Annonce
Ugeavisen Struer

12-årige Sigrid fik en fiks idé til sin abe - så fik hun travlt

12-årige Sigrid er træt af corona. Mundbindene til aberne gav hende noget at beskæftige sig med i et par uger - og nogle meget ømme fingre. Foto: Morten Stricker
Sigrid Haar Mose fra Bremdal hæklede i løbet af få uger omkring 100 små mundbind til Kay Bojesen-aber, som hun solgte næsten hurtigere, end hun kunne hækle dem. Pengene går til at hjælpe sygdomsramte børn
Annonce

Bremdal: Det er ikke nemt at være barn i en coronatid. Men i nogle tilfælde kan der faktisk komme noget positivt ud af det. Det fandt 12-årige Sigrid Haar Mose fra Bremdal ud af for få uger siden.

- Jeg savner virkelig at komme i fysisk skole og at se mine venner og lærerne, fortæller hun ved spisebordet hjemme ved sine forældre i Bremdal.

Ved siden af hende ligger den Kay Bojesen-abe, som hun fik af sin mormor da hun var helt lille. Den ligner de fleste andre Kay Bojesen-aber med det karakteristiske træ-look, men der er én væsentlig forskel. Sigrids abe har et lille, lyserødt, hjemmehæklet mundbind på. Hæklet af Sigrid selv.

Mundbindet i sig selv er ikke specielt. Dem har Sigrid sammen med sin mormor, der har fået lov at hæfte dem, hæklet omkring 100 styk af de seneste tre uger. Men måden, hvorpå hun startede med det, var ret specielt.

Annonce

Karantæne

- Sigrid har altid været meget kreativ. Det er hendes klasselærer og hendes mormor, der har lært hende at hækle, forklarer Sigrids mor, Anne Mose.

Så da moren på Facebook så et opslag om nogen, der havde kreeret små mundbind til Kay Bojesen-aber, spurgte hun sin datter, om det ikke var en idé at give sig i kast med.

Det var det ikke.

12-årige Sigrid brugt flere aftener på at sidde der i stolen i stuen for at afviklet mundbind til aberne. Foto: Morten Stricker

- Jeg var ikke vild med tanken, fortæller Sigrid.

Men efter en håndboldkamp, hvor Sigrid var på banen med sit hold, måtte hun hjem i coronakarantæne, da nogle af spillerne var smittede. Og kort efter lukkede statsminister Mette Frederiksen (S) atter landet ned, så siden 10. december har Sigrid fysisk ikke været i skole, men fået undervisningen online.

Og det er hun træt af.

- En dag for nogle uger siden spurgte jeg min mor, om jeg måtte se to af mine bedste venner, men hun sagde nej. Så blev jeg sur, siger Sigrid med et lille, genert smil.

Ifølge moren resulterede det med et smæk med døren ind til datterens værelse.

- Jeg kedede mig, forklarer Sigrid.

Inde på værelset begyndte hun at fifle rundt med en hæklepind og noget garn. I starten var det meningen, det skulle være som en slags mini-karklud. Men så:

- En halv time efter kom hun ud - helt begejstret, fortæller Anne Mose.

- "Mor, se lige!" sagde hun. Og så havde hun hæklet et mundbind til aben, tilføjer Anne Mose.

Annonce

Et familieforetagende

Anne Mose slog sin datters kreation op på Facebook, som de fleste stolte mødre gør, når deres barn har skabt noget nyt. Men pludselig begyndte venner og familie og spørge, om de ikke også måtte få et til deres abe? Ordet om de små, fine mundbind spredte sig. Og så fik Sigrid travlt.

- Jeg har lavet omkring 100 styk. Måske lidt mere. Min mormor hjalp med at hæfte, og min mor bragte dem ud, siger hun.

- Ja, det blev et helt familieforetagende, griner moren.

Sigrid arbejdede så intenst på de små mundbind, at hun på et tidspunkt fik en vabel og nogle meget ømme fingre. Hun satte sig et mål:

Mundbindene blev solgt for 15 kroner stykket, og pengene skulle gå til den lokale cykelrytter, Bibi Salskov Olesen, der cykler for Team Rynkeby. Sigrid ville indsamle 1000 kroner.


Min mormor hjalp med at hæfte, og min mor bragte dem ud

Sigrid Haar Mose


- Og der var mange, der gerne ville støtte det projekt, og Sigrid gik meget op i det. Hun blev faktisk næsten lidt bossy. Det var heldigt, at der på det tidspunkt var tilbud på bomuldsgarn, siger moren med et smil.

Sigrid bliver genert igen.

- Jeg er nok en lille perfektionist, siger hun.

Og det hårde arbejde betalte sig. 1500 kroner kunne hun aflevere til Bibi Salskov Olesens indsamling gennem Team Rynkeby, da hun lukkede for flere bestillinger. Som tak lå der en dag en stor pose slik fra cykelrytteren, der også har rost hendes arbejde på Facebook.

Annonce

Glæder sig til skole

Sigrid hækler ikke længere Kay Bojesen-mundbind. For tiden er hun kreativ med sin far, der er i gang med at ordne familiens bryggers, og hun elsker stadig at tegne og klippe-klistre.

- Vores sakse er altid væk, men vi ved som regel godt, hvor vi kan finde dem - inde hos Sigrid, siger Anne Mose.

Mundbindene blev hæklet i forskellige farver - og både til den lille og den store Kay Bojesen-abe. Foto: Morten Stricker

Selv håber Sigrid, at Bibi Salskov Olesen, og de andre Team Rynkeby-ryttere kan komme af sted på cykelturen mod Paris til fordel for kræftramte børn - modsat sidste år, hvor det måtte aflyses på grund af corona. Og så håber hun på snart at kunne komme tilbage i skolen og få sit liv tilbage.

- Jeg får mere energi, når jeg er i skolen, end når jeg bare er herhjemme. Jeg savner også at ride og spille håndbold. Før corona gik jeg til noget næsten hver dag, så jeg glæder mig til at få det tilbage, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce