Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Negle og vipper er hendes lidenskab: Maja elsker tilværelsen som selvstændig

Det startede som en hobby. I dag er negle og øjenvipper levebrødet for 23-årige Maja Nyby Christiansen.Foto: Jørgen Kirk
23-årige Maja Nyby Christiansen tog i april springet, og startede sin egen skønhedssalon; det har hun ikke fortrudt et sekund.
Annonce

BAG DISKEN: Man skal lede længe efter en bedre reklame for tilværelsen som selvstændig end Maja Nyby Christiansen!

Den 23-årige ringkøbingenser tog i april en dyb indånding, og sprang i med begge ben, da hun åbnede sin skønhedssalon "Hos Maja" i Torvegade 5D i Ringkøbing.

Og hun har ikke fortrudt det ét eneste sekund!

- Det har været helt vildt! Det har overgået alle mine forventninger, siger hun.

Og så var det ikke engang meningen, at hun skulle have været selvstændig. Måske på et senere tidspunkt, men ikke lige nu - måske om fem-ti år.

Men så fik hun et tilbud, hun ikke kunne sige nej til.

- Min onkel ringede, og sagde, at han havde fundet det helt rigtige lokale til mig. Jeg skulle egentlig være begyndt som kontorassistent i Søndervig, og jeg havde det godt nok svært med at træffe beslutningen, også fordi det var en god arbejdsplads. Men denne her chance kunne jeg ikke lade gå fra mig. Jeg vidste bare, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg sprang til, siger hun.

Og sådan gik det til, at Maja Nyby Christiansen den 1. april i år åbnede "Hos Maja", der tilbyder forlængelse, lakering og dekorering af negle samt øjenvippe-extensions.

For Maja Nyby Christiansen er beliggenheden i Torvegade i Ringkøbing helt ideel.
Annonce

Håndbold og negle

Maja Nyby Christiansen er ikke en af de piger, der altid er gået særligt meget op i sidste mode. Men hun kan godt lide at have pænt lakerede negle, og da hun var lidt yngre, gjorde hun den erfaring, at de altså ikke går alt for godt i spænd med at træne håndbold adskillige gange om ugen; det holder lakeringen ikke til!

- Men så fandt jeg ud af, at der var noget, der hed gellak, og den brugte jeg på mine negle, fortæller hun.

Gellak er en ny og stærkere form for neglelak, og den holdt til den intensive håndboldtræning.

Ikke nok med det. Veninderne synes også, den var flot, og så lavede Maja Nyby Christiansen også deres negle.

- Jeg syntes, det var spændende at arbejde med, og så tog jeg en uddannelse som negleteknikker, fortæller hun.

Og nu, da hun var i gang, tog hun også uddannelsen som vippeteknikker, så hun kan lave øjenvippe-extensions. Hun syntes, at de to teknikker passede fint til hinanden.

Annonce

Kontorassistent

På det tidspunkt begyndte tanken om at få egen salon at opstå; men det var noget, der lå langt ude i fremtiden, og i mellemtiden tog Maja Nyby Christiansen en uddannelse som kontorassistent hos Danland/Dancenter i Søndervig.

Faktisk havde hun været i gang med en uddannelse i international virksomhedskommunikation i Odense i 2016.

- Min kæreste var endda flyttet med mig. Men vi fandt ud af, at vi hørte til i Vestjylland, og at det var her, vi skulle bo, siger hun.

Den beslutning har hun heller ikke fortrudt!

I januar blev hun færdiguddannet som kontorassistent, og fremtiden så ud til at ligge inden for feriebranchen, mens negle og øjenvippe godt nok var en lidenskab, men dog ikke noget levebrød - endnu.

Men så kom der altså et tilbud, Maja Nyby Christiansen ikke kunne sige nej til …

I dag har hun forrygende travlt. Der er nok at se til i salonen; langt mere, end hun havde regnet med og håbet på.

Maja Nyby Christiansen er glad for, at hun tog springet ind i tilværelsen som selvstændig.
Annonce

Neglekunst

- En behandling tager typisk mellem en og to timer eller endda længere. Det kræver selvfølgelig koncentration fra min side, men det kan jeg godt lide, siger Maja Nyby Christiansen.

Kunderne kan være alt fra piger i konfirmationsalderen til voksne kvinder i 80'erne, og de får typisk lavet negle - eller øjenvipper - i forbindelser med fester af den ene eller den anden slags.

Og har de helt specielle ønsker - som for eksempel at få malet et motiv på neglene - er Maja klar! Neglekunst er noget, hun går meget op i.

- Jeg synes, der er vildt spændende at male motiver på neglene. Ofte kommer folk med et ønske, og så taler vi om, hvordan det skal udformes.

Det kræver selvfølgelig masser af øvelse.

- Jeg kan hele tiden blive bedre, så jeg øver mig, og tager alle de kurser, jeg kan komme af sted til for at udvikle mig, siger Maja Nyby Christiansen.

Selv om det er negle og øjenvipper, der har hendes interesse, er hun nu glad for sin kontoruddannelse.

- Der er jo også noget administrativt, man skal ordne som selvstændig, og på det punkt er min uddannelse helt klart en fordel, siger hun.

Neglekunst er netop nu Maja Nyby Christiansen store lidenskab.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ringkøbing

Susanne i Kurbadet

Annonce