Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Sådan bliver din butik landets bedste

Uddeler Lars Sejr glæder sig over, at Superbrugsen Ringkøbing var landets bedste i 2020. Det er et skulderklap til alle de ansatte, siger han. Foto: Peter L. Sørensen
Jeg har taget det bedste med fra de steder, jeg har været. Og så kunne det ikke lade sig gøre uden et meget dygtigt personale, siger uddeler Lars Sejr fra Superbrugsen i Ringkøbing, der var landets bedste i 2020.

Ringkøbing: To år i træk den bedste butik i sit distrikt. I 2020 den bedste Superbrugsen i hele Danmark.

- Man bliver da stolt og beæret, men også overrasket når man får det at vide, fordi vi er udpeget blandt over 300 butikker. Og så er det et skulderklap til alle butikkens ansatte, der har været med til at sørge for de gode præstationer, siger uddeler Lars Sejr.

Han startede sin karriere i Coop som servicemedarbejder i Kvickly Lemvig.

- Der var jeg i fem år og kunne godt lide stemningen. Jeg var et år i Søværnet og blev tilbudt en kontrakt efterfølgende, fordi de ville have mig på officersskole. Jeg var 19 år og havde ikke lyst til at binde mig for fem år, så jeg spurgte i stedet varehuschefen i Kvickly Lemvig, om jeg kunne komme i lære, fortæller Lars Sejr om starten af sin karriere i Coop.

Det har hele tiden tiltalt ham, at i detailhandlen er der ikke er to dage, der er ens.

- Så har jeg altid oplevet et godt sammenhold og en god trivsel. Endelig har der været en god chance for at gøre karriere i Coop, forklarer han valget af Coop som lærested.

Siden er han steget i graderne og kommet til stadig større butikker, blev første salgsleder og siden souschef, inden han i 2012 blev uddeler i Superbrugsen Vildbjerg.

- Når man prøver at være mange steder, så lærer man også meget af de forskellige ledere, man har. Så kan man tage det bedste med videre til det næste sted. Man skal bare huske, at der ikke er to butikker eller to mennesker, der er ens, så man lærer noget nyt både købmandsmæssigt og ledelsesmæssigt, påpeger Lars Sejr.

Annonce

Medarbejdernes trivsel

Det vigtigste for Lars Sejr er, at hans medarbejdere trives.

- De skal trives, og vi skal have det sjovt på arbejde, men så er de også klar til at yde, når vi kommer til de travle og måske lidt mere trælse dage, siger Lars Sejr.

Hver morgen samles personalet til et tavlemøde, hvor det lige bliver gennemgået, hvem der er på arbejde, hvordan salget var i sidste uge, at der er en rød fredag på vej.

- Information er vigtigt. Når vi er færdig med mødet, går alle i gang med at fylde frugt og grønt op, så vi er hurtige færdige med det, inden vi går i gang med næste opgave. Det betyder, at alle ved, hvordan man gør, så vi ikke er så sårbare ved ferie, kurser og sygdom, påpeger Lars Sejr.

Også for ungarbejderne bliver der holdt møder, hvor de får information om butikkens gang. Her er de også med til at lægge vagtplaner for de kommende måneder.

- Når de selv er med til planlægge, bliver der ikke så meget bytteri efterfølgende, forklarer uddeleren.

Annonce

Forskel sommer og vinter

Ringkøbing er en turistbutik, så kundestrømmen er meget forskellig vinter og sommer.

- I januar og februar har vi ikke så travlt, men lige så snart det bliver påske, så skal vi være klar. Så går vi fra tre paller frugt og grønt og til ti paller, fortæller Lars Sejr.

2020 var startet godt, men så blev Danmark lukket ned.

- Vi kunne godt mærke, at der ikke var turister og mange ældre kunder fik varer leveret hjem til sig, men fra maj til oktober gik det stærkt, da både tyskere og danskere strømmede til Vestkysten. Nu er der så lukket ned igen, så kundestrømmen er nok kun på 84-86 procent af det normale. Til gengæld køber folk så en oksemørbrad og en flaske rødvin med hjem, når de ikke kan komme ud at spise, siger Lars Sejr.

Han ser frem til Lalandia i Søndervig, fordi det vil betyde flere kunder hele året.

- Jeg kan selvfølgelig også høre, at der kommer mere konkurrence, men jeg er slet ikke i tvivl om, at denne butik ikke er færdig med at vækste. Jeg ved ikke, om jeg skal være her resten af min karriere, men jeg ved, at jeg slet ikke er færdig med denne butik. Vi har en god trivsel og jeg er glad for at være her, siger Lars Sejr.

Lars Sejr

42 år.

Stammer fra Lemvig, bor i Holstebro.

Servicemedarbejder hos Kvickly Lemvig i fem år.

Handelsskole og Søværnet.

Udlært fra Kvickly Lemvig 2001.

Superbrugsen Egeris Torv i Skive, først salgsleder, siden souschef, 2001-2006.

Superbrugsen Brørup, souschef.

Kvicklyn Struer, souschef,

Superbrugsen Vildbjerg, uddeler, 2009-2016.

Superbrugsen Ringkøbing, uddeler, 2016-

Gift med Marie, sammen har de Laura på 12 år Nanna på ni år.

Superbrugsen Ringkøbing blev årets butik i distriktet i 2019 og 2020. 2020 blev butikken også årets Superbrugsen i Danmark.

Der er 89 ansatte i Superbrugsen Ringkøbing, heraf 25 fuldtidsansatte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce