehlmann.

Annonce

Har sagt job op

Indtil for nylig har hun arbejdet på plejehjemmet Klokkebjerg i Skjern, men nu har hun sagt sit job op for at leve af at sælge brød og kager fra gårdbutikken ved sit hjem.

Naja Zehlmann har alle tilladelser i hus, så hun lovligt må sælge brød og kager fra salgs-skuret på Hovervej 69. Foto: Kaj Poulsgaard

- Jeg begyndte så småt at sælge brød og kager for to måneder siden, og det har overrasket mig, hvor hurtigt det er gået.  Der kommer selvfølgelig en del kunder fra Hee, men der er også kunder fra Hvide Sande. Det synes jeg er lidt imponerende, men jeg får også stor ros for smagen og kvaliteten, siger Naja Zehlmann.

- Jeg har altid bagt meget og altid nørdet i surdej og opskrifter. Til fester har jeg altid bagt overdrevet meget, og derfor tit hørt sætningen at, jeg "skulle begynde at sælge af mit bagværk", siger Naja Zehlmann.

Det kan godt tage hende et par år at forfine en opskrift, men så rammer hun også plet. Hun har for eksempel udviklet et dejligt koldhævet franskbrød, der er bagt på surdej og øl.


Jeg har altid bagt meget og altid nørdet i surdej og opskrifter. Til fester har jeg altid bagt overdrevet meget, og derfor tit hørt sætningen at, jeg "skulle begynde at sælge af mit bagværk".

Naja Zehlmann


- Det er et rigtig populært franskbrød. Det er udsolgt med det samme, når det ligger i butikken, siger Naja Zehlmann.

Annonce

Nyt køkken og gårdbutik

Hun har i dag to ovne i sving i gårdens store køkken, men det er ikke nok:

- Jeg har svært ved at følge med. Men Kenneth begynder snart at bygge et “rigtigt” køkken til mig i den tidligere stald, så det bliver adskilt fra stuehuset. Garagen vil også blive bygget om til en rigtig gårdbutik, siger Naja Zehlmann.

Hun står op klokken 02.00 lørdag og søndag for at kunne levere nok rundstykker. Sidste weekend bagte hun for eksempel små 500 rundstykker.

- Hvis det fortsætter med den flotte opbakning, så skal jeg have en ansat inden jul, siger Naja Zehlmann med et smil.

Ud over rundstykker sælger hun fire forskellige slags franskbrød, tre-fire slags boller og en hel masse kager.

- Vi skal have installeret et større skab, så jeg ikke skal fylde op hele tiden. Så vil jeg også kunne udvide med flere småkager, siger Naja Zehlmann.

Annonce

Gertrud Sand go home

Til jul vil der naturligvis også komme en hel masse julekager til salg på V. Bratbjerg.

- Gertrud Sand når mig ikke til sokkeholderne, når det kommer til jul. Jeg har mange store julekasser, og jeg begynder så småt at pynte op i oktober for at nå det til jul, siger Naja Zehlmann, hvis søn sidste år talte, at der var over 300 nisser bare i stuen.

Naja Zehlmann er ikke kun kreativ med bageriet. Hun har strikket og hæklet siden hun var fem år gammel, så nu sælger hun også lidt hjemmehæklet tøj fra sin gårdbutik. Foto: Kaj Poulsgaard

Naja Zehlmann

Naja Zehlmann er 36 år. Hun er født i Ringkøbing, men primært opvokset i Hee.

I dag bor hun på "V. Bratbjerg" på Hovervej 69 sammen med husbonden Kenneth Johansen og sønnen Morgan.

Naja Zehlmann er uddannet lærer fra Nr. Nissum Seminarium med speciale i historie, kristendom og billedkunst. Men hun lever i dag af at bage og sælge brød og kager fra en bod ved hjemmet. Planer er, at der skal bygges en større gårdbutik med tilhørende bageri på stedet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ringkøbing

René Lagoni har været en af hovedkræfterne bag surf-eventyret på Ringkøbing Fjord. Han fik gjort en forretning ud af sin hobby.

Annonce