Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Nytårshilsen fra detailhandlen: Tak fordi I handler lokalt

I en nytårshilsen sender formanden for Handelsrådet, Bent Brodersen, en stor tak til alle, der har handlet i de lokale butikker i et særdeles svært år. Arkivfoto: Johan Gadegaard.
Annonce

Nytårshilsen: Af hjertet tak til alle Jer, der har handlet lokalt i det forgangne år. Det har været et år præget af op- og nedture. Detailhandlen i Ringkøbing-Skjern Kommune er dog nået gennem året med betydelig færre skrammer på næsen end mange af vores kollegaer i resten af landet. Dette takket være den enorme opbakning, der er udvist fra lokale kunder samt den kommunale opbakning til detailhandlen. Det er naturligvis også vigtigt, at vi er omgivet af mange turister samt et generelt sundt erhvervsliv.

Året har været præget af stor usikkerhed, ikke bare i detailhandlen men i de fleste hjem og på de fleste arbejdspladser. Mindre social aktivitet og mange nye vaner, samt nye arbejdsgange.

Det har skabt nye muligheder og positiv læring, men det har også givet afsavn, frustrationer og udfordret vores vanetænkning.

Vi vil afgjort tage de bedste ting til os, og vil gøre brug af den læring, som Covid-19 har givet os. Læringskurven har til tider været stejl - videomøder, online uddannelser og markedsføring, nye servicekoncepter, der skulle indføres fra dag til dag.

Jeg er som handelsrådsformand stolt over butikkernes håndtering af Covid-19. Man har generelt valgt at anskue bægeret som halvfyldt, været innovative, rykket sammen i bussen og inspireret hinanden på tværs af byerne, så vi kan bevare en god og bred detailhandel i hele kommunen.

Handelsforeningerne har skullet finde balancen mellem et spændende, levende og højt aktivitetsniveau, samtidig med hensyntagen til forsamlingsforbud og generel opmærksomhed på Covid-19. Opmærksomheden er vokset på rammerne om den gode handelsoplevelse mere end på de fysiske aktiviteter. Vægten er trukket i retningen af at skabe mere stemning i bymidten, end at tiltrække store forsamlinger omkring enkelte aktiviteter.

Mange nye tiltag som salg via livestreaming fra butikkerne, online bankospil, online juletræstænding, online gaveshop, udbringning af varer og mange andre aktiviteter har set dagens lys i det forgangne år. Der har været enorm stor opbakning fra de lokale kunder til disse aktiviteter, hvilket er uvurderligt, når man ser sit indtjeningsgrundlag skride. Kommunen har bakket op om detailhandlen gennem hele året og har afsluttet året med en julegave til kommunens ansatte. Gavebeviset kan indløses hos kommunens restauranter og på Naturkraft. Netop denne del af vores detailhandel har haft en særlig svær periode, og signalet fra byrådet betyder meget for de berørte.

Handelsrådet vil opruste i de kommende år og arbejde på at sikre rammerne for vores mange arbejdspladser. Der bliver lavet handelsudviklingsstrategier for de enkelte handelsbyer, vi vil fortsætte vores handl-lokalt kampagne, og der er udarbejdet en ny handlingsplan i samarbejde med kommunen.

Vi tager ved årsskiftet afsked med vores handelsrådsdirektør Lise Kjeldberg, der har skabt et godt fundament for den videre udvikling, samtidig med at vi tager imod vores nye handelsrådsdirektør Marianne Møller. Marianne kender vores detailhandel fra tidligere job i turismen, samt som købstadschef i Ringkøbing. Ligeledes har hun stor erfaring fra UCRS, i forhold til unge, uddannelse og projektstyring. Marianne er godt funderet, såvel rent teoretisk som praktisk.

Det er svært at forestille sig en levende bymidte uden detailhandelsbutikker, for ikke at tale om afledte effekter på turisme, erhvervsliv og bosætning. Derfor, som i min indledning, af hjertet tak til alle jer, der har bakket op og handlet lokalt. Hver en handel har haft betydning og er blevet værdsat.


Det er svært at forestille sig en levende bymidte uden detailhandelsbutikker, for ikke at tale om afledte effekter på turisme, erhvervsliv og bosætning.

Bent Brodersen


På vegne af Handelsrådet og hele vores detailhandel vil jeg ønske alle vores kunder et godt og lykkebringende Nytår.

Bent Brodersen er formand for Ringkøbing Fjord Handelsråd. Foto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce