Annonce
Ugeavisen Ringkøbing

Vi bli’r ved så længe vi kan tygge lagkage

Hele holdet samlet til fotografering i Højmark Forsamlingshus: Fra venstre, øverst: Herdis Jespersen, Grethe Kristiansen, Nanna Nygaard, Asta Lærke, Inge Marie Jørgensen, Birgit Kristensen og Elisabeth Bundgaard Muldbjerg. I midten: Anna Ramskov Jeppesen, Anna Marie Bjerregaard, Mette Kristensen, Kis S. Hansen, Else Christiansen og Hanne Sørensen. Nederst: Lilly Tarpgaard, Birthe Noe, Bidde Hindhede, Janni Bro og Gunhild Nielsen. Privatfoto
Modne rep-gymnaster mødes hver anden onsdag - det hr de gjort i 40 år.
Annonce

Ringkøbing-Skjern: I Højmark forsamlingshus udfordrer 18 kvinder hver anden onsdag aften hjemmevant deres kroppe med sikre og graciøse bevægelser, som ikke enhver kvinde uden videre kan gøre dem efter. Men de har altså også øvet sig hver anden onsdag aften gennem 40 år. Ideen opstod i 1978, hvor Ringkøbing-Skjern-egnens dygtigste gymnaster - repræsentationsholdet var på Færøerne til elite-træf for at inspirere og blive inspireret med opvisninger og workshops. Det var her en af gymnasterne bemærkede: ’Det her, det vil vi komme til at savne. Den gode gymnastik, der udfordrer os – og ikke mindst sammenholdet og glæde, den giver os’! Det var der så nogen stykker, der besluttede sig for, at det ville de ikke savne. De dannede i 1979 deres eget lille gymnastikhold’, ’De gamle Rep-piger’ og inviterede dygtige gymnastikledere til at lede gymnastik på højt niveau hver anden onsdag i Højmark Forsamlingshus. Det var der rigtig mange gymnastikledere, der gerne ville. Alle der gennem årene er blevet spurgt, har sagt ja – og har været glade for det. Og sådan er det stadig, nu hvor de ’De gamle Rep-piger’ på holdet aldersmæssigt spænder fra 60 til 80 år. ’Det er så sjovt at lede dem. Og nemt – for de kan jo bare det hele. Det er ligesom kodet ind i dem, og rytme og gejst har de alle sammen. Så jeg behøver ikke at sige så meget. Det kører bare for dem,’ siger Kirsten Pedersen fra Velling, der er én af ’De gamle Rep-pigers’ ledere i dag. ’De er et forbillede for os alle sammen, ’De gamle rep-piger’. Man kan tydeligt mærke deres glæde ved det. De er så søde, så positive og så begejstrede. Det er tydeligt at mærke, at de har det hyggeligt og sjovt sammen – at de har den sociale del med, siger Kirsten Pedersen. Hun leder to motionsdamehold i Velling og er selv gymnast på ’Kvindeholdet’ i Højmark. Og det er hendes klare mål, at hun gerne vil kunne det samme på gymnastikgulvet om 20 år, som ’De gamle rep-piger’ kan. De har forresten ikke planer om at stoppe. Deres slogan er: ’Vi bliver ved, så længe vi kan tygge lagkage’! En hentydning til, at efter den fede gymnastik har Højmark Forsamlingshus altid et veldækket kaffebord til gymnasterne – hvor højskolesangbogen i øvrigt spiller en stor rolle, når lagkagen er tygget.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Ugeavisen Ringkøbing

Susanne i Kurbadet

Annonce