Struer: Marts kan ofte være en noget blandet landhandel, når det gælder vejret.
Men 2022-årgangen blev nærmest uden regn, og det er lige noget, der passer en haveentusiast.
- Det har været en fantastisk måned for os, der elsker at arbejde i haven. Det er sjældent, at det er så godt vejr – så mange dage i træk, siger Henning Pedersen.
Han er formand for Struer Havekreds, der i år kan fejre 100 års jubilæum. Det bliver markeret med en stribe aktiviteter. Både de traditionelle events som det store plantemarked - og de arrangementer, som er med til at markere foreningens 100 år lange historie.
- Vi glæder os så meget til at fejre jubilæet. Vi er normalt en meget aktiv havekreds. Men i to år har vi haft svært ved at mødes på grund af coronaen. Det stopper forhåbentligt nu. Vi har det som køer, der venter på at komme på græs, siger 77-årige Henning Pedersen, der gerne medgiver, at interessen for haven er og bliver en livslang passion for ham.
Corona-medvind
Noget tyder også på, at flere er blevet interesseret i haven.
- Jeg er stadig lige interesseret i haven, og vi er heldigvis mange medlemmer. Vi er 350, og vi kan godt være flere. Der er kommet flere til de senere år, siger formanden.
- Det er ingen hemmelighed, at coronaen har fået flere til at gå i haven, når de ikke har haft mulighed for at rejse til udlandet. Det er kun dejligt at flere har fået øjnene op for alle de dejlige ting, der følger med havelivet. Men det helt afgørende er lysten til at arbejde i haven, siger Henning Pedersen, der gerne medgiver. at de mange have- og boligprogrammer på tv også er med til at skærpe interessen for haven.
På Sarpsborgvej 166, hvor Henning og fru Kirsten bor er der ikke brug for at ringe efter et realityprogram, hvor eksperter, venner og familier kommer og gør haven toptunet på et par dage eller en lille uge.
Ægteparret købte netop den grund i 1970’erne, da den var med sydvendt skråning, så der var størst mulighed for at være kreativ i haven. Det blev valgt frem for en grund med udsigt ud over Kilen. I kvarteret er der flere andre familier, der også dyrker haven og nyder fællesskabet i havekredsen.
Venskaber
For det sociale spiller også en afgørende rolle blandt medlemmerne i Struer Havekreds.
- Venskabet og samværet med de andre betyder meget. Vi har en meget stor fælles interesse for haven, men vi deler også mange andre oplevelser sammen, siger Kirsten Knudsen Pedersen.
Henning Pedersen, formandDet er ingen hemmelighed, at coronaen har fået flere til at gå i haven, når de ikke har haft mulighed for at rejse til udlandet. Det er kun dejligt at flere har fået øjnene op for alle de dejlige ting, der følger med havelivet.
Fællesskabet kan også bestå i en bestemt arbejdsopgave. Opgaven i år er at holde og forskønne den store have ved Gimsinghoved.
- Der er frivilligt arbejde, som vi nyder meget. Det er en spændende opgave. Jeg synes, at det er en god ide, hvis haven kan bruges noget mere til forskellige arrangementer i byen, siger Henning Pedersen.
Som 100-årig kan det godt være lidt af en udfordring at få de unge medlemmer med. I den sammenhæng er det ifølge formanden afgørende, at de unge ikke opgiver medlemskabet på forhånd, fordi de ikke har det samme antal timer om ugen til at pleje og nurse om haven.
- Det kan selvfølgelig godt give lidt præstationsangst, men det skal der absolut ikke være. Det handler i høj grad om at inspirere hinanden til at dyrke interessen for haven, siger Henning Pedersen, der har nedarvet interessen til sin yngste søn Søren, der bor i Virum. Storebror Klaus, der bor med familien i Holstebro, er mindre interesseret, og han modtager gerne hjælp fra forældrene, når haven skal have en omgang eller opgradering.
Motivation til havearbejde er aldrig et problem på Sarpsborgvej 166. Ægteparret vil fortsætte med at pleje og passe haven så længe som muligt.
Sådan kan du gøre haven klar til foråret
En stribe gode råd til havefolket i foråret
Rydde op i bedene
Klippe græsplænen for første gang
Gøre køkkenhaven klar
Luge ukrudt
Gøde haven
Så blomsterfrø og forspire planter i vindueskarmen eller drivhuset
Beskære roser
Bekæmpe dræbersnegle
Plante og flytte planter
Gøre rent i drivhuset og haveskuret
Gøre terrassen klar til sommeren og stille havemøblerne frem
- Der er ikke noget, der er smukkere, end når det hele står skarpt til maj. Det er noget helt særligt. Vi holder også meget af at rejse, men på den årstid bliver vi hjemme for at nyde og være i haven, siger Henning Pedersen, der lever med, at der ikke er en decideret planteskole i hjembyen.
- Vi har nogle fine kontakter til planteskolerne i nabobyerne. Det er ikke noget problem, at vi skal køre lidt efter det, siger havekredsformanden.
I år får han også lejlighed til at vise sin have frem for de øvrige medlemmer af havekredsen, da det i jubilæumsåret er bestyrelsesmedlemmernes haver, der skal vises frem, når der er åben have.
I april er der reception i anledning af jubilæet, og til efteråret er der jubilæumsmiddag for at fejre den 100-årige, der i juni også tager på udflugt til Nordtyskland.