Ringkøbing-Skjern: Når byrådsmedlem Niels Rasmussen står op om morgenen og kigger sig i spejlet, så ser han den tidligere amerikanske præsident.
- Jeg savner bestemt ikke præsidenten, men jeg savner nok en tur til frisøren. Jeg har fået lidt af en Trump-frisure. Så der er ingen fare for, at jeg glemmer præsidenten lige foreløbig, griner han.
SF'eren fra Tarm er en af de korthårede byrødder, som må kæmpe lidt med håret under denne omgang af coronanedlukningen.
Rasmussen har overvejet at gå trimmer-vejen, som sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm gjorde under forårets nedlukning. Brostrøm endte med at tweete en undskyldning til sin frisør over sin hjemmegjorte skæve klipning i nakken.
Og der er andre skræmme-eksempler derude, mener Niels Rasmussen.
- Jeg synes, jeg har set, hvor galt det kan gå. Så foreløbigt venter jeg bare, siger han.
Lod skægget stå
Også løsgængeren Svend Boye Thomsen kæmper med lidt for langt hår for tiden. Han nåede ikke forbi frisøren før jul, og derfor er der lagt adskillige millimeter til frisuren siden hans seneste tur i stolen i efteråret. Også han har foreløbigt valgt at leve med håret.
Kristian Andersen (KD), byrådsmedlemHvis ikke jeg gjorde det, ville jeg få Tommy Seebach-hår, som jeg havde, da jeg var ung. Det skal jeg ikke nyde noget af.
Under forårets nedlukning anlagde kristendemokraten Kristian Andersen sig et stort coronaskæg. Han besluttede simpelthen at lade det stå, når han nu alligevel skulle sidde hjemme og passe sit arbejde bag en computerskærm.
Et stort Seebach-garn
- Min kone blev rigtig træt af det til sidst. Så i denne omgang har jeg ikke anlagt fuldskæg. Håret er ikke noget problem. Det får en tur med trimmeren på tre millimeter hver anden måned, siger han og fortsætter:
- Hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg få Tommy Seebach-hår, som jeg havde, da jeg var ung. Det skal jeg ikke nyde noget af, lyder beskeden fra den trimmede kristendemokrat.
DF's Kristian Bøgsted har hjælpen lige ved hånden, når håret bliver for højt:
- Hvis jeg har en dårlig hårdag, så er det fordi fru Bøgsted ikke har haft tid til at klippe mig. Det har hun gjort i flere år, så jeg har ingen problemer lige nu, fortæller han.
Borgmester Hans Østergaard og hans frisure ligner fuldstændig sig selv. Han har nemlig også en frisør i familien.
- Min svigerdatter er uddannet frisør og er en del af min familie-boble. Hun klippede mig for nylig. Jeg tror aldrig, jeg har fået så mange bemærkninger for min frisure. Der er nok nogle, der er lidt misundelige, nu hvor man ikke kan gå til frisøren, siger han med et skævt grin.
Hvordan ser dit corona-hår ud? Send et foto til ugeavisredaktør Peter Sørensen på peso@dbrs.dk i jpg-format og i så høj opløsning som muligt. Så kommer foto med i et kommende nummer af ugeavisen.